onsdag den 28. april 2010

"Amazingly enough, I don´t give a shit"













Sådan står der på mit London emalje skilt, som jeg på ingen måder, kunne stå for på en solskinsdag i London. Det måtte med hjem. Symboliserende en sindstilstand som jeg ofte føler jeg er i. Eller rettere: jeg ville ønske at jeg oftere var i.
For problemet er at jeg tit, giver en shit.
Som nu foreksempel i aften. Jeg skal til mit aller første forældremøde, hvor jeg er forældreren. Det er et meget lavpraktisk møde, hvor vi skal have info om dit og dat, kaffe, kage og mingle med de andre forældre (tror jeg, for jeg ved det praktisk talt ikke). Jeg skal møde dem og de skal møde mig, og sammen møder vi alle hinanden. Umiddelbart, rigtig hyggeligt. Og det bliver det da sikkert også.
Men alligevel har jeg indkøbt nyt outfit til formålet, lakket mine negle og tænkt over om læderjakken virker for rock chik og dermed ikke symbolisere "for alvor mor"...  og det er jo fuldkommen komplet latterligt!
Det er et FORÆLDREMØDE!

Jeg bryster mig, af at være åbensindet - og det vil jeg nu argumentere for, at jeg er. Men ikke destomindre falder jeg i. Med begge ben. Og det er ikke et lille skvulp jeg giver, det er et kæmpe pladask.
Pludselig finder jeg mig selv, stående i en situation hvor jeg føler jeg skal vise, at jeg i hvert fald er hende moderen der ikke bare interesserer sig for sit barn, men også gør det på en vildt overskuds agtig måde med lak på neglene, makeup i alle folder og en push up BH for jeg "skal da virkelig give den gas med manden i aften".
Og jeg tror ikke det kun er mig.
Eller - jeg er overbevist om det ikke kun er mig... (håber jeg)
For jeg finder, at selvom jeg mener at have styr på forældrerollen (så godt som) og jeg egentlig er temmelig ligeglad med, hvad andre mener om mig som mor - ja så betyder det alligevel en hel del, at jeg viser at jeg har styr på det. Og faktisk så giver jeg ret så meget en shit i, hvad de tænker om mig.
Jeg vil da vildt gerne være hende den interessante mor, som lige har et interessant barn der lige skal starte i den der nye interessante natur-musik vuggestue. Sådan een vil jeg da vildt gerne være.
Men nogen gange er jeg bare ikke interessant. Faktisk helt almindelig... og almindelig er bare ikke det nye sort vel?
Men ikke desto mindre er det sådan jeg er.
Men jeg gad godt give lidt mindre shit. Jeg tror det var derfor faldt jeg for skiltet, den solskins dag i London. For det er nemt nok at sige, at man er ligeglad, når man er 1200 km væk hjemmefra.
Så måske derfor købte jeg skiltet, for at minde mig selv om, at det er vigtigt at man don´t giver en shit engang imellem...

Det bliver bare ikke i aften

Ingen kommentarer: