mandag den 30. august 2010

"Efterlysning"

I morges da jeg åbnede avisen og jeg bladrede den igennem, faldt mit blik på noget som det heldigvis sjældent ser. En efterlysning. Faktisk to.
Det var efterlysninger efter pårørende til to afdøde kvinder, begge meget gamle. I et øjeblik besluttede jeg mig for at tro, at der ikke var nogle pårørende fordi kvinderne var meget gamle. Deres børn, hvis de havde nogle, kunne være døde, deres ægtefæller kunne også være gået bort og venner det samme.
Men det naive blev hurtigt fejet væk af fornuften. Fornuften der fortalte, at ingen mennesker kan være alene. Ingen mennesker kan leve et helt liv uden at sætte et aftryk i denne verden. Ingen mennesker efterlader ingen.

Alligvel gør de så.

Der er en historie bag ethvert menneske og enhver relation. De to kvinder, kan hver især havde været nogle stride forfærdelige mennesker. Det kan være de begge to drev alt levende væk fra dem, og ikke var til at holde ud. Det kan meget vel være.
Men det kan også være, at de var en del af en kultur, hvor man er sig selv nærmest. Og jeg ved, hvad du tænker nu - jeg ville tænke det samme - at vi ikke kan dunke os selv oveni hovedet for alle de forfærdelige ting der foregå i denne verden. Og nej, det kan vi ikke. Det skal vi ikke, og det er absolut ikke det jeg vil.

Men det er da trist, at mennekser kan dø alene. Det er endnu mere trist, at mennesker lader mennesker dø alene. For det gør vi. Sådan er vi igang med at indrette os og sådan indretter vi os uden at tænke over det, hvis ikke vi passer på.

Lad os så antage, at kvinderne, hver især, virkelig drev venner og familie væk. Lad os antage, at de virkelig var så forfærdelige, og de mente de kunne gøre det hele bedre selv. Tænk, hvis grunden til, at kvinderne døde alene er, at de mente livet blev levet bedst alene. Ingen til at bestemme over dem, ingen at tage hensyn til, ingen at stå til ansvar overfor. Ingen problemer, ingen ingenting. Hvis det er det, som er årsag er det endnu værre for jeg ønsker virkelig ikke at være en del af et samfundt, hvor man ikke tror man har behov for hinanden. For det har vi. Nu, mere end nogensinde.

Det stiller er række spørgsmål, som er værd at tænke over og måske forsøge at svare på.
Vores stadig stræben efter individualiet, selvrealisering og frihed skaber en tilstand, hvor vi render rundt og er os selv nærmest. Måske er det ikke i ond tro. Faktisk tror jeg på, at mennesker altid vil søge at være gode mod sig selv og dermed også mod andre. Men der er en tendens til, at vi søger efter det perfekte og med alle midler der er. Og passer mor, far, barn eller ven, ikke ind i det kram - jamen så er det ud til højre.

Og det er da så umådelig trist.
Men vi har ret til vores frihed, vores frie handlekraft, vores "selv" og vores eget liv.

Men ingen af delene er noget værd, hvis vi ikke har nogen at dele det med.

Hvis de to kvinders liv, ikke skal være levet helt forgæves, skylder vi - ikke at redde dem - men at tænke over, hvordan vi selv vil dø og dermed også, hvordan vi ønsker at leve vores liv.

Det syntes jeg bare, på sådan en helt tilfældig og almindelig mandag - som pludelig blev alt andet end almindelig.

3 kommentarer:

Glaphuset sagde ...

Hej Cristine.

MEGET MEGET spændende og særdeles højaktuelt indlæg. For hvor er det dog trist. I min lille verden skal ingen herfra alene. Puuuh, tanken gir mig helt kuldegysninger..... Tror du har ret i, at mennesker er mere og mere individualister. Og det er burde være stof til eftertanke for os alle.

KH Anette

Louisa sagde ...

Nu tuder jeg igen...
Min farmor døde i går og jeg synes bare at det var helt forfærdeligt at ingen af hendes sønner nåede at være dér da hun gik bort. Der var nu nogen ved hendes side...men ik familie...
Hvis bare man kunne bestemme at man fik lov at dø med dem man elsker i hånden...
Øv øv øv for døden...også selvom man er gammel!

Cristine sagde ...

Anette: Du har ret, det giver kuldegysninger! Er glad for at du også mener, at vi lige burde tænke os om en ekstra gang.
KH C
Louisa: Jeg er umådelig ked af, at høre at din farmor er gået bort. Men jeg tror ikke hun døde alene. HUn vidste jo I alle var der for hende og at I var i hendes hjerte. De to damer jeg læste om, havde ingen og der måtte efterlyses pårørende i en landsdækkende avis. Det sker heldigvis ikke for din farmor! fordi hun havde skønne børn og skønne børne- og oldebørn.
Med altid kh Cristine