mandag den 30. august 2010

"Efterlysning"

I morges da jeg åbnede avisen og jeg bladrede den igennem, faldt mit blik på noget som det heldigvis sjældent ser. En efterlysning. Faktisk to.
Det var efterlysninger efter pårørende til to afdøde kvinder, begge meget gamle. I et øjeblik besluttede jeg mig for at tro, at der ikke var nogle pårørende fordi kvinderne var meget gamle. Deres børn, hvis de havde nogle, kunne være døde, deres ægtefæller kunne også være gået bort og venner det samme.
Men det naive blev hurtigt fejet væk af fornuften. Fornuften der fortalte, at ingen mennesker kan være alene. Ingen mennesker kan leve et helt liv uden at sætte et aftryk i denne verden. Ingen mennesker efterlader ingen.

Alligvel gør de så.

Der er en historie bag ethvert menneske og enhver relation. De to kvinder, kan hver især havde været nogle stride forfærdelige mennesker. Det kan være de begge to drev alt levende væk fra dem, og ikke var til at holde ud. Det kan meget vel være.
Men det kan også være, at de var en del af en kultur, hvor man er sig selv nærmest. Og jeg ved, hvad du tænker nu - jeg ville tænke det samme - at vi ikke kan dunke os selv oveni hovedet for alle de forfærdelige ting der foregå i denne verden. Og nej, det kan vi ikke. Det skal vi ikke, og det er absolut ikke det jeg vil.

Men det er da trist, at mennekser kan dø alene. Det er endnu mere trist, at mennesker lader mennesker dø alene. For det gør vi. Sådan er vi igang med at indrette os og sådan indretter vi os uden at tænke over det, hvis ikke vi passer på.

Lad os så antage, at kvinderne, hver især, virkelig drev venner og familie væk. Lad os antage, at de virkelig var så forfærdelige, og de mente de kunne gøre det hele bedre selv. Tænk, hvis grunden til, at kvinderne døde alene er, at de mente livet blev levet bedst alene. Ingen til at bestemme over dem, ingen at tage hensyn til, ingen at stå til ansvar overfor. Ingen problemer, ingen ingenting. Hvis det er det, som er årsag er det endnu værre for jeg ønsker virkelig ikke at være en del af et samfundt, hvor man ikke tror man har behov for hinanden. For det har vi. Nu, mere end nogensinde.

Det stiller er række spørgsmål, som er værd at tænke over og måske forsøge at svare på.
Vores stadig stræben efter individualiet, selvrealisering og frihed skaber en tilstand, hvor vi render rundt og er os selv nærmest. Måske er det ikke i ond tro. Faktisk tror jeg på, at mennesker altid vil søge at være gode mod sig selv og dermed også mod andre. Men der er en tendens til, at vi søger efter det perfekte og med alle midler der er. Og passer mor, far, barn eller ven, ikke ind i det kram - jamen så er det ud til højre.

Og det er da så umådelig trist.
Men vi har ret til vores frihed, vores frie handlekraft, vores "selv" og vores eget liv.

Men ingen af delene er noget værd, hvis vi ikke har nogen at dele det med.

Hvis de to kvinders liv, ikke skal være levet helt forgæves, skylder vi - ikke at redde dem - men at tænke over, hvordan vi selv vil dø og dermed også, hvordan vi ønsker at leve vores liv.

Det syntes jeg bare, på sådan en helt tilfældig og almindelig mandag - som pludelig blev alt andet end almindelig.

søndag den 29. august 2010

But Why?

Jeg har drukket Galiano Hot Shots i går. Jeg har ikke tømmermænd, jeg har kalorie tømmermænd.

But Why?

torsdag den 26. august 2010

Jeg har lyst til at dele - igen

http://julialahme.dk/2010/05/21/hjertet-pa-bloggen-5/

Ved egentlig ikke, hvorfor.
Men det har jeg bare lige i dag, lige nu og fordi det stadig er så tæt på.

Altid kærlig hilsen
Cristine

onsdag den 25. august 2010

Flere spørgsmål på Facebook

Måske var det igen ikke adresseret direkte til mig, og så måske alligevel...
Under alle omstændigheder, syntes jeg det kalder på et svar.

Spørgsmålet lød således:
Hvornår dør de der blogs? De er som irriterende myg i soveværelset en sommernat.

Altså jo - det vil jeg da gerne svare på.

Nu kender jeg spørgeren. Ikke personligt, men professionelt og har stor respekt for hans arbejde. Han er en knaldhamrende dygtig kunstner, som heldigvis er interesseret i, at vise os andre, hvad han laver og derfor kan vi både se og høre hans værker diverse steder. Derfor tror jeg, at det kan være ligegyldigt at komme med et bud der snørkler sig ud af den intellektuelle sti. Et bud der inddrager diverse citater, teorier og teoretikere, eller sågar er underbygget med en form for statistik. Han vil alligevel vide det hele, og det vil ikke rykke en meter.
Men jeg vover at svare: Forhåbentlig aldrig.

  • Forhåbentlig aldrig, fordi de giver mennesker verden over, et talerør
  • Forhåbentlig aldrig, fordi bloggere ofte har bestemt sig for, at "lay it out there", vise hvem de er - uden bikini og TV tid i ryggen
  • Forhåbentlig aldrig, fordi der er kvinder og mænd i Iran, Irak, Nepal, USA, Indien, Australien og alle steder, som kan komme i kontakt med hinanden, nedbryde barrierer og støtte hinanden
  • Forhåbentlig aldrig fordi jeg i den grad nyder det sammenhold, alle de oplevelser og alt den opbakning man får rundt omkring. Og hvem fanden vil ikke gerne have det?
Du har også ret, når du garanteret spørger:
  • Bloggere har behov for opmærksomhed? Ork ja!
  • Bloggere har behov for at dele sit liv? I den grad!
  • Bloggere har lyst til at alle skal vide, hvem de er ? Ja, for fanden - måske har du mit næste job, det næste råd eller den næste krea dims jeg ikke kan leve uden!
  • Bloggere mener de har noget meget vigtigt på hjerte? NEMLIG!
Sådan lidt i stil med dem der skriver på Facebook.

Freud har også sagt noget om det.
Men det ved du garanteret allerede godt...

KH C

mandag den 23. august 2010

Når du nu spørger - så får du et svar.

For et par dage siden blev jeg spurgt, på Facebook, om noget. Okay, måske blev jeg ikke sådan direkte spurgt, men i alle fald så opdaterede en ven med et spørgsmål.
Det lød sådan her: Har en skrigebarn lige nu! Må man godt sige sådan, når man er VIRKELIG træt af, at høre på det og snart ikke kan rumme det mere!
Og svaret må givetvis være: Øhm ja...

As in: JAAAAAAAAAAA FOR HELVEDE SGU DA!

Og ikke nok med at du må: Du skal!
Her er, hvad du også må sige/skrive:
  • Har en møgunge, der intimidere mig liv og ødelægger den ro jeg aldrig har
  • Har en skrigeunge, der sælges dyrt. Dyrt, fordi jeg skal have mange penge for overhovedet, at have holdt det ud
  • Har et barn, fra en anden planet
  • Gad vide om ombytning af børn stadig sker - eller er det kun på film? I så fald, vil jeg være skuespiller
  • Har et skrigebarn og barnet har en skrigemor
  • "Prøv nu at flet arret, din lille....."
Osv. osv.

Nuvel - vi har alle forskellige måder, at udtrykke os på. Nogle mere bramfrie end andre. Facebook vennen med spørgsmålet, er altså af den mere stille type. Det respekterer jeg, det forstår jeg.

MEN, hvis vi kvinder ikke snart holder op med at tro, at vi er Bad Ass Moms fordi vi nogle gange - læs: altid -har lyst til at skrige tilbage, så ender vi med utrolig mange skilsmisser, og utrolig mange mødre med ticks og stress symptomer.
For ja, selvfølgelig må du kalde dit barn for en skrigeunge! Faktisk vil jeg vove at påstå, at hvis du ikke gør det, ender du i kategorien: Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden. Sagt af denne smukke kvinde.
For det kunne være, at der sad en fortvivlet mor, på randen af skilsmisse, eller det der var værre, og bare havde behov for at høre, at alle de andre de andre tynde, lykkelige, har-sex-hele-tiden mødre også er ved, at hoppe ud fra en bro, når ungen skriger. Hun har også behov for at høre, at det er helt okay! Ikke som et spørgsmål, men som en klar stemme. En stemme der taler fra et hjerte der elsker så meget, at det også kan føle sig fortvivlet og kan føle had (ja, der står had). At der er andre, der også kan føle sig som verdens største fiasko af en mor - kun fordi hun elsker så højt, at det kan slå klik, engang i mellem.

Vi hjælper ikke hinanden, eller os selv, hvis ikke vi tør stå ved det vi føler.

PS: Glemte at skrive, alt det du IKKE må sige. Der er meget, blandt andet er "idiot unge" en af dem - men det må du tænke ligeså tosset du vil!

PPS: Måske har jeg total misforstået behovet i det omtalte spørgsmål. Måske var det egentlig mest et forsøg på, at få bekræftigelse i, at man/hun er en perfekt mor. Hvis dette er tilfældet, så undskylder jeg og tilføjer: Når nu du spørger - så ja, du er en god nok mor.

fredag den 20. august 2010

I´m still waiting

Imens jeg sidder her, i blandt Marie Kiks madder og hjemmelavet kaffe lattens, tænker jeg over noget.
Jeg tænker over, hvordan det kan være at et fuldt ud intelligent menneske, som jeg selv, i den grad er i stand til at agere bremseklods.

I øjeblikket har jeg, og det ved den trofaste læser af denne blog (hvis der er nogen...) at jeg har 10 tusind milliarder ideer, oppe i mit hoved. Der kommer bare ikke en eneste ud. De sidder fast, groet fast på lystavlen og blinker som om en pære er løs. Og de blinker om natten. Som et lysstofsrør i neonpink der siger; "biiizzzt (pause pause pause) biiiitzzz", blinker det der ud af.
Hver nat, når Hjalte skriger på sin sut og jeg slæber mig ind og roder ham i øjne, næse, mund og en gang i røven, for at finde den forsvundne sut og proppe den tilbage i halsen på ham, så skal jeg tisse. Og når jeg sidder der og tisser, så starter det. Tænke, tænke, tænke. Du kunne også lave en... eller hvad med en...? Du kunne da sagtens strikke en, eller sy en, eller skrive en eller bage en..? Du skal bare lige i gang ik? Dryppe dryppe af, falde ned af trappen og ind i seng igen.

Det fortsætter om morgenen, når Hjalte igen skriger og flitsbuer den igennem bleskiftet. Har du tænkt på, at du kunne..? Det ville blive mega fedt, hvis du gjorde... og malede stolen i turkis - FUCK du er fremme i skoen, hvis du gør det mand..!
Og der sker bare ikke en levende hat fis.

Det er så frustrerende og jeg aner ikke, hvad pokker i himlens navn, jeg skal gøre ved det.
For jeg kan en masse. Jeg vil en masse og jeg tænker en masse. Dem der kender mig ved, at jeg tænker for meget. Det er et problem nogle gange. Både fordi det kan drive mig ud i personlige ugekriser - sker - drive mig til vanvid - sker lige nu og ikke mindst, stoppe for al handlekraft - er i gang.

Jeg har lavet en: hvad er det du gerne vil? liste. Den skal op og hænge på min opslagstavle og jeg gør mig forhåbninger om at når jeg ser på den, så kommer jeg igang med bare noget af det.
Og så har jeg bestemt mig for, at læse en coach bog - Sofia Manning; Hvad venter du egentlig på? et stort skridt for mig, for jeg syntes faktisk lidt, det der coach er noget mærkværdigt noget. Jeg tror min apati i mod det, er dannet på en tyrkisk strand, for 5 år siden med B.S. Christiansens bog Et liv på kanten i hænderne. Siden dengang har jeg hadet alle skovsnegle, af et godt hjerte, for jeg elsker ellers dyr så højt.

Så Sofia - jeg håber eddermanme, du kan fortælle mig, hvad en i hule helvede det er, jeg egentlig venter på.
Svaret skal komme fra mig selv - det er jeg sikker på. Men hvis nu du bare, søde Sofia, kunne lede mig i den rigtige retning, så er jeg godt tilfreds og forlanger ikke pengene tilbage.

Vi får se...

Multitask før sengetid

Om det er en sund form for multitaskning, eller det mere vidner om et menneske der stikker i 1000 retninger i øjeblikket, skal jeg lade være usagt i denne omgang.

På natbordet findes:
SKRIV
Hvor lagde jeg babyen
De 5 tibetanere
Politikens bog om Yoga
Priapus
Boligliv
Tøj du selv kan sy
og det forsvundne tegn

Jeg når hele palletten rundt. Det sunde, det søde, det forførende, det pæne, det som det burde være og det som virkeligheden, virkelig er.

Jeg vælger at se det positivt. Vælger at tro på, at alle disse indtryk danner et udtryk på et tidspunkt. Vælger, at tro at jeg er på vej. Også i den rigtige retning.

(og når nu du spørger; Jeps, det er europalleseng)

torsdag den 19. august 2010

OPRÅB

SÅ kom da i gang din gamle lallende flæskeflappende kvinde. Din siddesårsliggende kælling af rang.
GØR DET NU FOR FANDEN! Det venter ikke for evigt, for pokker (var ved at skrive "for pikker", men slettede det alligevel...)
KOOOOOOOOOM NU OOOON WOOOOMAN!

Ja, jeg ve´det godt...

Ps. jeg er faktisk glad for mig selv...

onsdag den 18. august 2010

For hvem weee´er du?

I ligestillingens navn, som bliver heftigt debatteret her i blogland, har jeg noget at tilføje.

I min verden foregår nedsmeltningen af ligestillingen ikke så meget på de store planer. Barselsordninger og mangel på samme, ulige løn og ammemafiaer er et udtryk for alt det som foregår lige foran næsen på os, hver dag - hele tiden, uden vi egentlig ved det.

Facebook er en meget god måde at se det ske, på.
Jeg kender enormt mange smukke kvinder. Kvinder med fod på livet, dem der jonglerer mellem job, børn og mand/mænd. Kvinder der er sig selv værd og bevidst.

De taler om sig selv med en vis respekt og forlanger respekt af deres omverden og ikke mindst deres mand.
Og de får det. Nogle af dem får for meget, nogle af dem kunne godt trænge til mere, men fælles er, at de næsten alle mener, at kvinder er lige så gode som mænd og fortjener det samme. Bare der er vi kommet langt... og så er vi alligvel så langt væk.

For et er at tale om sig selv med respekt. Noget andet er at omtale sig selv, uden respekt.Og hold nu fast jeg bliver MEGET upopulær nu...

Men helt ærlig girls... Weeee? I ved den betegnelse som utrolig mange kvinder bruger om deres daglige bedrifter på Facebook. Når de har løbet en god tur, skal til en god koncert, har købt en lækker kjole, fået blomster af manden eller opnået et fantastisk resultat på jobbet.

Weeee...?

Måske tager jeg munden for fuld, men se om du måske kan være en lille bitte smule enig i følgende udsagn:

  • Weee er en lille pige med rottehaler der hopper lystigt op og ned fordi hendes far har købt hende en candyfloss i Tivoli.
  • Weee er en småblomstret ispind i en drøm af et boligblad
  • Weee er tøser der fniser, fordi de skal til deres første fest
  • Weee er fjantede piger der trutmunder den igennem livet

Forestil dig mig der kommer til en jobsamtale, hvor jeg har forberedt mig godt, taget samtale dresset på og rettet ryggen: Velkommen Cristine, dejligt du kunne komme
Cristine: Weeee, jeg er så glad for at jeg måtte komme... weeee der er kaffe!

Ingen af os hopper rundt og klapper i vores små hænder og weeee´er den igennem dagligdagen. Nu har vi, vores bedstemødre og mødre igennem årtier kæmpet for, at skabe grobund for et ligeværdigt samfund og så smadrer vi det ved at putte os selv ned i rottehale kassen.

For come on, ville du nogensinde skrive weee noget som helst sted du skulle tages seriøst?
Jeg er klar over, at det er en måde at fortælle man er glad på. At man er begejstret, fornøjet og stolt. Stolt over, at man kunne løbe den tur, tog afsted til den koncert selvom ungerne skreg og manden lignede noget en der var parat til selvmord.
Men før i tiden kunne vi ikke bare tage afsted. Vi kunne ikke overlade ungerne til manden for at dyrke os selv - på noget plan. Vi skulle blive hjemme, passe unger og smile og være søde. Der skulle vi klappe i vores små hænder og fnise sødt til manden - altså weee´e den lidt.

Måske er det langt ude. Måske er det et skud i tågen. Men jeg tror ikke vi kommer så meget længere, i ligestillingens navn, hvis ikke vi er vores sprog bevidst. Den måde vi italesætter os selv på, er enormt vigtig for opfattelsen af vores køn. Og jeg tror virkelig ikke, at weee, jeg har lige landet en stor kontrakt udgyder respekt omkring ens arbejde.

Så kvinder, skønne dejlige, utrolig smukke kvinder! Drop rottehalerne og start i dag med at italesætte dig selv med respekt. For det kunne være, at ham chefen du er venner med på Facebook bliver bekræftet i hans syge forestilling om, at kvinder dybest set er fødemaskiner der Weeee´ er den igennem livet med rottehaler. Det er måske den chef der skal læse min næste ansøgning, eller forhandle lønnen hjem med din bedste veninde.

Jeg weeee´er ingen steder og fordi jeg tror på kvinder, kommer jeg heller ikke til det

"Alle dine fucking bær"

Min mand er til systemer. Min mand har ferie.

Her er, hvad der skete for lidt siden.

Jeg står i køkkenet, væbnet med en leverpostejsmad og en gaffel spydet med en syltet agurk og konsumerer dagens frokost. Ind kommer manden, med 3 bæreposer frostvarer. Hentet fra fryseren i garagen, og nu klar til at blive lagt i fryseren i køkkenet.

Mand: Nu har jeg lagt alt vildt nederst i kummefryseren (min mand er jæger)
Mig: hmmm
Mand: det vil sige, at hvis vi skal have vildt, skal du tage det nederst i kummefryseren (jeg laver aldrig vildt)
Mig: mmmja...
Mand: Jeg har lavet et system, så alt vildt ligger nederst i kummefryseren, skat.
Mig: ok, altså nederst
Mand: Ja
Mig: ...
Mand: og her, i denne her fryser har jeg lavet det her system skat...
Mig: ja...
Mand: altså på første hylde ligger alt fisken... prøv at se nogle store fisk vi har! Vi har 5 pakker af denne her slags fisk fra Poul. Det er meget fisk hva skat? Vi skal lige huske at fjerne benene inden vi giver dem til Hjalte, ik skat.
Mig: ......jo.....
Mand: Og her i den midterste hylde...
Mig: ... skat...
Mand: ja...
Mig: du ved godt, at lige så snart du er færdig med at fortælle mig det her, så har jeg glemt det ik?
Mand: Jo, men den øverste skuffe er til alt fryse grønt

Og det er så her, jeg i bar provokation, begynder at gentage alt det min mand siger. Noget i stil med: altså i den øverste skuffe ligger der så frysegrønt - ok, skat

Det ender med følgende:
Mand: og i den nederste skuffe ligger alle dine fucking bær og hold så din kæft og skrid med dit irriterende grin!

Sådan ser vores fryser ud. Så kan jeg altid kikke på dette billede og huske, hvor mine fucking bær ligger.

Ps. han har forresten ret i det med de fucking bær. Jeg får aldrig lavet noget af dem alligevel...

?

Jeg fatter ikke, at jeg har skrevet et indlæg jeg kaldte for "KREA VUPTI"...

Det er sgu for langt ude...

Gammel

Nu har jeg i 2 dage, sejlet rundt. Ikke fordi pisser ned udenfor og algerne er ved at æde mit hus op (alger har intet at gøre med dette indlæg, men jeg gider ikke skrive et helt indlæg om alger, og hvor irriterende det er at bo i et træhus i en skov = alger, så derfor kommer det ud her). Nej, jeg sejler rundt fordi mine øjne har bestemt sig for, at blive gamle, forfalde og måske også falde ud af hovedet på mig lige om lidt.

Og når man så er arbejdsløs og ingen penge har, er det godt man har et levn fra slut 90´erne liggende i genbrugsskuffen. Et par briller ,som vist nok kunne have været moderne engang - og nej, jeg røg ikke meget hash da jeg købte dem - og som nu må i brug igen.
Sådan ser jeg ud med dem på...
Det er med vilje jeg ser sur ud, for da jeg tog dette her...


... lignede jeg bare allermest en røv der var træt af at skide.

mandag den 16. august 2010

Mis miav

Men ikke som sådan en sød lille tigerfrækmås mis der slænger sig hen af gulvet.
Nej as in - I AM SO FREAKING FUCKING gal i skralle og har lyst til at flå kødet af den næste der kommer forbi - mis.

Jep - det er mig. Nu er det slut. Slut med at holde igen, slut med at være sød og vise krea ting frem, som jeg alligevel ikke laver færdige. Slut med at tro, at hvis jeg også bare lopper den der ud af og maler alt lilla eller gult, så går det nok igen.
NEJ, jeg er så skide pisse hamrende lorte træt af, ikke at være i arbejde. Jeg er så mega hamrende dygtig at det halve kunne være nok (lig´som ikke et ordsporg der passer bedre end denne kliché) og jeg vil så edderrødme gerne arbejde min bagdel ud af bukserne. Hele dagen, hele tiden og altid. Ja, jeg vil også se min søn, se min mand og se mine venner. Men jeg indrømmer det nu: jeg vil lidt hellere arbejde..!

Nuvel - jeg kommer til samtaler. Jeg var tæt på sidst, røg på manglende erfaring - fair nok. Har en igang i øjeblikket, som jeg måske ikke helt tror på - (og hvis du læser med, dig der skal ansætte mig i XX - så har jeg fundet ud af, hvad jeg er dårlig til - jeg er dårlig til at være pæn i alt for lang tid. Hvis jeg er det, flipper jeg - også gerne på mine kollegaer! Derfor holder jeg op med at være pæn nu - nu er jeg MIG) og jeg håber og hopper på tungen for, at der byder sig mere.

Indrømmet - jeg har nogle gode ting i gang, men jeg er så smadrende træt af mit hus, min manglende rengøringsflips, min have der skyder op som et stykke dansk regnskov, mit køleskab der vejer 140 kg (det gør det!) og som er gået i stykker, at jeg tilsyneladende er havnet i det 7. år - det år, hvor hele hårpagten skal udskiftes og jeg derfor fæller som en Islandsk vallak og træt af min mand når han tygger på denne der helt vildt irriterende måde!

Hvad jeg gør ved det? En hel masse, men tilsyneladende ikke nok.

Det jeg nyder allermest i øjeblikket er kvinder som hende her, hende her og hende her, som tør sige og vise hvad det er vi alle tænker og som er holdt op med at ville være pæne. Det nyder jeg, og finder inspiration fra.

Men derudover skal du ikke komme for tæt på...

Og hvis der er EN mere i dette land, der vover at sige "kom op på hesten igen" til mig, så sværger jeg at jeg vil... seriøst, jeg ville elske at hade den der siger det næste gang!

Velkommen tilbage på Bloggen Cristine!

Ps. jeg gider ikke engang rette dette indlæg igennem for stavefejl... nej jeg gider simpelthen ikke!

søndag den 15. august 2010

EII, nu må det stoppe!

Jeg hører til en sjælden race.
Nå jo - der gik måske lidt for lang tid, inden jeg selv opdagede det. Men ikke desto mindre - jeg er tilsyneladende speciel.
Jeg hører nemlig til den genre af mennesker, der ikke syntes det er fedt at BH, bleverly eller nieohtooneåu vender tilbage.
Jeg har skamset den serie i tusind stykker og jeg gider bare ikke mere. Jeg kender det hele til hudløshed. Kender til termonoligien, genren, typen og at det hele er en stor bibel fortælling, set med andre øjne.
I den lidt lettere udgave, kender jeg til den kildende fornemmelse man fik i maven når Dylan kom på, alle de følelser man fik når Kelly var trist (og det var hun alligevel pænt mange gange) og når Cindy og Jim var dumme, var det ligefør mine egne forældre var dumme.

Jeg har set det, jeg kender det, jeg ved det og nu er det eddermanme nok.
Alle kvinder i post-krise tiden, kom videre. Nej det er ikke super meget, som ligesom dengang, hvor det var at det var tilladt at gå med rottehaler og Diesel bukser. Hold nu op, sluk og værd dig selv værd...
Det er irriterende og det er helt ærligt ikke mit TV værd.

Ja, jeg kan bare lade være med at se det! Nuvel -det gør jeg så. Men jeg smider heller ikke en undskyldning med i dette indlæg, i stil med- " ja undskyld min galde i denne omgang, men det er bare fordi...". Jeg er en bitterfisse lige på dette punkt.
Men tilsyneladende er jeg alene. Alene om at syntes, at det er trist og ikke mindst skide irriterende.
Så jeg slukker, alene og bitter, mit TV hver eftermiddag (og jo Hr. besserwisser - jeg ser OGSÅ TV om eftermiddagen).

Men come nu on! Er jeg virkelig så alene..?

torsdag den 12. august 2010

Man må ikke være en undskyldning

Men alligevel syntes jeg, at jeg vil undskylde for stilheden. Der er nemlig slet ikke stille i mit liv lige nu.
På den gode måde - altså den fede måde.

Alt det og meget mere, kommer der - ja, mere om i den nærmeste fremtid.

Off I go, se y´all

onsdag den 4. august 2010

Krea vupti

Min svigerinde gav mig en ide for en milliard år siden. Siden har jeg samlet og samlet og en del branderter er blevet kørt hjem i kunstens navn. Hvorfor ser du her:
Jeg har nemlig lavet min egen opslagstavle og den skal du da se. Den er lavet af en gammel ramme med et lærred på og så en masse vinpropper i kork. De er limet på, hvilket var ved at give en helt anden brandert - nemlig den af limdampe. Note: gør det i den fri natur næste gang Cristine.
Som det kan ses, mangler der lidt endnu, men jeg kunne ikke vente med at få den op. Så nu hænger den der og kommer nok til at mangle de sidste propper i ligeså lang tid, som jeg har tænkt på projektet. Altså, en del år.

Nu håber jeg bare ikke, at maleriet propperne er limet på, var af en gammel kendt og dyr kunstner...

JUUUHUUU jeg drypper

YES!
Endelig var den der. Jeg drypper sgu. Altså når jeg træner - i fitness centeret. Og ja ja ja ja, det kan godt være det er en skrøne og det slet ikke passer en hatfis. MEN jeg har altså hørt, at kan man svede når man træner, er det tegn på god form. Sådan!!
Noget må der være om det, for da jeg startede for en hel del måneder siden, kom der ikke en dråbe. Kunne stå i minutvis (helt bevidst der ikke står timevis...) uden at dryppe så meget som en enkelt dråbe. Men nu, nu skal jeg edderrødme love for at der er gang i den. Jeg dryppede over det hele og var sgu så stolt af mig selv og mit gamle skrog.

Nu mangler jeg bare at finde kuren til at undgå den enormt dominerende røde farve, jeg samtidig får i hovedet. Den har nemlig ikke ændret sig...