onsdag den 16. juni 2010

Blå øjne og tvivl

I går da jeg kom for at hente Bassen, var han mildest talt i skidt humør. Han skreggræd og tårene trillede ned af kinderne på ham. Omkring ham stod alle pædagogerne og en mor der er læge og han skreg skreg og skreg. Han havde været oppe at slås. Sådan for alvor bokse. Med et legehus.
Og hold da op en kamp. Hvad den ud på, er en gåde. Men om ikke andet, så resulterede den i, at min lille pode tabte og dertil vandt, verdens største blå/hævede/flækkede øjenbryn.

Og det er så her, jeg kommer i tvivl.
I tvivl om reaktionen - altså min. Jeg tog ham med det samme, han faldt til ro med det samme og så var det lig´som det, ik? Altså det er smadder synd - ingen tvivl om det. Men jeg er egentlig bare glad for, at poden har taget opgaven alvorligt (altså livet) og bevæget sig ud i den (altså livet). Det giver knubs - I skulle se mine ben, og sådan er det. Jeg var faktisk lidt stolt...

Deri ligger min tvivl. Den samme tvivl der gjorde, at da huset skulle sove kunne jeg ikke holde ud, ikke at høre hans vejrtrækning. Jeg endte derfor på 2 madrasser ved siden af hans seng, resten af natten. Det er første gang det er sket. Jeg tror måske at min reaktion, først kom da jeg ikke kunne kontrollere ham mere - altså i hans søvn. Så blev jeg bange og jeg kunne ikke andet, end reagere på, at jeg simpelthen var så skide ræd for, at han skulle forsvinde fra mig.
Hvor er det underligt... Simpelthen så vildt underligt.

Men han sov jo trygt, bortset fra et mindre mareridt (og det kan man jo godt forstå). Jeg sov dårligt, men trygt i hjeret.

Sådan er det nogle gange og det er nok også bare sådan, det skal være.

1 kommentar:

Kolorista sagde ...

Ja,sådan skal det være - vi kan ikke lade vores frygt for knubs styre os, men vi kan i hvert fald godt tillade os at sove på gulvet i deres værelse, så vi kan sikre os at de trækker vejret! Sådan er det da at være mor, ik? KH og god bedring m. øjet - Lisbeth