onsdag den 21. april 2010

Kvinder der hader børn...

er titlen på en radiomontage fra P1 Agenda.
Umiddelbart en ret så provokerende titel og selvfølgelig noget man studser over, specielt som nybagt mor.
Men netop derfor blev jeg fanget af det, i bilen på vej til IKEA med min lille søn på bagsædet. Jeg blev enormt provokeret af den barnløse forfatter, Leonora Christina Skov som medvirker i programmet. Provokeret, men også facineret, og jo længere jeg kom ind i programmet og jo mere hun fortalte om hendes betragtninger om os mødre blev jeg mere og mere glad for hende. Bevares - hun er skarp og unuanceret i mange af hendes betragtninger og jeg er ikke enig i alt, hvad hun postulerer. Men hun har en pointe. Nemlig den pointe at vi tror, at når vi bliver mødre og bygger rede, at så kommer lykken med som sidegevinst og overstråler opvask, tøjvask, manglende sexliv, manglende social liv og en altoverskyggende fæl lugt af gylp. Det gør den ikke. Der er skænderier, tudeture, grimt hår, deller, deller der aldrig går væk og bryster der hænger. Og så er der alle de andre ENORMT lykkelige kvinder der også er blevet mødre og bare har total styr på den vidunderlige situation. Eller er der? Og det er netop det spørgsmål som der bliver rejst i dette program. Derfor er programmet vigtigt, og derfor bruger jeg tid på at skrive om det her.

Jeg er mor til Bassen (kalder ham det her i bloglandet). En skøn og vidunderlig dreng der kom til verden for lige præcis 10 måneder og 1 dag siden. Han berriger mit liv hver dag med glæde, smil, latter og sommerfugle i maven. Han har gjort mig til et mere helt menneske, et bedre menneske og et større menneske. Ingen tvivl om det.
Men om jeg er blevet mere lykkelig af at blive mor, er svært at svare på. Jo - jeg er lykkelig. I momenter. Men jeg er stadig mig, kvinde på 31 år som, dog selvvalgt, mangler et job og ærlig talt har svært ved at se, hvor det skal findes henne. Jeg er stadig kvinde til min mand og har svært ved at navigere rundt i det samtidig med med min rolle som mor. Og jeg er stadig veninde der syntes alle mine veninder er pænere end mig, har bedre jobs end mig og levere i lykkeligere parforhold Så jeg har alle de samme bekymringer som før, bare 10 gange værre, for nu har jeg ansvar for et andet menneske.

Lykken er nemmere at få øje på nu. Den sidder i en lille meters højde på gulvet og svinger med en grydeske og siger "da da da da". Men alle bekymringerne er tydeligere nu. Ikke kun bekymringer om, hvordan det skal gå ham men også mange bekymringer om, hvordan det skal gå mig.
Har jeg valgt den rigtige uddannelse, får jeg nok ud af mit liv, er jeg nok for mig selv, nok for min mand, nok for mine veninder, har jeg nok veninder? Og så videre og så videre.
Oven i det, skal man så huske at være mor. Helst den bedste af slagsen. Hende der bager, vasker, leger, synger, pusler og nusser og gør det hele med et smil på læben.
Jeg har valgt IKKE at være denne mor. Første gang jeg mødte min mødregruppe valgte jeg at være ærlig og sagde at jeg syntes det her mødrenoget var skide hårdt. Jeg har også sagt til dem, at de ikke skal forvente brunch når de kommer hos mig - de må selv tage noget med, hvilket har resulteret i at en meldte fra og ikke kom igen.
Jeg har valgt at tage til London med min mand, uden barn og har også kastet en halv flaske vodka op i sengen lige ved siden af min søn. Det gør mig ikke til en bedre eller en dårligere mor og det er lige præcis også det jeg vil gøre op med. Jeg er vel egentlig bare mor - med alt hvad det indebærer af egocentrerede sider.

For kunne vi ikke bare være det vi er? Skal man absolut blive mere lykkelig af at få børn? Skal man absolut blive mere lykkelig af ikke at få børn? Og skal vi absolut altid have en mening om det der gør os lykkelige, i stedet for "bare" at være og være til stede.

Programmet er vigtigt og det er vigtigt at man lytter til, hvad der bliver talt om. Ikke kun alle de provokerende ord, for dem er der mange af, men lytter til problemstillingen der bliver rejst.

2 kommentarer:

Mette Walsted sagde ...

En titel man helt klart også studser over, selvom man er cirka det modsatte af at være nybagt mor. Hørte tilfældigvis også programmet, og hvis jeg skal være helt ærlig, fik det mig til at føle mig en anelse godt tilpas med at være 31, single og ikke have udsigt til børnegylp i hverdagen sådan lige foreløbig. Leonora bliver dog aldrig min yndlingsfeminist, men der var gode pointer og stof til eftertanke. Lyt!

Anonym sagde ...

Har læst to indlæge og elsker dig allerede - tror sgu jeg nupper bloggen fra en ende af!
Rinez