søndag den 11. juli 2010

Grimt Flash Back...

Øv... troede det var væk. Men det er det ikke.

I dag, har mildes talt været en ad de dage... Bassen har ikke villet sidde selv, være selv, lege selv eller i det hele taget, noget selv. Manden ligger med en form for influenza. Har sovet hele dagen og døjer med en hovedpine ondere end ond, så jeg har været alene om Bassen. Og selvom det er hårdt at sige, så valgte han eddermanme den forkerte dag at være syg på.

For jeg har været ved at flå mig selv levende. Det ville have gjort mindre ondt, tror jeg.
Når der er de dage, så minder det mig om dengang. Dengang det var sådan, hver dag. Hvor bassen skreg og skreg og ikke ville være selv. Hvor han hang på mit bryst, svedende og glat og græd... græd, græd, græd...

Det har sat dybe spor i moderskabet og jeg kan mærke det kribler frem, når han er så utidig og ked. Jeg føler mig hurtigt magtesløs og umulig. Og selvfølgelig bebrejder jeg mig selv - igen. Som jeg gjorde dengang.

Heldigvis sover han nu- Han gik faktisk ud som et lys. Træt og udmattet, varm og heldigvis også mæt.
Og hvad gjorde jeg? Ordnede lige alle krukkerne, fjernede ukrudt i forhaven og vandede alle blomster...
Fuldkommen åndsvagt. Men havde jeg sat mig ind i sofaen, var jeg begyndt at tude. Så måske var det ikke så ånadsvagt, men nærmere MIN tid. For første gang i dag...

Heldigvis, ved jeg hvad jeg skal gøre. Heldigvis så er det slet ikke så slemt og det er heldigvis hurtigt glemt.
Men der er bare nogle oplevelser, som sidder i een. Og kolikken sidder i mig.

Gad vide, om jeg nogensinde slipper det?

4 kommentarer:

Kolorista sagde ...

Hej Cristine - pyha, det lyder som en træls erindring du slæber rundt på. jeg kender godt til de ting der sidder i en længe, længe efter - hos mig er det ikke et kolik-barn, men en meget chokerende første fødsel der endte m. akut kejsersnit i fuld narkose - og en lang periode bagefter hvor jeg mentalt var helt off og følte mig som den ondeste, forkerteste mor i verden. Kroppen husker sådan noget ufattelig godt! Godt du har redskaber til at tackle det - og det m. at ordne krukker og forhave er nok ikke så dårlig en idé på sådan en kaos-dag. Håber i morgen blir bedre, og at manden snart er oppe igen. KH Lisbeth

Cristine sagde ...

Igen - Lisbeth! Du har så ret.
Det er kroppen der husker. Jeg begynder at svede og i det hele taget, reagere som jeg gjorde dengang.
Det sætter så dybe spor i os kvinder, for dybest set er det jo det vi er her for. Det ligger så instenktivt i os at være mødre. Og når det så ikke rigtig vil, som vi vil, ja så efterlader det så utrolig mange ting.
Fødsler er jo så følsomme. Det kan ikke beskrives, hvad der sker. Jeg var også tæt på kejser snit og kæmpede med næb og klør imod. Så kan godt forstå tankerne, der måtte komme når det så sker.

Jeg håber også det bliver bedre i morgen. Det er allerede bedre. Har været nede og lytte til Bassens vejr trækning og nusse ham over håret... Og manden, han skal bare sove og sove så han kan blive frisk. Han skal nemlig have alene dage i næste uge. Bassen og jeg drager til Sjælland på bedsteforældre visit og manden skal være alene hjemme.
Menuen er allerede bestemt: Gordon Bleu og cola+øl!
Sådan.

Tak for dine ord!
KH Cristine

Gitte sagde ...

Åh Christine! Jeg kender det så godt, når følelserne fra dengang pludselig svirper op igen. Det er bare så øv!
Heldigvis går det hurtigere over nu, er det ikke rigtigt?
Kram og tanker herfra

Cristine sagde ...

Kære Gitte, Jo heldigvis er de hurtigt væk igen. Det er betryggende! De får ikke lov at sætte sig fast mere. Så jeg kan næsten svare på mit eget spørgsmnål - ja, det er sluppet.
Kram tilbage!