torsdag den 30. december 2010

Status

Jeg arbejde engang i en købmandsforretning. Som sådan en slavetøs ved flaskerne og grøntsagspakningen. Med en kvartalsdranker som chef. Det var usselt. Men hvad der var endnu mere usselt var, når der skulle gøres status. Alt skulle tælles, registreres og gøres op.
Det var total nederen, som jeg nok har kaldt det dengang.

Men status skal der gøres. Også i livet. Heldigvis kan jeg nu, efter nitten år, undlade at kalde det for usselt. Tværtimod.

Der skete en del i 2010. Der var fire måneder, som skygger for det meste. Fire måneder uden arbejde. Og når man er sådan en der simpelthen elsker at arbejde, så blev de fire måneder meget mørke. De var endda selvvalgt. For min families skyld. For min egen skyld. Jeg sagde selv op. Men når magtesløsheden overmandede mig, og jeg blev skrækslagen for, om denne verden nu også virkelig havde brug for mig, ja så kastede de mørke skygger over det meste af mit liv i den periode.
Men - og der er altid et men; sletter jeg de fire måneder, så kan jeg faktisk ikke klage.
Overhovedet ikke - faktisk.
Der skete nemlig noget i 2010 som jeg ikke turde drømme om, dengang jeg stod i ølslatter og gamle rosenkål hos alkoholiker købmanden. Dengang drømte jeg om at kunne leve af at skrive.

På mandag starter jeg med at leve af at skrive.

Jeg starter som tekstforfatter på et reklamebureau. Nu har jeg sagt det højt. For første gang her på bloggen. Nok det mest frygtindgydende sted at sige det eftersom læsere her, er bloggere med flere tusinde læsere hver uge, med høje ratings og Arteha Franklin R-E-S-P-E-C-T. Men det skal jeg altså. Lille mig, der ikke kunne stave. Der altid, og i lang tid, skrev muglighed og ikke mulighed. Mig, der blev smidt ud af gymnasiet, og måtte ind på Det Fri Gymnasium på inde Nørrebronx for at rase ud. Mig, som sgu har kæmpet en stor del af mit liv. Mod alt muligt godt og skidt. Lille mig, der åbnede for en del af drømmeposen da jeg startede denne blog op i april. Mest som en skraldespand for al moderrolle galden. Men som endte med at blive mig egen øjenåbner.

Egentlig kan man vel sige, at selvom der var mørke måneder, så var 2010 året hvor jeg hørte efter. Du ved, til den der lille stemme langt langt inde. Dybt begravet bag selvtillid og mangel på samme og nok værst; manglende selvværd. Derinde, der sidder der altid en stemme, som skriger højere end noget andet. Og den sidder der også hos mig.

Jeg blev 31 før jeg hørte efter. Og nu er det som om, at livet lytter til mig.

(ps. Jeg har selvfølgelig banket 7-9-13 under bordet op til flere gange og spyttet efter min egen kat, som er sort, hver gang han har krydset stuen... selvfølgelig har jeg det - bare rolig. For jeg har kun fået en freelancer kontrakt i tre måneder og man ved jo aldrig, og hvad hvis nu jeg ikke kan finde ud af det. Eller de ikke kan lide mig. Eller jeg glemmer et komma, eller glemmer at sætte mit vækkeur?... Some things never change...)

onsdag den 29. december 2010

Jeg har ventet på dig

Lige nu er der ild i brændeovnen. Vi er mætte og kun en af os har ondt i halsen.
Vi er to lige nu. Den tredje ligger og sover. Han har nemlig været inde ved den ene det meste af natten.
Fjernsynet kører, men kun fordi det kan og ikke fordi det ses. For vi tusser. Rundt om bordet. Det nye legekøkken, katten, sofaen, i sofaen og rundt i huset. Bare os to. En dreng og hans mor.

Og sådan en morgen har jeg ventet på. I lang tid. Det er nemlig mig der er moderen til drengen, som leger med sit nye IKEA køkken og det er mig, der har savnet sådanne morgener. Hvor vi ikke skal noget andet end handle. Hvor vi er i nattøj, indtil vi skal ud af døren og hvor der er tid til at ligge og kikke op i loftet som drengen gør i skrivende stund.

Tak fordi du kom morgen. Du har været længe ventet.

tirsdag den 28. december 2010

Jeg sir´ det bare

Jeg siger:
- Kernelædertaske fra Adax
- Nye spisebordsstole
- Bedstemors smykker
- Gummistøvler
- Maleri fra Vuggeren
- Tørklæder
- Rævehale

og en masse andet...

Jeg har det godt! Og jeg lover at huske det.

søndag den 26. december 2010

Hvis sukkermad har jeg mon tisset på?

Julemandens? Guds? Din?

For en eller anden sender bølger af maveonde, influenza og andet skidt ind over mig og min lille familie.
Hjalte havde 39.6 i går aftes. Jeg har maveonde - igen. Og så var den endda min fødselsdag i går. Hurra hurra hurra...

Jeg kan ikke helt greje, hvem jeg har tisset på... er det dig?

(ps. tak til alle de fantastiske mennesker der fejrede mig i går, trods julefrokoster og træthed. Jeg er glad ved jer alle sammen. Også dem der måtte blive hjemme pga. vejret.)

torsdag den 23. december 2010

Har du taget den?

Min julestemning? For den mangler. Både i krop og sjæl. Og der ligger bunker. Både af sne og gaver, konfekt og portvin (jeps, vi er glade ved portvin i denne familie). Men ligemeget hjælper det.

Lige om lidt skal juletræet ind. Det er faktisk noget af det jeg elsker allermest ved julen. Det smukke træ. Da jeg var lille, lagde jeg mig, midt i alle gaverne, på ryggen inde under træet og kikkede op. Det var det smukkeste syn. Lysende der glimtede på de smukke kugler og alt glimmeret der glimtede. Derfor var det den tegnefilm med chip og chap, som jeg elskede mest. I ved den, hvor de Mickey fælder træ med Pluto og chip og chap fløjter rundt i træet. Ik? I kender den da.
Men den mindede mig om mig selv. Og lidt om, at jeg ikke måtte få en hund. Men det er en anden historie.

Nå, men altså. Lige om lidt skal juletræet ind. Måske tager det julestemningen til Cristine med. For posen med godterne og min julestemning må være der ude et sted. Jeg er jo egentlig den store julelover...

Så hvis du, kære læser, kan undvære en lille bitte bid, så send den gerne i en lille bitte kommentar til mig. Det tror jeg faktisk er den eneste og sidste udvej.

Men ellers:
Glædelig Jul kære blogland og alle jer andre

mandag den 20. december 2010

I guder hvor jeg dog pønser

Kender du det? Det bliver bare ikke rigtig til noget. Men der er en masse du gerne vil?
Foreksempel vil jeg gerne lave en Give Away - fordi jeg har fået så mange nye faste læsere. Og det er jeg rigtig glad ved. Ja, ja jeg ved det. Andre medbloggere bryster sig af hundredevis af læsere, men alt starter jo et sted ik?

Og foreksempel er der stadig det med pisse pigerne. Den lurer også stadig. Den tager lidt tid, men den har noget at gøre med at tro på, at man har ret til at sige fra. Og noget med at det ofte misforstås med, at man er en pisse pige.

Jeg pønser også på noget om vores alle sammens Bertel. Sure lille Bertel. Som jeg ikke kan have ondt af. Ligegyldigt om jeg så niver mig selv, ser på billeder af grædende børn samtidig eller tænker på verdens katastrofer. Der kommer ikke en lille bitte my af medlidenhed op i mig. Så måske derfor klæder det mig bedst, at lade den passere?

Og så er der alt det andet. Pønseri.
Indtil videre, har jeg pønset på mit slumretæppe i otte måneder. Og i dag er det blevet færdigt. Det siger noget om mit niveau.

Det kunne være bedre...

søndag den 19. december 2010

Deleblogbørn

Jeg ved heldigvis ikke, hvordan det er at være bonus mor med delebørn. Jeg satser også på, at jeg aldrig kommer til det. Men hvem gør det? Alligevel kender vi alle sammen en, to, tre eller flere, som er i den situation. Og den der svær. Situationen.
Heldigvis er der mennesker, der kan tænke flere tanker, end dem der når til, hvem der henter i weekenden. Og stor respekt til dem der overhovedet kan tænke til, hvem der henter i weekenden. Men der er brug for mere. For det kan være rigtig svært at overhovedet snakke om, hvem der henter.

Delebarn.dk er en løsning. En god løsning. Katrine fra Kattekluns er blevet inviteret til at være medblogger på sitet, og det syntes jeg, at I alle skal se. Fordi hun gør det rigtig godt, men allermest fordi hun gør det med hjertet. Og sådan nogle mennesker er jeg glad ved.

Følg Katrine lige her

Jul på tysk

De kan altså noget der nede i Tyskland. De kan overdrive på en god måde. Jeg har været i Hamburg med mit nye arbejde - julefrokost. Jo jo, det er fine sager. En super hyggelig tur med god mad, godt selskab og gode drinks.
Og julerier som jeg sjældendt har set. Jeg må til Tyskland igen i julen. Det kan være jeg kan finde min julestemning der. For her er den ikke landet endnu...



Danke schön!

lørdag den 18. december 2010

Pisse piger

Jeg pønser på et indlæg der skal hedde pisse piger.
Men jeg er blevet pisset på af DSB siden i går klokken 08:00, så jeg orker ikke mere pis.

Så jeg pønser videre og pisser en anden god gang.

Kærlig hilsen
En pige der selv er en pisse pige

torsdag den 16. december 2010

Mama i knæ

Blogindlæg fra http://www.mama.dk/

Ding Dong "og vi byder Cristine velkommen til virkeligheden. Den virkelighed hun skreg på, hun savnede under sin barsel. Du finder den til højre ved siden af realitetssansen på 1. sal. Det er også her du finder Cristine stående med hovedet i postkassen med en ordentligt sæk dårlig samvittighed, ved siden af. Dagens tilbud vil være, at se den selv samme Cristine springe ud fra 3. sal. Denne gang med mavevirus, forkølelse, hosteflip og snotklatter. Det er et tilbud du ikke vil gå glip af. Hun satser på at lande lige midt i suppedasen, hvilket kun gør udspringet mere interessant. Så kom og kik; om ikke andet så for at pege fingre."


Og så er det ikke engang lyv. Jeg er i knæ. Jeg er en mor i knæ.

Under min barsel og min efterfølgende arbejdsløshed, skreg jeg på virkeligheden. Når jeg hørte nogen tale om, hvor travlt de havde, hvor meget de var bundet af at klokken faldt i hak på de rigtige tidspunkter og hvor meget de krydsede fingre og slog på træ, for at bevare en følelse af kontrol - ja, så drømte jeg mig hen i samme tilstand. For jeg ville også. Jeg ville også være en af de mødre med det liv.

Og hold da op, hvor jeg landede lige midt i det. De sidste tre uger, har mildest talt været vilde. Og fyldt med Hjaltes røv (ja, nu siger jeg det som det er) der sked derud af, mig der fulgte trop og min mand der kom bagefter. Og som om det ikke var nok, ja så skulle vi lige rammes af hoste, snot, ondt i hovedet og feber bagefter. Bare sådan lige for at krydre det lidt.

Oven i hatten fik jeg så et nyt arbejde samtidig...

Og det er fantastisk. Jeg har bare ikke haft tid til at glæde mig over det endnu - sådan for alvor.

Jeg regner med, at når jeg engang er færdig med te (jeg saaaaaaaaaavner min stærke kaffe), blødt brød og halspastiller, så skal jeg i byen og fejre det. Med Hjalte og min mand, god mad og en masse lækkerier. Og bagefter skal vi ind til byen og se hende moderen der springer ud fra 3. sal... jeg er jo ikke den eneste vel?

KH Cristine

onsdag den 15. december 2010

DING DONG

Tag aldrig til vuggestue julefest på tom mave. Du kan ikke konversere ordentligt med de andre forældre, fordi du er ved at gå ned på sukkermangel. (Fuck det, du er alligevel usammenhængende om du så er proppet med sukker)

Arbejd ikke til længere end klokken 22:00 - resten er vollapyk (Fuck det, du er alligevel usammenhængende om du så havde sovet i hundrede år)

Tro ikke at julemanden findes (Fuck det, gu gør han så!)

Køb noget realitetssans, om ikke andet, så for at sige at du har den (Fuck det... hvorfor ved jeg egentlig ikke)

Shit jeg er træt...

tirsdag den 14. december 2010

Rygtet siger...

Rygtet siger at julemanden ikke kommer til Danmark i år. Han har simpelthen ikke point nok til at komme ind i landet; ingen uddannelse og så arbejder han jo kun en måned om året!

Så, ingen arme - ingen kage venner!

NB: teksten er taget fra en facebook opdatering der huserer i øjeblikket

lørdag den 11. december 2010

Ring a bell?

Vi har alle sammen hørt det - eller de fleste af os har i hvert fald. Dem af os der har rødhårede mødre. Ikke på toppen men i hjertet.
Og de har jo ret, de røde mødre. De har kæmpet for os. Vores frie valg, vores ret til vores egen krop og vores ret til at sige nej.
Og jeg takker dem. Ligesom jeg takker dem der kæmpede for det i 1915. Det startede nemlig allerede dengang.

Men de skal holde op nu.
Nu skal de lade os være i fred.
Ellers drukner vi i dårlig samvittighed og kampe der klasker sammen, som kun sådanne kan.
En klog kvinde skriver om det her. Og jeg syntes vi skal læse det. Alle sammen.
http://www.information.dk/250596

I know - jeg er ikke så "let" i øjeblikket. Det er jul. Og det kaster altid en tanke eller to af sig hos mig...

fredag den 10. december 2010

Tal i tanker

14: er så mange dage jeg nu har røget ind og ud af maveonde og halsbetændelse
4 milliarder: er tallet der kommer en tismyre tæt på, hvor irriteret jeg er over det første tal
MEN!
1000 milliarder: er tallet der beskriver, hvor glad jeg er for mit nye job
1: er tallet der beskriver verdens dejligste dreng
1: er tallet der beskriver verdens dejligste mand
4000: er tallet der beskriver, hvor overrasket jeg blev over mennesker i dag
3: er et tal der beskriver de 3 mennesker jeg skulle have drukket kaffe med i denne uge... og som jeg ikke nåede - øv!
1: er tallet der beskriver, hvor mange nye Filofax kalendre jeg liiiige har købt mig
1: er også tallet der beskriver, hvor mange nye HTC telefoner jeg liiiige har købt mig
0: er derfor helt naturligt tallet der beskriver saldoen på min konto
1000000 billioner: er tallet der beskriver min kærlighed

Og jeg ved det. Et total ligegyldig og fuldstændig komplet åndsvagt indlæg. Men 14 DAGE, venner! 14 DAGE! Jeg er en smule i knæ...

torsdag den 9. december 2010

Når nu man ikke selv kan sige det

Fordi man arbejder meget. Samtidig med at man er syg. Fordi man har lyst til at sige noget, mest om at nogle i denne tid ikke har det godt. Mere om, at vi er eminente til at lukke øjnene. Når nu man ikke selv kan, så er det godt, at andre kan - og har gjort det.

jeg kom cyklende med den gamle

da han pegede på et hus og sagde

dem der bor der er nogle stakler

det er staklernes hus

det er staklernes hus



så jeg tænkte mig en familie

af skimmel og svamp

der var mørkt bag alle ruder

højst en enkelt nøgen lampe

lyste bagest i en stue

hvor de nok sad og grublede

i staklernes hus



der var aldrig nogen der så dem

ikke så vidt jeg ved

nogen sagde de så et postbud

gå fløjtende derind

han tørrede en tåre væk med uniformens ærme

idet han kom ud



der blev aldrig fejet fortov

folks lort fik lov at ligge og drive

man var enige om at staklerne var for stakkels

til at feje og rive

så’n som der så ud

omkring staklernes hus



kun vilde blomster voksede

i et enkelt bed

men de vendte hovederne ud mod gaden

de vendte blomsterryggen til

og hvis en fugl kom til at flyve henover staklernes hustag

pippede den forskrækket og slog et lodret slag

og skyndte sig op i himlen

over staklernes hus



vi voksede op og lærte os den dér duknakkede gang

der var standard når man gik forbi staklernes hjem

nogen gange tænkte jeg på

hvordan vi mon så ud

hvis nogen kiggede ud på os

indefra staklernes hus



vi var mange der havde svært ved

at nærme os en pige

men man ku’ altid snakke om staklerne

hvis man manglede noget at sige

hva’ så har du hørt om de stakkels stakler

i staklernes hus

- lad mig lægge en arm omkring dig

og lad os gå en tur og lad mig vise dig

staklernes hus

Vil du ikke godt lade være med bare at gå forbi i år?

Der er tusind måder at bryde dit eget mønster - og en million måder at bryde andres.

Teksten er fundet her og skrevet af Allan Olsen


tirsdag den 7. december 2010

Julen er flyttet på reolen

I år er julen ikke støvet. Den er tværtimod støvet af. Faktisk er den så klar og parat, som nogen jul kunne være. Bortset fra, at den ikke kan ses. I hvert fald ikke her hjemme. Ikke endnu. For med en mavevirus, et nyt job, et gammelt job man skal afslutte ordenligt og en mand der føjter fra den ene ende af landet til den anden, er der sat en naturlig stopper for julens komme.
Men noget jul er der da flyttet ind. Den har fået plads på reolen. Og siden billedet er taget, har den også fået selskab af en filt flagranke - som er pænere end den lyder til.


Og så er der adventskransen. Den er ikke flyttet på reolen. Den skulle have været en smuk krans, hængende fra loftet med flotte røde bånd. Ligesom jeg kender det hjemmefra. Og som det skal være - ik?
Men eftersom det er umuligt at købe noget af nogen slags, der bare minder en smule om kvalitet, i den genre, så blev det ikke til noget.

Det blev derfor en crissy klassiker. Fire lys på et fad og en masse kugler. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det nok også i mange år frem. Det er nu helt ok.

Og så er man endda selv med som pynt.

Glædelig Jul alle sammen - lige om lidt. 

fredag den 3. december 2010

Hjerternes fest

Midt i mavevirus og jubel scener blev jeg gjort opmærksom på, at selvom jeg piver over ondt i maven, jubler over nyvundne sejre, så har jeg det bedre end mange andre.
Det er ikke for at være selvudslettende. Det er ene og alene fordi jeg har muligheden for at gøre noget, i en tid, hvor der er nogen, der ikke har noget.

Jeg er pavestolt af, at være en del af en verden, der kan dette op at stå, på så kort tid. Og jeg bukker og bøjer mig i støvet for de damer.
Jeg kan kun opfordre alle til at støtte den fantastiske - og VIGTIGE sag!
http://badut.typepad.com/hjerternes_fest/

tirsdag den 30. november 2010

Hvor vil du helst bo?

Candyfloss, klatkage, perfekt eller uperfekt? Æstetisk eller grimt? Det hele er i spil i øjeblikket her på bloggen.

Karen Klarbæk spurgte for noget tid siden, om hvorfor vi aldrig viser det uperfekte frem. Det møg beskidte og de store bunker tøjvask. Og det er der en god pointe i. Faktisk er det et enormt vigtigt emne, som i hvert fald deler vandene i blogland.
Og hvorfor gør de så det? Altså deler vandene? Der er jo ingen af os, der er Jesus eller for den sags skyld, Gud. Selvom jeg er falden til at tro, at jeg er begge dele engang i mellem, vil jeg alligevel prøve at komme med mit bud – selvklart efter, at jeg har kikket opad og sagt undskyld først…

Jeg tror de deles, fordi blogs afspejler den verden vi lever i. Mange kalder deres blogs for deres fri rum. Et sted der er deres og som kun de bestemmer over. Derfor vil de ikke vise alt det negative, som fylder i hverdagen – alle nullermænd og tøjbunkerne. Jeg kan egentlig godt forstå det. At man ikke vil vise det frem, som man irriteres af. Og at man heller ikke gider se på det hos andre, kan jeg også godt forstå.

I bund og grund, handler det vel om, hvem man er. For selvom mange kalder bloggen for deres fri rum, der hvor de bestemmer over alt – også indhold og nullermænd, så tror jeg ikke vi er klar over, hvor lidt vi i virkeligheden selv bestemmer.
Der er jo en grund til, at mange ikke vil vise det grimme frem. Der er også en grund til, at jeg hellere end gerne, vil vise det frem. Og stod vi overfor hinanden i real life, så ville det også afspejle sig.
Lige meget hvor meget vi syntes vi selv bestemmer, så kan vi ikke se os fri af det som omgiver os. Vi er underlagt en norm, nogle sociale måder at agere på og vi tager det hele med på bloggen.

Vi ER vores blog. Vi er meget andet end det, men dybest set er det et spejl.

Vi debatterer, fordi vi søger. Når vi læser, søger vi altid os selv. Vi læser med det for øje, at kunne genkende os selv. Og der, hvor vi ikke genkender os selv, forkaster vi, glemmer, eller irriteres.
Fordi vi ikke ser på, hvem vi står/læser overfor – men kun fokuserer på, hvad jeg vil have ud af det og hvad jeg i hvert fald ikke vil. Dette er blandt andet en af grundene til, at det bølgerne kan gå højt.

Der har været en tendens til, at man skulle sige alle de grimme ord først og fortælle om alt det grimme. Modpolen til dette bliver alle dem, der ikke fortæller om det grimme og som gør en dyd ud af det pæne frem. Ligesom samfundet, bevæger blogland sig i modpoler.

Og vi skal byde alle poler velkommen. Men vi skal passe på med at forurene luften, her inde. Vi har nemlig brug for alle poler for, at vores verden kan bestå. Både her og der ude. Der er jo noget med, at de er ved at smelte de der poler, og jeg er ikke interesseret i at blive oversvømmet, hverken af den ene eller den anden…

Jeg sender derfor den grimme, smukke og vigtige debat videre med spørgsmålet:

Vil du nyde bloglands mange poler, eller vil du helst bo på din egen?

søndag den 28. november 2010

Når han smiler, smiler hele universet

I øjeblikket sker der en del med Hjalte. Det er vist den der periode. Den som alle, der har børn, kender alt for godt. Heldigvis har jeg ikke mødt nogen der har sagt: nej, sådan var min ikke, eller: det kender jeg slet ikke til. Tværtimod har alle sagt: Fååååårk er det nu? Shit, øv, synd for dig og hold ud - det går over.
Og det gør jeg så. Holder ud.

Det bliver nemmere og nemmere.

For når han smiler, så smiler mit hjerte.
Når han stiller sig bag sofaen og tripper på sine små ben af bar begejstring over, hvornår jeg mon finder ham, så smelter jeg.
Når han går på tæer med Rasta (ynglingsbamsen) i den ene hånd og en gnasket kiks i den anden, så falder jeg sammen af kærlighed.
Når han står bag bordet, og det er muligt at stå bag et bord når man er sytten måneder, og griner stille mens jeg render rundt og siger: Hvooooooor er Hjaaaalteee? Jeeeg kaaan iiiiikke fiiiinde ham. Og jeg spørger både bogen, køkkenbordet, planten, nissen der venter på at komme op af kassen og katten der er sur - og ingen ved, hvor han er - ja, så bliver mine knæ så bløde af ubetinget kærlighed, at jeg ikke kan gå den sidste meter hen til ham.
Og når han sætter sig i sofaen ved siden af mig, læner sit lille fine hoved op ad mit bryst og peger på Bamse i fjerneren og siger: Aaa dee? så falder der en tåre fra mit øje og jeg mærker kærlighed, som kun kan komme fra ham.

Så du kan skrige sine lunger ud. Jeg er ligeglad. Jeg elsker dig Hjalte.

Noget om bryster...

Læs det her:
http://debat.mama.dk/forums/p/193/633.aspx#633

God søndag, alle sammen!

lørdag den 27. november 2010

Køn lørdag

Okay - jeg vedkender mig det. Jeg indrømmer, bukker, nejer og bøjer mig i støvet. For alle dem der har skreget: Hygge, kønt, julestemning og marcipankugler ind i mit øre i den forgangne uge.
For det her syn er da ok, at stå op til, ik?


Og hvorfor så den pludselige ærbødighed over for snevejret?
Fordi jeg faktisk var træt af det inden det startede. Allerede da de talte om det i vejrudsigten, blev jeg træt. Begyndte at pruste og var en anelse barnlig faktisk. Ærgede mig faktisk også over, ikke at være et andet køn, så jeg kunne malurte den lidt i andres sne, hvis I forstår sådan en...

Men ok - det er pænt. Bare så enormt besværligt.

torsdag den 25. november 2010

Ordbogen dot mor slash pædagog

Nå men, så sad man der. I vuggestuen. Tømmermændshængt på en mandag (jeps!). Hjalte gumlede på en bolle, han var lige stået op. Jeg ventede, og fik en kop tiltrængt kaffe.

Og lad mig lige sige, inden jeg starter sådan for alvor; Jeg er utrolig lykkelig over vores vuggestue. Pædagogerne er fantastiske, miljøet er fantastisk, rammerne er skov og naturlegeplads og reglerne er musik, for fulde drøn. We Love It og Hjalte endnu mere.
Men når man nu sad der og hørte på: Ja, han har nu godt nok sin egen vilje, din dreng. Eller: Uhhada han har meget personlighed og: ja, vi prøvede at tage sutten fra ham... men... Så tænker jeg lidt på, hvorfor en i bare hule H.. at de ikke bare siger det, som det er? At Hjalte er i Over-Jeg´s perioden og han derfor er en lille tyran der damptromler hele stuen, alle pædagoger og sine forældre.

"Tell It Like It Is" var der engang nogen der sang, dog i en noget mere kælen udgave end den jeg beder om. Og de havde, og har, ret.

Måske er jeg bare en af de forældre, der gerne vil have sandheden. Jeg fortæller den i hvert fald gerne selv. Jeg bliver ikke sur over at høre, at mit barn er kropumulig - I KNOW!! Jeg ved også, at sådan er børn, og sådan er Hjalte. Og det går nok over igen. Men indtil der så lad os for guds skyld - ja, tell like it is.

Derfor har jeg oversat pædagosk til forældresk. Det kommer her:

ja, han har nu godt nok sin egen vilje, din dreng: kan have flere betydninger. De vigtigste må være:
1) Dit barn er røv irriterende
2) Vi forhøjer prisen for jeres barn - han koster en indlæggelse på den lukkede for en af pædagogerne

Uhadada, han har meget personlighed:
Vi er egentlig ret ligeglade med om det er fra dig, eller din mand, at han har det! Vi slår gerne begge ihjel, som er årsag til den drengs temperament.

Ja, vi prøvede at tage sutten fra ham... men...
Da han havde skreget og peget på suttetræet i en time, og alle de andre børn på stuen skreg i sympati med Hjalte, valgte vi at proppe en prop i munden på drengen - og vi lod den sidde, ellers blev vi vanvittige. Og hvis du nævner noget om, at du IKKE vil have, at han har den sut i munden, så er du tæt på at have en bolle siddende lige mellem øjnene om lidt...! At du bare ved det...

Og her kommer en nyttig information til de pædagoger der forsøger at pakke Hjalte ind:
Når Hjaltes mor nikker, betyder det enten:

1) Yes!! Jeg er ikke alene om at være udbrændt
Eller:
2) Så ka´I lære det!

ps: jeg er faktisk en stolt mor.

http://debat.mama.dk/forums/t/192.aspx

tirsdag den 23. november 2010

Sluk!

Der er en grund til, at jeg er flyttet til en lille bitte provins by. En af grundene er den rene luft. En anden grund er naturen. En tredje grund kunne være plads til børn, men ærlig talt, så var jeg barnløs da jeg skrev under på den stiblede linje, og tænkte mest på, hvor mange store fester jeg skulle holde, i min store stue.

Men en overskyggende grund er, at jeg kan se himlen. Jeg kan se alle stjernerne om natten, og når min søn bliver gammel nok til at forstå den slags, skal hans seng flyttes over til vinduet så vi kan kikke på stjerner når han skal sove.
Jeg elsker himlen. Specielt når jeg savner. Så kikker jeg op, og tænker på at dem jeg savner sidder under den samme himmel, og pludselig er vi igen tæt.

Derfor bor jeg på landet.

Men:

jeg bor kraftstejlme ikke på landet for at blive blændet af en sindsyg nabos fuldstændig forrykte vanvids julelysshow der lyser hele min fucking forhave op!

PRØV NU AT SLUK!

Din lyspsykopat!

mandag den 22. november 2010

Jeg kan ikke engang finde en titel til dette indlæg...

... så træt er jeg.
Og jeg ved, at lige nu, sidder min mand og nærmest sover over sit skrivebord på hans arbejde. Han er lige så træt som jeg er.

Vi har nemlig været til koncert. Vi har headbanget, vi har skrålet, kysset og aftalt, at når vi bliver gamle og Hjalte er stor, så skal vi være sådan nogle forældre der tager til koncert med sit barn...

Det sidste, håber jeg aldrig vi holder...

Men det var sjovt. Og der var drinks og der var grin og latter med tåre. Jeg elskede det og savner det allerede.

Og så var der Pakhus 16 markedet. Der har jeg heller ingen ord, andet end: stort, fantastisk, hyggeligt, lækkert, smukt, dyrt for min pengepung og godt for min gane (herre lækker Kent med kaffen, ik´?) Og mange skønne, skønne, SKØNNE blogdamer, som jeg havde glædet mig til at møde. Alle forventninger blev indfriet. Det var koldt i døren, men så helt utrolig hyggeligt. Hvis der er nogen der har været udsat for min velkomsttale, så skriv lige - jeg vil vildt gerne høre om jeres oplevelser!
Men lige som Lis, kan jeg ikke sætte to ord sammen til noget der minder om en sætning, så jeg stopper her, hengiver mig til TV 2 Fyn, Lulu og Leon senere og garanteret samtidig; søvnen.

Jeg sender krammere til alle... og min mand.
KH C

torsdag den 18. november 2010

Hjælp mig med at vælge briller... Please!

Jeps - jeg skal have nye læse/skærm/job/modedille/wanna be AD´er/tekstforfatter in spe briller.
Jeg har fået fire par med hjem, og har brug for lidt hjælp.
Derfor får du her 4 sjælnde billeder af mig, poserende foran mit udemærkede webkamera (as in NOT).

Og lad mig strakts forklare de mærkelige modelposeringer med siden til. Det er ikke fordi jeg syntes profil billeder af mig er bedst, eller at jeg virker mest seriøs fra den.. nej, den... eller vent - DEN side. Det er fordi lamperne spejlede sig ind i glasset og så kunne man slet ikke se brillerne. De to sidste er der ikke glas i, derfor den mere normale adfærd på disse billeder.
Men kære blogland - bring it on: Hvad syntes DU?

en brun brille med et snært af smart AD`er...?

en sort brille med ret meget smart AD`er over sig...

En stor brille der er... stor... brun og creme


Den samme store brille i mørk brun...
Jeg ved ikke rigtig... er mest til de to første.
Men hvad syntes DU?
Jeg vil virkelig sætte pris på hjælpen!

Har dit barn også kæmpe lunger?

Så røg vi ind i den periode. Ikke den månedlige - eller jo, det kan man måske godt kalde den, for jeg syntes den har været her før... faktisk; når nu jeg tænker tilbage, så er det ret tit jeg oplever følgende:


At hente dreng i vuggeren. Glad, tilfreds, smilende og fuld af kys og kram. Tage dreng med ud af vuggeren - stadig ok glad og tilfreds med livet. Lægge an til at sætte dreng i autostol. Mærke en begyndende flitsbue af en dreng, der stille krænger sig i mine arme. Sætte barn fast i autostol, i en lettere kamp der ender i med at jeg klemmer et lille stykke af drengs inderlår i en sele... av... Et barn - nej vent; en sirene af en skrigeunge, der skriger hele vejen hjem, hele vejen ind i huset, hele vejen igennem bleskiftet og hele vejen ind i stuen igen, indtil Bamse og Kylling bliver sat på.
Og ja, ALLE advarselslamper blinker derud af i en sundhedsplejerskes øjne nu. Men you know what?: Jeg er så enormt ligeglad. Jeg sætter gerne Bamse på repeat i 40 år, hvis jeg for en i H bare kunne få en dreng der smilede sødt til mig, også selvom jeg var så fræk at sætte ham i en autostol.

Men det er ikke så meget stolens skyld, at vi nu er i den periode. Var det dog bare det. Så kunne vi da brokke os til fabrikanten, klage til forbrugerombudsmanden eller nogen. Nej, perioden skyldes ene og alene - Et barn. Og et barn er som børn er flest - egoistiske, selvfede, bestemmerøvs agtig, humørsyge og skide irriterende. Og det er lige hvad Hjalte er i øjeblikket. Det gode er, at jeg har det lidt lige som han har. Heldigvis. Jeg kan nemlig i det ene øjeblik være ved at springe i luften af arrigskab over ham, for i det næste at syntes han er den mest nuttede, elskelige og smasklækre unge, der bare skal kysses vildt og inderligt. Han gør det samme. Han kan også stå i et skrig af arrigskab over at der ligger bøger på gulvet (Yes, I kid you not!) i det ene øjeblik, for 2 sekunder senere at løbe over til mig, nærmest hoppe op på min arm, lægge hovedet mod mit bryst og ae mig i håret - for lige at toppe den med et afsluttende vådt kys.

Og sådan er vi så, så ens.

Men jeg tror, håber og beder til, at det bare er en periode. Jeg har jo hørt, at de her børn har perioder engang i mellem. Det problematiske ved at antage den betragtning er dog, at når de så er glade, søde og artige - er det så også bare en periode?
Nå, jeg ved det ikke. Lige nu sover han - trygt og dejligt. Og lige nu syntes jeg han er verdens skønneste dreng, uden sammenligning. Det er ret vigtigt, at jeg har det sådan, for jeg har nemlig lært at man skal lade op til morgendagens nye prøvelser. Jeg kan allerede nu sige, hvad min kommer til at bestå af. Og den har overskriften:

DRENGEN DER HAVDE VERDENS STØRSTE LUNGER!

mandag den 15. november 2010

Her vil jeg bo!

Aldrig har jeg set et sted, hvor jeg kunne hygge mig mere!


Hvis du vil se andre skønne hjem, så tjek denne blog ud: http://freundevonfreunden.com/
Bloggen er fyldt med uhlala lækre billeder!

Se foreksempel dette billede:
Hvem der bare havde balls til at indrette sig sådan... tjek det fantastiske hjem ud her

Jeg elsker den slags mod.
Hvor kan man købe det? Jeg har et par hundrede tilbage...

If you want med to remove the pictures, let me know at: cristineblog@gmail.com


Du er inviteret!

Jeg har fået en fantastisk mulighed. Dumpende lige ned i min turban! Og jeg sagde ja tak, så højt jeg kunne.

Den næste måneds tid gæsteblogger jeg på http://www.mama.dk/. Jeg er nemlig blevet inviteret af selveste
Aller/mama.dk og det er jeg ærlig talt, ret stolt over. Derfor skal du også inviteres og jeg glæder mig allerede til, at høre hvad DU syntes om det.

Men det betyder ikke, at jeg forsvinder her fra!! Slet ikke. Jeg opdaterer med mine indlæg her, lige så tit som de kommer på mama.dk. Jeg må nemlig godt begge dele - og det er jeg meget glad for, for jeg knuselsker min skønne blog!

Men kære alle sammen - jeg håber I vil klikke over på mama.dk, enten ved hjælp af linket i siden eller via de opdateringer jeg laver. I vil gøre mig så utrolig glad, hvis I gider.

Så kære alle sammen. I skal være så velkommen!



søndag den 14. november 2010

Jeg har respekt for dig!

Altså dig der har tre børn.

Jeg har haft tre børn her i weekenden. Mit eget og min bror og svigerindes to. Og de er søde. Jeg knuselsker dem begge to - og nå ja, mit eget også. De har også været søde ved mig. Og jeg har været sød ved dem... det meste af tiden...
For da den ene havde faldet ned af sofaen for sjov tyve gange, den anden havde kørt rundt på en plastikmotorcykel som larmede som en i bare f...nden, den tredje skreget på sin "mam mam", som jeg for helvede ikke fatter, hvad betyder - ja så fik jeg nok. Jeg skreg ikke. Det gjorde jeg ikke.

Jeg talte højt. Og jeg fik tre børn til at måbe på samme gang.

For syv søren i ...!! hvor er det edder hårdt, at have tre børn. Derfor har jeg respekt for dig. Dig der overlever en dag med tre børn. Du burde have en stor guldøl, hver aften inden du lægger dig - og det uden at blive alkoholiker af det. Det må kunne arrangeres med Gud, på en eller anden måde. Eller endnu bedre; du burde kunne indtage alle ulovlige stoffer - uden at blive afhængig af det, men blot nyde rusen og svæve på en sky. For det fortjener du virkelig. Du er jo en... en helt!

Jeg kunne ikke gøre det. Og jeg gør det heller ikke igen, uden min mand er hjemme. Om jeg så skal brænde hans arbejde ned til grunden, så tager han ikke på job næste gang jeg siger ja til at være barnepige. Simple as that. Og jeg har leget med tændvæske før, siger jeg bare...

Det har været hyggeligt - jo da. Specielt da jeg sov til Baronessen fra benzintanken og det ene barn sov og de to andre spiste popcorn og en alt for stor mængde slik. Jeg røber ikke kilomængder, men der var meget slik. Så jo, det har været hyggeligt. Bare så helt enormt opslidende.
Hvordan hende her gør det ved jeg virkelig ikke. Men det er blandt andre hende, jeg tager hat, tøj og alt andet af for.

Så endnu engang til dig der har tre børn:
I salute you!

torsdag den 11. november 2010

Og så blev man også ramt af det!

Og sådan kan det jo gå.
Ramt af dårlig samvittighed. Og ikke sådan as in: Ej, hvor for meget at jeg ikke fik ringet tilbage eller: Nøøøhøø øe, hvor tarveligt at jeg ikke fik afleveret de penge!! Du ved nok, hvad jeg taler om.

Men ved du også, hvad jeg taler om når jeg siger, at denne dårlige samvittighed er den der sniger sig ind på dig, og giver dig hjertebanken og krumme tæer? Den, hvor du bare ved, at dem i den anden ende ikke tror en levende hat fis på din forklaring om, hvorfor du endnu engang måtte aflyse? Fordi du endnu engang, lige skulle... ja, jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvad det var jeg sagde...

Men jeg sagde noget.Og det var nu rigtig nok.
I øjeblikket er der så meget run på, at jeg knap nok kan huske, hvor jeg lagde babyen. Det trøster jeg mig så med, at andre til tider også har glemt.
Men det hjælper ikke så meget på den dårlige samvittighed. Den er der nu stadig - her klokken 21:00 en torsdag aften (det er da torsdag ik?).

NÅ MEN ALTSÅ! Det kan jeg jo ligsom ikke bruge til noget, vel? Sig nu nej... pretty please
Der er ikke noget at gøre ved det - jeg måtte aflyse den aftale jeg havde haft i hundrede tusindvis af år.
Og jeg må indrømme, at nu, hvor jeg sidder med benene oppe og god kaffe lige ved siden af mig - ja, så er det faktisk nok den bedste beslutning jeg har truffet i lang tid.

Men derfor kan jeg nu godt savne de mødregruppe damer, som det gik ud over. Og have mega monster dårlig samvittighed oven i hatten.

Og jeg går faktisk aldrig med hat...

onsdag den 10. november 2010

Uhlala lækker fotografinde

Tjek lige Frk. ubams nye site: http://ursulabach.dk/. Hun kan altså noget med at fotografere.
Og så har hun faktisk også en flot blog, med ret så mange lækre billeder - så vil du have vanilje til øjnene og visuelle smagsprøver, så tjek hende ud.

Og ha´så en god dag!

tirsdag den 9. november 2010

Nå, det er DET I mener.

Hele sidste uge var fyldt med aha oplevelser. Og der findes forskellige slags aha oplevelser.
Der er dem hvor man siger: Ahhhhaaaaa!! (nærmest hurraaaa).
Så er der dem, hvor man siger: Nå, eeehhhmmm, aahhaa...? (oversat kunne være: så det er derfor I ikke varmer modermælkserstatningen op efter den er lavet...)
og så er der disse her: ARRRGGGHHHHGGGRRAAA HA!

De sidste har fyldt min uge.

Jeg er jo startet i det skønneste vikariat. Jeg er meget glad for at være der, og får lige præcis den mængde udfordringer jeg har behov for. Det er skønno, det er dejligt og det er så skønt at være en af jer andre. Altså alle dem med job. For der er ikke noget arbejdsledige vil mere end at være ligesom alle de andre.
Og nu er jeg en af de der mødre med job. Og det er skønt...

...altså når ungen ikke:
- bliver syg med skidesyge og må hentes to dage i træk - i den første uge man jobber
- vælger at komme i en seriøs trods periode der blandt andet indebærer skrigeture a´40 minutters varighed
- vil sove i sin egen seng - sådan lige pludselig
- vil sidde i sin højstol og indtage føde

Der har I mine aha oplevelser. Aha oplevelser for fulde udblæsninger. For sådan har de første fjorten dage i mit nye job været.
Så det er altså det I mener når I siger, at I allerede er trætte efter tirsdag. Det er altså det I mener, når I har brokket jer over bilkøer, sure madpakker og en evig stræben efter at stille et ur tilfreds.

Det var altså det, som I kan skrive stolpe op og stolpe ned om.
Og det kan jeg eddermanme godt forstå.

Men jeg ville ikke bytte den for noget...

mandag den 8. november 2010

TAAADAAAA!! Og vinderen er...

Så kære alle sammen! Nu har jeg, i samarbejde med den bedste, trukket vinderen af min Give Away.
Allerførst; tak til alle jer der har tilmeldt jer og gidet være med!

Og vinderen er:

GITTE K.
Som har bloggen Amatør mor.
Tillykke kære Gitte. Smid mig en mail med din adresse. Så er der en efterårspakkebog med en lille lækker ting, på vej til dig.

Jeg har desværre ingen billeder af lodtrækningen at vise jer. Jeg har dog fotograferet seancen, men jeg mangler mit overførselskabel til mit kamera, og I må derfor tro på mig og vente med bevismaterialet til en anden dag. Men det er et godt bevismateriale. Min bedste (som er min veninde) har en lækker kjole på, og satte også håret til lejligheden!

Og må jeg lige benytte lejligheden til, at sige Hej. Hej fordi jeg er her igen. Efter en uge med travl på job, et barn i den anden ende af landet og en dertilhørende mor der, derfor, var ude af sit gode skind.

mandag den 1. november 2010

Nu har I kun 1 uge mere...

For på mandag i næste uge - altså d. 8. november, trækker jeg lod i min Give Away.
Så kom og vær´med! Det er altså en ret god bog, og det kan blive din - helt gratis!

søndag den 31. oktober 2010

But How?

Statistik er fantastisk. Og specielt den narcissistiske af slagsen. Den hvor man kan læse, hvor interesserede folk er i een. I mig.
Det kan man her i blogland. Blandt andet kan jeg få af vide, hvordan folk er kommet her til. Ja, ingenting er hemmeligt på nettet, hvis du troede det.
Men hvordan det går til, at jeg har haft et besøg på baggrund af en google søgning der lød således:

anette kokholm slank for altid
ja det, ved jeg simpelthen ikke...

Men du er velkommen!

Ps. og må jeg lige sige, at ALLE besøg er velkommen! Også Anette Kokholm, ligegyldigt om hun er slank for altid eller ikke. 

lørdag den 30. oktober 2010

Må vi godt det?

I dag har vi gået med røven bar. Sådan helt bogstavlig talt. Hjalte, fordi han har en rød røv der gør ondt. Jeg fordi jeg ikke kom længere, og manden fordi vi andre gjorde det.
Jeg fik aldrig Hjalte i tøjet - han har den samme natdragt på nu, som han sov i natten før. Jeg selv tog en trusse på, da naboen for anden gang kom forbi, og jeg begge gange var en anelse i tvivl om, om han kunne se det hellige helligste.

Aftensmaden har bestået af spejlæg, lune deller og en rest pizza fra i går. Det bliver jo blandet i maven alligevel.
Hjalte har tisset to gange på gulvet og ellers nydt sin frihed og vraltet rundt, stoppet op, kikket ned og grint højtlydt til mig.
Og når han ikke grinede mere, så han Prop og Berta, Bamse og Kylling - både på DVD og på YouTube.
Jeg sov med et åbent øje igennem alle film og nu sidder jeg her. Med Cola og kaffe og et søvnunderskud.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke, hvorfor jeg skriver det her lige nu.

Men man behøver jo ikke altid vide alt ting vel?

fredag den 29. oktober 2010

Vil du voldshoppe sammen med mig?

Hvem vil med til London og voldshoppe? Foreksempel kunne man gå amok i Irregular Choise butikken og købe alle disse her gakkede og fuldstændig henrivende, underlige, mærkelige, sære og smukke sko.



Yes?
Se alle skoene på: http://www.irregularchoice.com/

If you want me to remove the picture, please let me know: cristineblog@gmail.com



torsdag den 28. oktober 2010

En farvebombe af en fed blog

http://www.colormekatie.blogspot.com/

Det er en sand farvebombe der møder der, når du klikker ind på denne blog. Jeg blev fan ved første øjekast!
Her er et lille udpluk


Bloggeren hedderKatie Sokoler og bor i det fantastiske Brooklyn. Hun er fotograf og street art kunstner og hun gør det godt. Virkelig godt.

Der er helt mørkt...

Der hvor jeg har lagt mit hoved...

Og jeg skriger undskyld ud i verden, så højt jeg kan.
I ved hvem I er, jer der fortjener en undskyldning...

Lights out!!

onsdag den 27. oktober 2010

Kan knappenålen larme mere?

Manden er på job. Hjalte sover i sin seng. Jeg sidder i sofaen med regional TV tændt. Jeg har lavet god kaffe - altså den jeg selv maler, hælder på kande og tålmodigt venter på, at den trækker færdig i stempelkanden.

For første gang i meget lang tid, er der stille. Ikke i stuen, heller ikke udenfor, hvor efteråret regner på mine ruder. Der er stille i mit hoved.
En lille brik er faldet på plads - om ikke andet, så i et par måneder.
Og hvis man kan tale om, at livet er et puslespil man lægger hele livet, og som forhåbentlig falder i hak i sidste hjørne, så har jeg lagt endnu en brik i det der liv.

Jo, du har ret. Jeg er en smule filosofisk og bare rolig - det holder op igen. Bilkøer, morgenkaffe, sulten pengepung og larmende familie skal nok lægge en dæmper på det om et par dage.
Men lige nu er der stille. Og for en i helvede, hvor er det rart. Også selvom jeg har lært, at man ikke må bande på en blog.

Shyyy.

tirsdag den 26. oktober 2010

Give Away videre!

OPDATERET: BILLETTEN ER STADIG LEDIG!!

Jeg ærger mig grøn og blå i disse dage. Jeg har nemlig vundet en fribillet ovre hos Karen, som jeg ikke kan bruge alligevel. ØV!
Billetten skal indløses den kommende weekend til Kreative Dage i Fredericia, og jeg kan alligevel ikke komme med. Barn og pasning I ved... Og jeg gider ærlig talt ikke slæbe ham med og forvente at han opfører sig normalt mens jeg svimler over perler og fimoler.

SÅ NU! Er det edderrødme om at give den gas kære blogvenner! Den der først skriver en kommentar, får en billet tilsendt af mig. Nemlig!

SÆT IGANG.

mandag den 25. oktober 2010

Ja, jeg tager da gerne 2 stks. af dem

Altså sådan en uge, hvor alt kokser.
Eller sådan en weekend, fyldt med familie
Eller et barn med 38.8 i feber
Eller en tynd mave
Og en glemt mobil telefon og derfor en lang omvej, tilbage til familien, efter den,

Og jeg piver ikke - nej...

Eller - jo jeg gør edderrødme!
FÅÅÅÅÅÅRK!
ps. Jo jeg elsker min familie... meeeeen... I ved, hvad jeg mener ik?

fredag den 22. oktober 2010

Her i huset:

...har vi humor, også selvom nogle af os kun er 16 måneder. And I loooove it!

torsdag den 21. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #3: Prime Time kvinder

Nogle gange så er det man vil sige, blevet sagt for en.
Derfor har jeg direkte lånt tekst fra Prime Time Kvindernes Facebook profil http://www.facebook.com/#!/Primetimekvinder?v=info

Det er ikke bare en vigtig mission de er på, det også nødvendigt. Selvom jeg ikke er målgruppen, så støtter jeg meget op omkring deres sag. Jeg bliver jo også målgruppen engang, og dermed også usynlig. Og det gider jeg ærlig talt ikke være! Så derfor skal de have ros, ros og atter ros for deres indsats og vi bør, og skal, bakke op omkring dem.
Derfor tjek deres Facebookprofil og meld dig som fan. Helt ærligt - for din fremtids skyld.

Her er, hvad gruppen har beskrevet om sig selv:

Ungdommen er blevet dyrket i årevis.

Primetime Kvinder vil tage pladsen som den vigtigste målgruppe i mediebilledet. For Primetime Kvinderne er den vigtigste målgruppe i mediebilledet og det kan vi dokumenterer
Vi vil være stolte og stærke.
Vi vil respekteres for det vi er, det vi har opnået og for den værdi vi har.
Vi vil have reklamer, der taler til OS og som vi kan opleve i de medier VI vælger at læse og/eller se!
Vi vil i det hele taget møde os selv i mediebilledet.
Vi er IKKE kede af vores alder; vi har erfaringerne, modet, viljen, magten og økonomien til at drive tingene igennem.
Vi repræsenterer det frie valg!
Her på sitet vil vi give dig fakta og information, tal og kilder. Vi vil inspirere dig, forarge, debattere og dele ud af vores erfaringer!

Mange hilsner

Pernille Aalund, Udgiverdirektør
Lizl Rand, Chefredaktør Q, Tidens Kvinder, Oestrogen og Psykologi
Stinne Bjerre, redaktionschef, SØNDAG
Camilla Kjems, Redaktør Femina
Tina Friiis, Businessmanager
Rie Duun, Redaktionschef Mad & Bolig
Karen Gahrn, redaktionchef PSYKOLOGI
Cecilie Christiansen, Chefredaktør, ELLE
Anette Kokholm, Chefredaktør Familie Journal
Ulla Johanne Johansson, redaktør, Mama.dk
Dorthe Kandi, FEMINA
Susanne Jørgensen, Redaktionschef Antik og Auktion
Clara Mai Kunstmann, direktør, Slankedoktor
Lene Byriel, redaktør Tidens Kvinder
Charlotte Heje Haase, redaktør Oestrogen.dk
Iben Rouw, redaktør MAD
Mette Skjødt, redaktionschef, IN
Annemette Krakau, Chefredaktør Billedbladet

NEMLIG!

onsdag den 20. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #2. Verdens Kvinde

Hun har sat sit præg på hele den internationale verden. Ikke kun fordi hun blev den første kvindelige udenrigsminister i USA, og dermed banede vejen for foreksempel Hillary Clinton, men også fordi hun igennem hele hendes karriere har været foregangskvinde. Og dem har både du og jeg brug for. Jeg taler selvfølgelig om Madeleine Albright.
Moderen og ophavsmanden til den berømte sætning:

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden
(læsere af min blog vil vide, at jeg ynder at kaste den sætning ind, der hvor jeg kan)

Hun kan meget. Hun kan faktisk så meget, at da jeg satte mig for at vide mere om hende, måtte jeg stoppe min research, af bar mangel på luft. For hun tager altså pusten fra een.
Fakta:
  • Hun taler 6 sprog
  • Hendes familie er flygtninge fra den gamle Tjekkoslovakiet
  • Mor til 3 piger
  • MA, MA og Ph. D. indehaver
  • Første kvindelige udenrigsminister for USA
  • Medlem af Clintons Internationale Sikkerhedsråd
  • FN Ambassadør 
  • Og nå ja, udnævnt igennem 1990´erne til den mest magtfulde kvinde i verden
Men det er nu ikke så meget magten, jeg er fascineret af. Og jeg kan også sagtens finde på at diskutere hendes villige brug af militæret, blandt andet i Balkan området.

Det jeg fascineres af er, at hun som kvinde er nået så langt. Har fået så meget status, og opnåede så store resultater med hendes liv, som hun har gjort og stadig gør. Hun er stadig aktiv og sidder i diverse bestyrelser, ejer flere selskaber, underviser og rejser jorden rundt og mødes med forskellige top politikere i demokratiets embede.
Men der lïgger også en utrolig jernvilje bag. Blandt andet kræver det en vis form for balls, at læse russisk samtidig med at man har to tvillingepiger der er født for tidligt. Historien bag dette er, at for at få lidt adspredelse fra det lange hospitalsophold med de for tidlig fødte piger, bestemte damen sig nemlig for, at læse en smule russisk. Et studium hun senere fik endnu en fin grad i. Nå ja - hvorfor ikke? Jeg ved ikke selv, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fødte for tidligt. Men jeg ville i hvert fald ikke læse russisk. Men hvor er det dog egentlig klogt! At udnytte tiden, situationer, begivenheder - lykkelige som ulykkelige - til noget positivt. Det er værd at tage hatten af for og det er værd at tænke over.

Men det jeg beundre mest, er det foromtalte citat:

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden

Jeg mener faktisk, at det er noget af det klogeste jeg nogensinde har hørt.
Hun var ikke nået dertil, hvor hun er i dag, hvis ikke hun har fået hjælp. Og endnu vigtigere: hvis hun ikke havde delt ud af sin viden og hjulpet andre. Og det kan vi lære noget af.
Vi er så forhippede på at holde på vores. Ikke give vores ideer videre, hjælpe andre, træde et skridt tilbage og i det hele taget give indtryk af, at vi ikke kan. Jeg tror ikke på at vi kan selv, altid. Vi må lære og turde lære af andre. Og så holde op med at være så bange for alle dem der kan noget. De kan det kun fordi de har øvet sig, øvet sig mere og endnu mere. Og hvis du ikke kan - så må du øve dig.

Og så har damen jo nok haft en plan ik? Og det var der ikke noget, eller nogen, der skulle sætte en stopper for. At turde have en plan (bare det at turde have en er vildt nok i sig selv) men også have viljen og modet til at føre det ud i livet - det er stort i min verden.

Jeg mener faktisk ikke, at en plan behøvet at indeholde en Ph. D grad og at man skal kunne tale 6 sprog flydende. En plan er, at man har bestemt sig for noget ligemeget, hvor man er i sit liv. Foreksempel, at man vil være glad en hel dag. Helt lavpraktisk. Bestemme sig for det, og så være det. Ligemeget, hvad der kommer ens vej. Eller at man vil, goood daaaam VIL, ud af arbejdsløshed eller man bare vil starte for sig selv.

Og til alle de planer man har, kan man skele til Madeleine Albright. For hvis hun kan, hvem kan så ikke?

tirsdag den 19. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #1: Don Svigermor

Hvis nogen af jer har læst Mario Puzos The Godfather, så kan I helt sikkert huske indledningen. Brylluppet, Johnny Fontane der beder om hjælp til at redde hans karriere og alle bejlerne der skal ind og bede Godfather om hjælp. De kysser ham. De bukker for ham og de er parat til at slikke skidtet af hans sko, hvis han beder om det. Han bestemmer. Han er overhovedet. Han er: The Godfather.

Og så er der min svigermor.
The Godfather ville få kamp til stregen, hvis han mødte hende.
Og det er sagt, med den største kærlighed i hjertet, som overhovedet muligt.

Ingrid. Det hedder hun. Hun er 64 år. Hun har haft sin egen garn forretning det meste af sit liv. Mødte Finn, min svigerfar, da de var unge - til et bal - blev forelskede og lige efter gift. Hun er mor til min mand og kun til ham. For de fik ikke flere. Det var svært. Men det lykkedes og nu er han her, sammen med mig og Hjalte.

Og så er der alt det andet. Alt det der gør, at hun er en af de kvinder jeg beundrer mest.

Foreksempel er det der med, at hun har accepteret mig, selvom jeg er så anderledes. For det er jeg. Jeg er opvokset i et andet hjem. Med andre værdier og andre levemåder. Mine forældre er markant anderledes end mine svigerforældre og min måde at være ung på, har været markant anderledes end den måde min mand var ung på.
Og det siger en del. Og så alligevel så lidt.
For det min svigermor kan er, at se mennesker. Nogle gange ser hun også ting, der ikke er - bevares, hun er jo en kvinde. Men hun har set mig. Efter hun og jeg skraldede vores lag af, turde åbne op og lade hinanden komme ind, har hun set mig. Og det elsker jeg hende så utrolig højt for.

Jeg beundrer min svigermor fordi hun  har en evne til at vide, hvornår hun skal smide alt hvad hun har i hænderne og træde til. Hun skal ikke lige noget andet først, tænke over om det nu er rigtigt eller komme hjem fra arbejde først. Har du brug for hende, så er hun der. Uselvisk, med det samme og med hele sit hjerte på et fad.

Jeg kender hende efterhånden. Ved hvilket humør hun er i, når man taler i telefon med hende. Jeg kan se på hende om hun er ked af det, glad, sur eller irriteret på min svigerfar, bare ved den måde hun træder ud af en bil på. På nogle punkter kender jeg hende bedre end min mand, min svigerfar og hendes venner gør. For vi deler noget - vi deler min mand.  Og det gør vores bånd stærkere end jeg troede var muligt. Det gør, at jeg kender hende, fordi jeg kender min mand. Det gør, at jeg elsker hende, fordi jeg elsker min mand.

Men der er en ultimativ grund til, at jeg beundrer min svigermor så meget som jeg gør.
Og det er mit barn.
Min svigermor elsker mit barn i en grad der er så utrolig, at det løber over nogle gange, selv for hende. Jeg kan se, hvordan hun bobler af lykke når hun ser ham. Hvordan tårene altid er parat til at strømme ud af øjnene på hende, når han er i samme rum. Jeg ved, at hun ville dø for ham, til hver en tid. For hun er så forelsket, så helt utrolig forelsket i min søn.

Det betyder, at min søn har knuselskende kærlighed andre steder end hos mig og min mand. Det betyder, at han har flere voksne end os der gider ham. Det betyder, at han vil møde verdenen med en bundløs tro på, at mennesker vil ham det bedste, at mennesker er kærlige, omfavnende og søde. Og når han ramler ind i muren, får tæsk og falder 100 meter ned i en sort afgrund når det går op for ham, at verden ikke altid ser sådan ud, så har han en gundstamme af kærlighed til at komme videre på.
Den kærlighed er ikke bare noget man trækker i en automat. Det er en gave. Og den gave giver min svigermor mig, hver gang jeg er sammen med hende.
Derfor beundrer jeg hende. Derfor er hun mit forbillede.

Men der var jo lige det der med Don. Don Svigermor.
For det er hun også. Dem der er parate til at dø for kærlighed - de er også parate til at slå ihjel for den.
Kom ikke og tro, at den kommer letkøbt den kærlighed. For det gør den ikke. Man skal gøre sig fortjent til den, og det har jeg også måtte sande.
For min svigermor er der en ting der gælder, og det er La Familia. Og er der nogen der messer with hendes family, så kommer hun eddermanme efter dig! Også selvom du hedder Don Corleone og er monster farlig. Hun er ligeglad! Tro mig - det er afprøvet...

Men ligesom Johnny Fontane blev klar over, at han var en del af La Familia da Godfather kyssede hans pande, blev jeg også klar over, at jeg var en del af hende da min svigermor begyndte at omtale min mand og jeg som "mine". Der vidste jeg, at nu var jeg inde i La Familia og at jeg aldrig nogensinde kom ud igen.

Heldigvis.

... og hvorfor skal du så vide det her?
Fordi du skal vide, at kærligheden findes, når man åbner en lille smule op.

Også overfor de allerfarligste, som foreksempel svigermødre.

MELT DOWN!!!

Alt brød ned i går. Min computer, vores Tv signal og Internettet var mildest talt ustabilt.
Det betød, at jeg ikke kunne skrive mit indlæg om de skønne kvinder færdigt. Det betød, at jeg ikke kunne se Lulu og Leon. Det betød, at jeg selv måtte finde på noget og hold da op - det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sådan måtte underholde mig selv.

Men det skal der laves om på, altså det med at underholde sig selv - for det var faktisk ret sundt. Vi kom vist lidt frem til, manden og jeg, at et ugentligt Melt Down, vist ikke er en helt dårlig ide. En aften om ugen, hvor al elektronik, udover elkanden der varmer vand til vores kaffe, er slukket. Og ja okay - lidt lys i lamperne er også i orden.
Men computer, Tv og Internettet skal være slukket.
Måske finder vi endda et Ludo spil frem? Eller bager boller? Eller snakker om dengang vi mødte hinanden? Eller om dengang vi opdagede vi skulle være forældre? Eller drikker rødvin? Eller sover? Eller?

Uhmm... det lyder faktisk ret godt...

søndag den 17. oktober 2010

Give Away!!!!

Nemlig!
Stærkt inspireret af min egen vundne give away fra Fru Z, kommer jeg nu med min egen. For jeg har egentlig lyst til, at give lidt igen. Sådan helt ærligt, og helt fri af Hollywood musik og bævrende læber. 

Derfor har jeg kreeret en fantastisk efterårs Give Away. En bog! Og er du den heldige vinder, så vil der også være lidt overraskelser med, der kan forsøde læsningen en hel del.
Bogen er skrevet af Zadie Smith og hedder Hvide Tænder.






Reglerne er, som de er flest:
1 lod: 1 kommentar
2 lodder: 1 kommentar + fast læser
3 lodder: 1 kommentar + fast læser + link/billede på din blog til denne Give Away

Husk at skriv, hvor mange lodder I er med på og hvis ikke I har en blog, eller henviser til den, så smid gerne jeres email adresse med.

Alle, der er faste læsere i forvejen, er selvfølgelig med på 2 lodder - I skal bare lige være søde, at skrive det i kommentarfeltet. 

Men ellers; giv den gas kære blogland!!
Og husk, at selvom du måske har læst den, så kan det være din veninde ikke har... og har du den selv, så kan du jo altid bruge noget til gaveskabet ik?

Vinderen trækkes d. 8 november!

ps: det er en FANTASTISK bog!

 

lørdag den 16. oktober 2010

Mænd i mudder

Så var der lige sådan et løb i dag. Orienteringsløb for mænd. Igennem mudder.
Og de var glade, mændene. For der var ingen kvinder! De var faktisk bandlyst, kvinderne.
Og det var de altså glade for. For så kunne de virkelig give den gas. I deres mudder.
"For kvinderne gider jo ikke alt det mudder derhjemme" som journalisten siger.
NÆ Nej tak, siger jeg - imens jeg candyflosser den på en et-hjulet cykel i min prinsessekjole.

Og da journalisten spørger en forpustet muddermand, om hvad der dog ville ske, hvis der var kvinder med i deres mudderløb, så svarer han: De ville aldrig klare det.

Og inden du tænker: "lille bitter fisse" om mig, så stop lige. For det er jeg faktisk ikke.
Men jeg tænker bare, at hvis det virkelig er nødvendigt at komme på tv i mudder, for at understrege at man er med i en mandeklub, så står den sgu slemt til.

Problemet er jo ikke så meget mudderet. Eller journalisten - jo han er et problem, men det må vi snakke om i et andet afsnit. Nej, problemet er, at de selv samme muddermænd, når de er færdige med at løbe, sætter sig ind i deres familie stationcar, kører hjem til deres carport, hvor weberen står afdækket for vinteren. Her passer de på ikke at vælte krukken med sammenplantningen, hvor jeg gætter på et smilende græskar ansigt i øjeblikket pryder udstillingen, inden de går ind. Når de kommer ind i huset, konstaterer de at den står på kernesund aftensmad og at der ikke blev købt øl, fordi "nu er du jo kommet så godt i gang med træningen skat" og da de prøver at hvile benene, efter denne hårde omgang, ja så sker det for de fleste, at de ikke kan finde plads for puder med roser, blomster eller vattæpper i sarte farver.
Og jeg kunne blive ved.

Så kære mand. Start med at sæt en fod ned, der hvor konen bruger mere tid på sammenplantningen end dig. Start med at riv hende rundt i hendes eget salat med pinjekerner (nå nej - pinjekerner tager jo dine smagsløg...eller der det kun dem fra Kina?) og start med at smid alle puderne på gulvet, send ungerne til bedsteforældrene og kys nu for helvede din kone, i stedet for at lege mand i mudder. Det er sgu for patetisk.

Specielt når du har tilmeldt dig det her urinstinkt løb via din IPhone.

fredag den 15. oktober 2010

Kan du gætte, hvem jeg er?

Du får et hint. Og et mærkeligt et, af slagsen.
Hintet er nemlig min give away gavepakke, som jeg vandt ovre hos Fru Z. Og selvom jeg ikke kender Fru Z, så har hun alligevel ramt utrolig meget plet i denne gavepakke. Sådan skræmmende meget faktisk...

Drengene kommer hjem lige om snart, så jeg løber igen.
Håber I vil gætte med.
Ses i morgen!
Kom nu... giv nu et bud... bare et lille et... pretty please...!

torsdag den 14. oktober 2010

Har DU eN pÆN håNDS... HåNDskRiFt)=?

Jeg har ikke. Faktisk er den så grim, at jeg får det dårligt når jeg bliver bedt om at skrive noget til andre, i hånden. Ikke sådan depressions dårligt, men bare pinlig dårligt. For jeg ved, med sikkerhed, at læseren af mine kragetæer skal finde en grimasse der kan passe og spørge: Eøøhrmmm... hvad står der... altså, er det..? Eller, ja altså... hvad står der der? Og så skal jeg til at tyde mine egne kragetæer og det er heller ikke nemt. Også selvom jeg har skrevet det for lidt siden. Måske er der også et tilfælde af dårlig hukommelse... ?

Det siges ellers, at kreative mennesker skriver pænt. Og det kan godt være jeg ikke sådan syr og den slags, men kreativ det vil jeg nu nok mene, at jeg er. Men jeg missede også ringeklokken der ringede ind til "skriv pænt" timen og er nu endt i det hjørne, hvor de andre drenge med kragetæer står.
Kan faktisk huske dengang i folkeren, hvor alle de pæne piger skrev smukt med lilla og lyserøde kuglpenne der duftede af kirsebær og jordbær - eller en sær udgave af samme. Og de alle sammen kunne tegne små hjerter og søde ansigter af tykke bamser lige rundt om navnet. Pigerne hed også alle sammen noget sødt: Rikke, Camilla, Mia eller Anette.
Jeg hed Cristine Gliese, kunne knapt nok sige det selv, slet ikke skrive det og mine kuglepenne lugtede ligesom de andres, men det var eddermanme ikke af jordbær.
NÅ - det kunne vist blive et blog indlæg for sig selv.

I øjeblikket er det helt særlig slemt fordi jeg skriver ret meget i hånden. Jeg øver mig nemlig. Øver mig på, at blive bedre til at skrive. Ikke sådan, skrive pænt, men skrive lækkert, flydende og forførende. Og det skal foregå i hånden. I stilhed. Og det er svært. Jeg kan knap nok læse, hvad jeg skriver selv. Store og små bogstaver i et, venstrestillet, højrestillet, med krølle på g´et og næste gang uden krølle.
Det giver ingen mening og det er skide irriterende.
Men jeg bliver ved, for jeg kan mærke det bliver bedre med tiden. Men hold nu OP jeg kunne starte mit eget skriftsprog, for det jeg præsterer i øjeblikket er ikke fra denne planet.

Hvis du vil vide, hvorfor jeg skriver i hånden og hvorfor det er en god ide, så smut forbi hende her

Julen er landet!

Jeg har købt min første kasse med dadler. Det bliver ikke den sidste, kan jeg godt afsløre.
I det hele taget er jeg ret meget til tørre ting. Tørrede dadler, abrikoser, figner, fregner og fisk. Ej, ok det sidste har jeg smagt på et eventyr til Grønland, og det var ikke en udpreget succes.
Men nu er det Jul. Sådan næsten i hvert fald.

tirsdag den 12. oktober 2010

Når nu vi mangler Gud...

I den kommende uge vil du, dagligt, kunne læse et indlæg om en kvinde, som jeg beundrer. Om hvem hun er og hvorfor hun er endt på min "seje liste". Nogle af kvinderne kender jeg. Andre ikke. Men fælles for dem er, at de er stærke, seje og værd at se op til - i min optik i hvert fald.

For det mangler vi lidt. At se op til nogen.

I dette gudsforladte land, mangler vi forbilleder. I gamle dage var det autoriteterne. Politikerne, læreren, advokaten og i nyere tid - rockstjernen eller frihedforkæmperen. Men hvem er det i dag? Mangler vi dem, fordi vi er bange for at hylde, ophøje og tro på andre? Lære af andre og blive klogere af andres ord? Ja, det tror jeg faktisk og det er her, det der med Gud jeg nævnte før, kommer ind i billedet.

Mennesket er et flokdyr, og et flokdyr der har behov for lederskab, eller i hvert fald, guidens. Og dertil havde vi engang Gud. Man kan så diskutere, om han var en klog mand ham Gud. Eller om han egentlig var god for alt den godhed, han flottede sig med.
I mit tilfælde kan jeg sige at: jeg er konfirmeret for festens skyld, min søn er døbt for min mands skyld og jeg er at finde i en kirke til jul fordi - fordi det skal man da, ik?
Men jeg mener nu alligevel, at han gjorde noget godt for mennesket. Han gav os et forbillede, noget at se op til. Måle sig imod og tro på.

Er det langhåret? Ok lidt - I know, men hold nu fast...

De kvinder jeg beundrer, giver mig noget at se op til. Efter jeg har tilladt mig selv at se op til nogen, har jeg kunne se mig selv i et helt andet lys. Se hvad jeg er god til, hvad jeg vil blive bedre til. Jeg har måtte tage stilling til, hvad det er, den kvinde repræsenterer, som vækker noget i mig. Ergo: en utrolig lærerig proces der har gjort mit billede af min fremtid, mere klar.

Det betyder IKKE at jeg IKKE selv skal. Det betyder blot, at jeg ikke skal famle i blinde. Det betyder, at jeg kan tro på, at det jeg virkelig vil, det kan lade sig gøre - se blot på hende, eller hende! Hun har jo gjort det.

Jeg mener ikke det er skidt, at nogen stikker en retning ud. At nogen stiller sig i front og viser en vej. Jeg mener det er nødvendigt. Og nej, det er ikke mine nye Guder, som jeg vil præsentere dig for. Det er kvinder, som jeg mener gør en forskel. Som stikker en retning ud. Som jeg mener er værd at gøre opmærksom på, og tro på.
Jeg er ikke bange for at hylde. Det er jeg virkelig ikke. Nogle mener måske der er en tand for meget. Det kan endda være, at nogle af de kvinder jeg har tænkt mig at skrive om, syntes det er en smule mærkeligt.

Men til det vil jeg bare sige: Ros. Det er faktisk bare ros.

Så stay tuned for min rosemission. Min: tro på andre mission og min: find dit forbillede mission.
Det bliver savlende lækkert! Det starter på mandag d. 18 oktober.

Og dem jeg roser, ved det ikke engang endnu - måske er det dig?

( Forresten: min tunge sidder ligger godt i min egen mund og smager som den plejer)

Gamle æbler i rene klæder

Tøjet ligger jo ikke sig selv på plads vel? Du kender det. Det er vasket - langt om længe - det er lagt sammen - efter et par dage - og nu skal det lægges på plads  - det er her der gået en lille uges tid - og det er bare røv sygt, for nu at sige det som det er. Sådan har jeg det i hvert fald.
Men da jeg så endelig fik taget mig sammen til det, lå der en lille overraskelse til mig. Inde imellem det nyvaskede sengetøj lå der nemlig et indtørret æblestykke, som Hjalte venligt har lagt der. Som en lille hilsen.

Han lægger alt, inde i alt, eller ovenpå alt. I øjeblikket mangler vi foreksempel 11 træklodser! Og de forsvandt mellem lørdag og søndag i sidste weekend. Og vi har ledt. To voksne mennesker har stået på hovedet, for at finde de sidste klodser - men de er væk. For alvor væk.

I stedet fandt jeg så denne lille æblebåd. Og det er da også lidt... sådan midt i alt det andet der bliver væk.
Glæder mig til næste gang jeg skal gøret et eller andet husligt - det kan være der dukker en træklods, en børste, et æble eller noget helt fjerde jeg ikke vidste jeg lige manglede.