torsdag den 29. april 2010

Eftermiddagsopdatering

Bassen har sovet dejligt til lyden af forårsfugle.
Jeg har sovet dejligt på sofaen, til lyden af de samme forårsfugle i babyalarmen.
Der er Peter Plys i fjernsynet - uden dårlig samvittighed - og vi skal lige om lidt købe hveder som vi skal spise med tandsmør.
Lækker torsdag, lækker unge, lækkert liv.

Gode varme hvede aften til alle!

Hvordan kommer man til at elske sit vasketøj?



Her er ro!
Godt jeg har 4 vaske tilbage...

onsdag den 28. april 2010

"Amazingly enough, I don´t give a shit"













Sådan står der på mit London emalje skilt, som jeg på ingen måder, kunne stå for på en solskinsdag i London. Det måtte med hjem. Symboliserende en sindstilstand som jeg ofte føler jeg er i. Eller rettere: jeg ville ønske at jeg oftere var i.
For problemet er at jeg tit, giver en shit.
Som nu foreksempel i aften. Jeg skal til mit aller første forældremøde, hvor jeg er forældreren. Det er et meget lavpraktisk møde, hvor vi skal have info om dit og dat, kaffe, kage og mingle med de andre forældre (tror jeg, for jeg ved det praktisk talt ikke). Jeg skal møde dem og de skal møde mig, og sammen møder vi alle hinanden. Umiddelbart, rigtig hyggeligt. Og det bliver det da sikkert også.
Men alligevel har jeg indkøbt nyt outfit til formålet, lakket mine negle og tænkt over om læderjakken virker for rock chik og dermed ikke symbolisere "for alvor mor"...  og det er jo fuldkommen komplet latterligt!
Det er et FORÆLDREMØDE!

Jeg bryster mig, af at være åbensindet - og det vil jeg nu argumentere for, at jeg er. Men ikke destomindre falder jeg i. Med begge ben. Og det er ikke et lille skvulp jeg giver, det er et kæmpe pladask.
Pludselig finder jeg mig selv, stående i en situation hvor jeg føler jeg skal vise, at jeg i hvert fald er hende moderen der ikke bare interesserer sig for sit barn, men også gør det på en vildt overskuds agtig måde med lak på neglene, makeup i alle folder og en push up BH for jeg "skal da virkelig give den gas med manden i aften".
Og jeg tror ikke det kun er mig.
Eller - jeg er overbevist om det ikke kun er mig... (håber jeg)
For jeg finder, at selvom jeg mener at have styr på forældrerollen (så godt som) og jeg egentlig er temmelig ligeglad med, hvad andre mener om mig som mor - ja så betyder det alligevel en hel del, at jeg viser at jeg har styr på det. Og faktisk så giver jeg ret så meget en shit i, hvad de tænker om mig.
Jeg vil da vildt gerne være hende den interessante mor, som lige har et interessant barn der lige skal starte i den der nye interessante natur-musik vuggestue. Sådan een vil jeg da vildt gerne være.
Men nogen gange er jeg bare ikke interessant. Faktisk helt almindelig... og almindelig er bare ikke det nye sort vel?
Men ikke desto mindre er det sådan jeg er.
Men jeg gad godt give lidt mindre shit. Jeg tror det var derfor faldt jeg for skiltet, den solskins dag i London. For det er nemt nok at sige, at man er ligeglad, når man er 1200 km væk hjemmefra.
Så måske derfor købte jeg skiltet, for at minde mig selv om, at det er vigtigt at man don´t giver en shit engang imellem...

Det bliver bare ikke i aften

tirsdag den 27. april 2010

Knæk, knæk, knæk

Jeg skulle for første gang, nogensinde, lave asparges i går.
Min mand, som ellers kun kommer hjem med det der står på indkøbssedlen, var i et anfald af forår og bøgeskov, blevet lysten til asparges. Så dem købte han, smed dem i grøntsagskassen og forventede (tror jeg) at de blev tryllet om til små dampende, søde bløde asparges.
Og hvor ville jeg gerne have lavet søde bløde asparges til ham - men akke nej.
Jeg vidste, at de skulle knækkes, så jeg gik igang med at bøje og bukke de grønne stengler. Og de knækkede bare så fint så fint. Jeg blev ovenikøbet nusset lidt i nakken af min mand, mens jeg gjorde det og følte ved lejligheden, stor stolthed over at være på vej op ad husmoderlighedens trappestige.
De blev kogt - 10-15 minutter som Frk. Jensen skriver og de blev serveret til et lækkert farsbrød.
Men så sortnede himlen over mig... de smagte simpelthen ikke godt. Konsistensen var lidt som ananas - I ved der hvor trådende bare hænger i alle tænderne.
Jeg undrede mig meget - for jeg er da ellers så god til at lave mad - min mand rørte dem ikke (hvilket jo var den størtste fiasko) og jeg tykkede mig igennem en 5-6 stykker og gik i krig med tandstikkerne bagefter.

Vi gik i seng - mig, stadig meget undrende.

Det var først om morgenen da jeg tændte for morgen tv, at jeg blev klogere. Der var nemlig gang i køkkenet og det, med en vaskeægte asparges ekspert. Hun knækkede hver og en sammen med vejr pigen, og de knækkede så fint så fint... altså knækkede bunden af og ikke toppen som jeg havde gjort aftenen forinden...

En blog der skal læses...

http://lettersfromworkinggirls.blogspot.com/

Kan ikke andet end varmt anbefale denne blog. Indholdet tager form i en række breve skrevet af kvinder der sælger sig selv for sex, mænd der køber sex og mænd der ser porno.
Der er forskellig kvalitet af brevene, men de giver hver især et indlevende billede af, hvad det egentlig er der foregår i disse menneskers liv og, hvorfor de gør som de gør.
Jeg syntes selv, at brevene fra kvinderne er meget interessante. Kvinderne fortæller om, hvorfor de har truffet de valg de har og hvordan det påvirker deres liv. Med deres egne ord, fri for interviewformen, hvilket gør brevene meget nærværende.
Jeg mener, næsten selvfølgeligt, at prostitution er kvindefornedrende. MEN - og der er altid et men - vi kan aldrig komme det til livs. Det vil altid være her og være en del af samfundet. Så måske skulle vi prøve at forstå, i stedet for at misforstå? Kunne vi forstå bedre, kunne vi måske også sætte ind på de områder der gør bedst nytte. Denne blog giver leverer i hvert fald godt stof til eftertanke.
Lad mig høre, hvad du mener.

mandag den 26. april 2010

Gad vide om jeg nogensinde...

bliver en af de mødre, der har tusind milliarder små plastikbøtter?
En til gulerødder i stave, en til ostehapsere, en til 4 kiks, en til servietter og en til en klapsammer?
Jeg tror det ikke, for sådan en mor har enormt meget plads i sit køkken og det har jeg ikke. Jeg er den lykkelige ejer af et Värde IKEA køkken, som praler af at være fritstående og praktisk... det er det ikke. Pointen er, at jeg ikke har plads til tusind milliarder plastikbøtter i mit køkken. Derfor kommer min søn til at få klapsammere (som de hedder herhjemme) pakket ind i film (for her bruger vi ikke sølvpapir, for det er farligt!), lagt ned i en taske og flækket i tusinde stykker. Han får varme gulerødder, der er tørre af, at ligge i en 4 liters frysepose og kiksne han glæder sig til, kan vi fodre gråspurvene med, for de er den eneste fugleart der kan få SÅ små krummer op med næbbet.
Jeg kommer til at spurte rundt efter den nærmeste pølsevogn så mange gange, med en skrigende sulten søn og mand. Og derfor ville jeg kunne spare mange penge, hvis jeg bare havde tusind milliarder plastikbøtter.
Men det har jeg ikke og jeg tror heller ikke, jeg nogensinde får det...

Man bliver aldrig for gammel til...


at tegne hjerter med pile, til sin kone. Og konen bliver aldrig nogensinde for gammel til, at få hjerter med pile på et GO-CARD... aldrig!

søndag den 25. april 2010

Eftermiddags opdatering

Mand sover på sofaen. Bassen sover i barnevognen. Babyalarmen skratter med fuglefløjt. Jeg har nusset i en krukke med jordbær. Jeg drikker vand i glas og længes efter mere kaffe. Tror på i morgen og har godt af stilheden.
God søndag!

fredag den 23. april 2010

I morgen sker det...

Jeg træder for alvor ind i de voksnes rækker i morgen. Baggrundsforklaring er nødvendig:

Konfirmationerne står for døren. Tweens bliver til rigtige Teens og med det følger troen på at man udover pengegaver og limosineture, også får en portion livserfaring med i købet. Det troede jeg i hvert fald dengang - for 18 år siden...
Også de kommende realkredittere sidder lige nu og kikker boligmarkedet igennem i håbet om at finde deres drømmebolig. Helst i drømmekvarteret, til en drømmepris med deres drømmekøkken. De tror også de er ved at blive voksne - og bevares, et realkreditlån er en meget voksen ting.  Jeg følte i hvert fald at jeg var meget voksen, dengang jeg skrev under på samme tid, for 3 år siden.
Og da jeg så blev mor, ja så troede jeg at NU var jeg voksen - så voksen som man overhovedet nogensinde kunne blive.
Men jeg må sande, og fortæller det nu som den bedste public service I får i år, at alle betragtninger var forkerte.
For i morgen sker det...
Klokken 10:00 vil jeg være at finde på en muddermark, udstyret med spade, rive, trillebør og havehansker. Klar til at gå ombord i projekt legeplads med alle de andre forældre. Jeg skal nemlig til "byg-legeplads-i-din-søns-nye-institution-s-dag".
Jeg er blevet sådan en der mødes med andre forældre om vores børn.
SÅ er man voksen - det er man virkelig...
Jeg glæder mig, det bliver hyggeligt, der er sandwich og jeg tror jeg drikker mig lidt små fuld om aftenen...
God weekend!

torsdag den 22. april 2010

Jeg lover...

at når jeg er kommet af med mine barselskilo (mangler små 8 endnu) så vil jeg ALDRIG mere gå rundt og tro, at jeg er tyk!
Mere behøver jeg ikke at sige til den sag!

Savner i min hverdag...









Bare sidde der, på Starbucks og føle sig en smule Sex and The City agtig. Skulle til den lejlighed så selvfølgelig have et par Manolo B. på, en smule Chanel og hel del Dior.
Hvorfor er det at Starbucks ikke findes i DK, andet end i lufthavnen? Vi er et af de mest kaffedrikkende lande og folkefærd i denne verden - så hvorfor? Ærgeligt, for alle kvinder har brug for at sidde der i vinduet i en lille nederdel, kikke ud på verden, drømme om ham der lige gik forbi og sende en fræk SMS til manden derhjemme...
Skulle jeg lave dette scenarie lige nu, er jeg stadig i min ventenederdel, drikker nes (a.k.a frysetørret kaffe) og den eneste mand der går forbi mit vindue er Carl skovmand der enten lufter traktor eller fodre ænder.
Så jeg savner Starbucks...

Morgen opdatering

Vågnede 5:46 til lyden af  Bassens "da da da da da da" - Note: Flyt nu for H soveværelse Cristine og mand!
Morgenmad: A 38 med havregryn og rosiner
Aktivitet: Træning i 1 time i centeret - Note: Træn hårdere så du er fri for at spise A 38, havregyn og rosiner hver morgen...

Men solen skinner og det er det hele værd!
GOD MORGEN

onsdag den 21. april 2010

Jeg blev aldrig færdig med London

Hverken her på bloggen eller i det hele taget.
Jeg har allerede lavet aftaler med en del mennesker om at tage der over igen, snart. Har faktisk ikke helt styr på, hvor mange jeg har aftalt en London tur med. Men så mange som muligt, for afsted - det skal jeg snart igen. Men... London, London og mere London. Ingen er vist i tvivl om, hvor meget jeg på så kort tid, kom til at holde af byen.
Jeg havde undersøgt en hel del inden - det gør kvinder... eller den slags kvinde jeg er, gør. Jeg havde allerede styr på The Underground, hvordan vi kom til hotellet, hvordan vi skulle trække vejret og hvordan vi satte det ene ben foran det andet. Der var så meget styr på det, at der var styr på det igen. Så vi var total klar på at indtage byen og opleve ALT.
Candycakes stod højt på prioteringslisten over steder jeg måtte hen, så det store jagt i Londons gader gik ind. Heldigvis har jeg en mand, der godt gider lede efter lyserøde kagesteder med sin lettere neurotiske kagekone. Men du forstår hvorfor, når du ser dette billede - er det ikke smukt?
Kan man andet end få lyst til at male alt i sit hjem i denne farve? Jeg har allerede planer om et skuffedarius der skal males, en stol der kan ombetrækkes og en dims der kunne se flot ud på skuffedariusset... Nå men anyway - jeg fandt jo som sagt butikken og hold da op for en fest! Der var kager alle steder - overvejende cup cakes i alle regnbuens farver. Og jeg mener - i ALLE regnbuens farver. Glem alt om E-numre (også i den engelske udgave) og farveforstyrrede børn og hormoner. Her skal bare nydes.
Jeg tog en bunke billeder og var måske en anelse pinlig - i følge min mand. Men jeg havde drømt om dette sted siden jeg så en reportage i BoligLiv og jeg havde fundet det. Ærlig talt, var jeg også ret stolt over at have fundet noget på egen hånd, via et kort og en bunke tålmodighed (tak skat). Og beløningen var til at føle på... se her...
Hvor fantastisk er det lige? Og der er mere...
Jeg ved ikke, hvad det er. Måske er det farverne, måske er det lækkersulten der får lov til at leve på vulkaner eller også er det bare den barnlige side af mit sind der vælter op i mig. Jeg tror mest på det sidste.
Vi købte 2 kager - en til hver. Min orange som orange aldrig er set før, toppet med en blå sukkerbamse. Min mands var gul som den guleste sol. Vi fandt et sted i solen, på et lille torv og tog en bid af sukkermassen. Det var så her jeg fandt ud af, at jeg har et hul i en tand. Sukkerchokket var enormt og jeg kunne mærke at jeg tog en lille smule på for hver gang jeg sank en bid. Men skønt var det og da hende her så dukkede op fra det blå og lige optog en scene fra de sidste afsnit af Ugly Betty, ja så var dagen jo tilendebragt med pomp og pragt.
Det er LONDON baby baby! Farver, sukker, fest og stjerner.

Som jeg skrev i en tidligere blog, indeholder London alt det jeg mangler ved København. Alt det jeg ikke bryder mig om ved København - de store veje, grimme høje bygninger, ligegyldige facader og manglende farver, har de ikke i London.
Det føles som at være midt i en glad orkans øje, hvor lys, homoer, mode, mad, kultur og musicals forenes i en sød blandning. Og jeg hader ellers musicals - af et godt hjerte. Men her elskede jeg lige pludselig teater med sang - og jeg kan ikke helt beskrive hvorfor. Jeg må være født i det forkerte land? Ligesom nogen kan være født i den forkerte krop? Måske, jeg ved det ikke. Men det kunne være rart at høre fra andre og om de kan nikke genkendene til min forelskelse i byen...
Så hvis du er der ude kære medforelskede, så skriv gerne til mig.

Stay Tuned - der kommer mere Londonsk.

Cheerio Laddy :-)

Kvinder der hader børn...

er titlen på en radiomontage fra P1 Agenda.
Umiddelbart en ret så provokerende titel og selvfølgelig noget man studser over, specielt som nybagt mor.
Men netop derfor blev jeg fanget af det, i bilen på vej til IKEA med min lille søn på bagsædet. Jeg blev enormt provokeret af den barnløse forfatter, Leonora Christina Skov som medvirker i programmet. Provokeret, men også facineret, og jo længere jeg kom ind i programmet og jo mere hun fortalte om hendes betragtninger om os mødre blev jeg mere og mere glad for hende. Bevares - hun er skarp og unuanceret i mange af hendes betragtninger og jeg er ikke enig i alt, hvad hun postulerer. Men hun har en pointe. Nemlig den pointe at vi tror, at når vi bliver mødre og bygger rede, at så kommer lykken med som sidegevinst og overstråler opvask, tøjvask, manglende sexliv, manglende social liv og en altoverskyggende fæl lugt af gylp. Det gør den ikke. Der er skænderier, tudeture, grimt hår, deller, deller der aldrig går væk og bryster der hænger. Og så er der alle de andre ENORMT lykkelige kvinder der også er blevet mødre og bare har total styr på den vidunderlige situation. Eller er der? Og det er netop det spørgsmål som der bliver rejst i dette program. Derfor er programmet vigtigt, og derfor bruger jeg tid på at skrive om det her.

Jeg er mor til Bassen (kalder ham det her i bloglandet). En skøn og vidunderlig dreng der kom til verden for lige præcis 10 måneder og 1 dag siden. Han berriger mit liv hver dag med glæde, smil, latter og sommerfugle i maven. Han har gjort mig til et mere helt menneske, et bedre menneske og et større menneske. Ingen tvivl om det.
Men om jeg er blevet mere lykkelig af at blive mor, er svært at svare på. Jo - jeg er lykkelig. I momenter. Men jeg er stadig mig, kvinde på 31 år som, dog selvvalgt, mangler et job og ærlig talt har svært ved at se, hvor det skal findes henne. Jeg er stadig kvinde til min mand og har svært ved at navigere rundt i det samtidig med med min rolle som mor. Og jeg er stadig veninde der syntes alle mine veninder er pænere end mig, har bedre jobs end mig og levere i lykkeligere parforhold Så jeg har alle de samme bekymringer som før, bare 10 gange værre, for nu har jeg ansvar for et andet menneske.

Lykken er nemmere at få øje på nu. Den sidder i en lille meters højde på gulvet og svinger med en grydeske og siger "da da da da". Men alle bekymringerne er tydeligere nu. Ikke kun bekymringer om, hvordan det skal gå ham men også mange bekymringer om, hvordan det skal gå mig.
Har jeg valgt den rigtige uddannelse, får jeg nok ud af mit liv, er jeg nok for mig selv, nok for min mand, nok for mine veninder, har jeg nok veninder? Og så videre og så videre.
Oven i det, skal man så huske at være mor. Helst den bedste af slagsen. Hende der bager, vasker, leger, synger, pusler og nusser og gør det hele med et smil på læben.
Jeg har valgt IKKE at være denne mor. Første gang jeg mødte min mødregruppe valgte jeg at være ærlig og sagde at jeg syntes det her mødrenoget var skide hårdt. Jeg har også sagt til dem, at de ikke skal forvente brunch når de kommer hos mig - de må selv tage noget med, hvilket har resulteret i at en meldte fra og ikke kom igen.
Jeg har valgt at tage til London med min mand, uden barn og har også kastet en halv flaske vodka op i sengen lige ved siden af min søn. Det gør mig ikke til en bedre eller en dårligere mor og det er lige præcis også det jeg vil gøre op med. Jeg er vel egentlig bare mor - med alt hvad det indebærer af egocentrerede sider.

For kunne vi ikke bare være det vi er? Skal man absolut blive mere lykkelig af at få børn? Skal man absolut blive mere lykkelig af ikke at få børn? Og skal vi absolut altid have en mening om det der gør os lykkelige, i stedet for "bare" at være og være til stede.

Programmet er vigtigt og det er vigtigt at man lytter til, hvad der bliver talt om. Ikke kun alle de provokerende ord, for dem er der mange af, men lytter til problemstillingen der bliver rejst.

mandag den 12. april 2010

London

London, London, London - altid og for evigt - London.


Ja, jeg har været i London for første gang i mit liv. Og jeg tænker at det er heldigt! Heldigt fordi, hvis jeg havde været der da jeg var 20 eller 23, ja bare dengang jeg var "care free", sad jeg nok ikke her i mit realkredit lån med familiebil og ring på fingeren. Og jeg er lykkelig i alle nævnte ting - så derfor er det heldigt at jeg ikke har været i London før nu.
For jeg var aldrig kommet hjem igen. London er jo fuldstændig henrivende fantastisk skøn. Alle de ting jeg ikke bryder mig om ved København, eller andre storbyer - afstumpethed og utilgænglighed, eksisterede ikke i London. Andre der kender London mere indgående end jeg trods alt gør, vil måske være ueninge. Men dem om det. Bevares, jeg elsker Sex and The City drømmen, elsker shopping, caféer og alt det der følger med. Men elsker ikke larmen, lugten og de sure ansigter. Og dem syntes jeg der er mange af. I København specielt.
Nå men dette skulle ikke handle om, hvad jeg mener om vores hovedstad. Men hvad jeg mener om skønne, søde, smukke, fabelagtige London.

Det jeg oplevede var en åbenbaring tror jeg. Jeg oplevede en by, hvor man var tæt på alt. Det var som om at alle stjerner, alle kunstnere, alle mennesker kunne prikke dig på skuldreren når som helst, snige sig udenom dig mens han eller hun kikkede på dig og sagde "pardon dear". "Pardon back new friend" kunne jeg så sige og være glad over venligheden.
For her er man tæt på. Der leves lige om hjørnet. Og der er altid noget at kikke på, lytte til, undres over og nyde.
Jeg mangler ord og vil lade det stå lidt...