mandag den 5. juli 2010

Jeg tror på dem

Hjemmehjælperne. Ikke dem fra i går i TV 2 Nyhederne. De skulle skamme sig, pakke sig sammen, lægge sig i fosterstilling og sige et rungende "Undskyld". Men alle de andre.

Ved siden af os, bor Arne. Arne mistede sin kone sidste år, men kæmper tappert videre. Han slår sin lille hæk, også selvom vi holder i vejen. Når vi spørger, om han skal have hjælp, siger han venligt "nej tak" for Arne kan selv. Og det kan han! Men alderen trykker, og noget hjælp må han have. Her kommer hjemmehjælperne ind i billedet. De kommer troligt, nogle gange 2. Jeg har ikke taget tid på, hvor lang tid de bliver, men det er mere end de skamfulde 5 minutter den dovne hund vi blev bekendt med i går, præsterede. Og de smiler altid når de går derfra.

Vi skal huske, at der er mange brådne kar. Det er der alle steder. Men jeg tror på, at de fleste er der fordi de vil hjælpe og være gode kollegaer og medarbejdere.
Og nej, jeg mener ikke det er naivt. Jeg mener vi skal tro på hinanden, støtte hinanden og være der for hinanden. I hvert fald nytter det ingenting at tro alle hjemmehjælpere er dovne. Desværre kan en sådan sag, nok føre til den opfattelse. Men det får de ikke mere lyst til at gå på arbejde af.

Så; "heija heija kom så så"
Jeg hepper på Jer!

3 kommentarer:

AB sagde ...

Jeg er rigtig meget enig!

M sagde ...

Hørt! Jeg hepper med!!!

Christina Skarø sagde ...

Enig - men for fanden det er forkasteligt. Tænk sig at skulle nå at spise, skide, få gjort rent og få bevæget bentøjet på blog 4 - 9 minutter.. jeg er rystet.. men selvfølgelig er det heldigvis fåtallet som har sådan en arbejds/medmenneskelig moral... puha altså... Kh C