torsdag den 30. september 2010

Træt, ik?

Jeg har så meget lyst til at grible der ud af. Altså at skrive ik?
Men jeg er træt. Dagen gik ikke helt, som jeg havde håbet på.

MEN, på tirsdag skal jeg til workshop hos hende her, om det her - og haaaaallllloooo, jeg glæder mig!

Men der kommer mere om det i morgen, ik? Er tung og træt nu.

(skal klart droppe de der "ik"... ik?)

onsdag den 29. september 2010

Irriterende skyer

De er ikke mørke. Altså skyerne der hænger over mit hoved. De er mere sådan... ehmmm... irriterende.
Fordi de skygger for alt det gode der sker. Alle de utrolig gode gaver jeg har fået, sådan "bare lige". Gaver af nogle tæt på mig, og gaver af nogen jeg aldrig har mødt, der bare viste sig at være utrolig rare sjæle.
Og dem er der en del af. De rare gode sjæle.
Jeg lover, at jeg nok skal se jer, jeg skal bare lige af med de der irriterende skyer der hænger over mit hoved. De hænger der fordi jeg venter på svar. Svar fra et drømmejob - there I said it.. Er ellers Miss overtro, der ikke sådan blærer mig med samtaler og den slags - men hey, overtroen har jo ikke virket før, så hvorfor ikke bare komme ud med det. Jeg vil så eddersprongderme (jeps - mit helt EGET ord) gerne have det job og er så ready til at give den max gas, hvis det bliver mig.
Men det er der jo ingen der siger, at det gør.
Derfor skyerne...

Der skygger.
For alt det gode.
Øv!

Håber de letter i morgen...

mandag den 27. september 2010

Blog krigen?

Jeg ved ikke om der er krig. Det er der nogen der siger der er.
Men da jeg selv undersøgte sagen, kunne jeg ikke holde mig tilbage.
Flødebollen har en mening, og den har jeg kommenteret på og i stedet for, at skrive et indlæg om det - er faktisk på vej ud af døren, så tidspresset spiller også ind - så får du her min kommentar til hendes indlæg.
Glæder mig til at høre, hvad du mener.
God mandag!

Jeg hører selv til en af dem i kalder fan skraren til Julia Lahme. Grunden til dette er følgende:



Julia Lahme er den første kvinde i dette lille land, som har sat ord på det som vi alle sammen godt ved: at vi ikke er perfekte. At vi ikke kan magte det hele, at vi lyver overfor os selv og at vi skal holde op med, at male billeder af vores liv og leve i dem, i stedet.


Det startede hun med "hvor lagde jeg babyen" og det følger hun op på nu med "Sandheder fra en løgner".


og jo vi gør! Altså lyver for os selv. ALDRIG har der været SÅ mange kvinder der går ned med stress, så mange mænd der bukker under og så mange børn der får diagnoser. Skilmisser, utroskab, nætter hver for sig og andre mærkligheder sniger sig ind i de fleste forhold og ødelægger både voksne og børn. Og hvis ikke det kommer fra løgn og misforstået levemåder, ja, så ved jeg ikke hvor de kommer fra? Måske du ved det Louise?


Jeg ved, hvad jeg ser, oplever, hører og selv føler. Og jeg ser dem! De mødre der lyver for sig selv. De mødre der holder sammen på det hele og alligvel ingenting. De mødre der går op i økologi, mærketøj, babyrytmik og hentetider! De er der, de findes og mange af dem har det ad helvede til - i hvert af fald dem jeg kender! For de glemmer sig selv i kapløbet om hentetider og bollebagning. Ikke sig selv, som en del af en familie, men som kvinde. Som menneske. For vi skal leve videre, når vores unger er ude i deres eget liv. Og vi skal leve videre med vores mænd...


Og hvad så, hvis det er bedst at hente klokken 15:00? Så har du 4-5 timer med dem i stedet for 3-4? Og hvad så?


Helt ærligt - hvad så?


Jeg ved, hvor glad min søn er for sin vuggestue. Hvor der er sang, musik, bål og legekammerater. Jeg kan se på ham , hvor meget han er vokset i sit sind efter han er startet der nede. Jeg syntes det er fantastisk, at han kan lære at relatere til andre mennesker og indgå i et fælleskab udenfor hans familie. Og nej - jeg mener virkelig dybt inde i mit hjerte, at han har det bedst, når han både er sammen med os (ikke kun mooooaaar eller faaaaaar, som du kalder jer...) og pædagoger, andre børn, vores familie eller vores venner. Han skal have det hele og blive tryg i livet. For jeg tror på, at er han stærk i fælleskabet vil han søge det som voksen. Blive en mand med empati og indlevningsevne. Et menneske der kan sætte sig i andres sted, og derfor ikke er så hurtig på aftrækkeren til at droppe forholdet, uddannelsen, jobbet eller livet. For han kan være i det, uden at miste sig selv.


Men jeg er også den mor, der sparer op til hans jordomrejse, helst ser at han flytter når han er 18 og i hvert fald mener, at han skal prøve at bo mere end 200 kilometer væk fra hans Moooooaaaar.


Ud, væk, voks med kærlighed i hjertet.


Men tilbage til løgnen.


Hvor var alle de kvinder der også havde haft kolik børn, da jeg selv stod med håret i en smadret postkasse med en dreng der skreg, skreg, skreg, skreg og skreg i 3 måneder? Da jeg åbnede op omkring det og fortalte hvor meget jeg havde lyst til at smide ham ud af vinduet og skride fra det hele, kom de mylrende - alle de kvinder der følte det samme. Men kunne de åbne op, da jeg næsten græd det ud til mit første mødregruppe møde? Nej, ikke en eneste! Og hvorfor?


Ja, jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre dit svar, Louise, på det spørgsmål.


For de er der. De løgnagtige kvinder og mødre. Tro mig - de er der!


Det er heldigt at du ikke er en af dem. Men vi skylder hinanden, som kvinder, at give rum for frustrationer og lortespasser unger og skidehamrende latterlige mænd.


Der findes nemlig et sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hindanden.


og jeg mener faktisk at Julia Lahme, har hjulpet mig ved at være ærlig. Som den første.


Mange hilsner fra


Cristine

søndag den 26. september 2010

Det kom weekenden med:

Erhvervelser i weekenden:
  • 1 stks. flyverdragt fra Bilka (MOLO go home)
  • 1 par vinter/termostøvler fra Bilka (MOLO go endnu mere home)
  • Brandert i vodka/mint med cacao ( ja - whisky elskeren måtte bukke under og tilstå en ny kærlighed)
  • Ømme fødder efter gasgivning til INXS, George Michael, DAD og en hel del Hits For Kids... (det sidste bebrejder jeg andre for)
  • Sushi looooooove
  • hovedpine
  • kys og kram fra Hjalte
  • kys og kram fra manden
  • den bedste gave fra storebroderen (ps. I looooooove you!)
  • to nederlag i nogle ubetydelige og MEGET nemme spil, som ALLE og enhver kunne have vundet, hvis de gad!
og meget mere hygge og god mad end ét menneske kan rumme - derfor er jeg fyldt på den gode måde.

... så skal vi bare have sommerfuglene i maven til at lægge sig...

torsdag den 23. september 2010

Sådan lidt "Sex and The City agtig"...

Normalt ville jeg ikke "disse" min elskede mand på denne måde, men der er nogle gange ik?
Foreksempel som denne gang, ik?

Vi står i køkkenet i morges og taler om Julia Lahmes nye bog "Sandheder fra en Løgner", fordi hun er i vores avis med et lækkert lækker interview (jeg kan næsten ikke få nok af hende..!) Nå men vi taler sådan lidt om, hvordan man kommer i aviserne, hvis man har skrevet en bog og sådan. Min mand ved noget om det her, han er nemlig journalist, og har derfor insider viden om emnet.
Han siger:
" Ja, men det er lidt nemmere, hvis man er kvinde og kan sige til sin redaktør: Jeg har en vildt god ide til et interview (og her leger han så kvinde) - Julia Lahme har lige skrevet en ny bog, ik (han leger stadig dame) og den er sådan lidt Sex and The City agtig...!"
....
....
!!!!
ØØØØH NEJ! Det er så nok så overhovedet SLET ikke det den er.
Og intet ondt om Verden Bedste Serie! MEN come nu OOOOON Mand... min mand!

Hvorfor tror mænd, at fordi kvinder skriver til kvinder og vi alle sammen er optaget af det samme, så må det have noget med sko, mænd, coktails og mode at gøre? Jamen, hvorfor?
For det er så langt fra Sex and The City, det som Julia Lahme har begået, at jeg næsten ikke kan finde ord for det.
Min mand, er verdens bedste mand! Og vi er fælles om alt. Hvis ikke vi var underlagt økonomi, havde han taget 3 måneders barsel eller mere, med vores søn. Det er ham der vasker tøj, tømmer opvasker, handler ind, laver kaffe til mig, laver mad og han har lige lovet at gøre hele huset rent mens jeg er til drinksaften i morgen. Så ligestillingen er trådt i kraft herhjemme. Så det er ikke derfor, han tror det er Sex and The City der får kvinder til at bure sig inde med bog og te, i øjeblikket.
Men hvad er det så?
Det er sgu da irriterende!

ps. Skat - you know what I mean..! og hvis ikke, så laver jeg mad på søndag!

onsdag den 22. september 2010

MÅ-HAVE

http://www.tantegroen.dk/pl/Smykker_54.aspx

 Billedet er lånt herfra

Det jeg kan gøre

I dag er der endnu en mor der mangler sin søn. For resten af livet.
En soldat er død i Afganistan. Endnu en.

Det brækker mit hjerte midt over. Jeg tænker på min egen søn, min venindes søn, men aller mest på min mors søn, som er min bror. For lige om lidt skal han også derned.

Jeg hader, at han skal derned! Men jeg elsker min bror og respekterer ham og hans valg.
Og så skal jeg kramme-nusse-elske-pleje-bage kage til-tage i biografen-spille spil og dobbelt elske hans børn mens han er afsted. Og drikke store sjusser med hans skønne viv når hun har brug for en brandert og en snak.
Det kan jeg gøre.
Andet kan jeg ikke gøre...

En ugle til alle

Her kan alle være med!
Også os, der måske ikke kan sy skønne puder og andre lækre ting, som alle krea pigerne i blogland kan.
Tjek dette link, print og så kan jeg da lige tro, at du nok skal kunne lave din egen ugle.

Jeg er også på!

søndag den 19. september 2010

Mere?

Jeg har stået på hovedet til Yoga i dag.
Intet luft i maven.
Bare mig, på hovedet. Og jeg har aldrig kunnet stå på hovedet.
Men lige pludselig kan jeg.

Gad vide, hvad jeg så ellers kan?

Hjælp!

Jeg har fået mange nye dejlige faste læsere. Det er jeg virkelig glad for. Jeg vil SÅ gerne se deres blogs også, men det er ikke alle jeg kan komme ind på?
Hvordan finder jeg lige deres/jeres link?

Hjælp... pretty please...

lørdag den 18. september 2010

Tanket op

I dag har jeg haft besøg af en god veninde. En af dem man ser alt for lidt. For hun bor der, og jeg bor her.
Men i dag kom hun. Med gaver. Selvom det var mig, der skulle have hjælp med noget. Så hun gav gaver og hjælp.
Det er ikke så tit man får så meget på en dag.

Så det putter jeg lige ned i "feel good" kassen og bærer med videre.

Tak skønne!

torsdag den 16. september 2010

Jeg må bukke under - igen...

Jeg kan huske dengang efteråret viste sig på følgende måde: Katten kom pludselig ind igen og ville sove, man fik lyst til kød i enorme mængder igen, det blæste (jamen det gør det!) og man skulle i hvert fald komme forfrossen og blødgjort hjem mindst 10 gange, inden man tog den vindtætte regnjakke på.

Men sådan er det ikke mere. Nu ved jeg det er efterår fordi nu starter: VILD MED DANS… gudhjælpe mig igen.

De sidste mange efterår, har jeg bandet det langt væk, hadet konceptet og brækket lange enetaler ud om kvindenedgørelse og bla bla bla bla. Jeg starter som regel godt ud. Nægter at se det og hader det på afstand. Derefter bløder jeg lidt op, men kun i det skjulte. Jeg zapper måske en gang eller to der over – altså på det der TV 2 – for hurtigt at konstatere at Colgate og palietstrutten stadig er hovedsponsorer. Ad! I forbifarten når jeg at hade ham dommeren, rigtig meget, men jeg får aldrig rigtig nok ammunition, så jeg skal nok lige tilbage, for at se om det nu virkelig kan passe at han ikke er bøsse? For Real?

Nå! Jeg mærker allerede her, hvad der er ved at ske, men jeg ignorerer det – ligesom jeg prøver at bladre hurtigt væk fra Vild Med Dans sektionen i svigermors Se&Hør (Jooo! Det er ER svigermors) og ignorere Ekstra Bladet og BT´s vilde lørdags overskifter så som:… ja jeg kan sgu snart ikke huske det, men noget med

”Bambadabaaaaam!! Hun knækkede en negl og skreg: jeg vil også med til afterparty!”

Men det er svært for på dette tidspunkt er der, Vild Med Dans overalt.

Det er på hjemmesider, i aviser, i radioen, i alle breakere på TV og alle medier, på alle plakater og alle steder jeg færdes og trækker vejret. Så efterhånden kan jeg mærke, at jeg bukker under.

Talent showet på den anden kanal – altså det der DR1 – er stoppet og jeg kan alligevel ikke huske, hvem der vandt (var det tryllekunstneren på det flyvende ben, der jodlede med sin enarmede tyveknægt af en hund?)

Og det ender, efter lang tids kamp med følgende: Mig - ikke til fest, ikke i biografen i en fingerflet med manden, ikke i venners selskab med dertilhørende politiske diskussioner – nej, mig der sidder klinet foran skærmen fredag aften og som pludselig syntes at Claus Elming bare er smadder sjov, at dommeren alligevel ikke er bøsse (hvordan kunne jeg tro det?) og med en ustyrlig trang til at skide på det hele, flytte til Spanien og danse tango igennem resten af mit liv.

Sådan ender det! Hver evig eneste fucking gang! Jeg ender, hver gang med at blive total opslugt af de sidste 3-4 udseendelser og tager mig selv i – gudhjælpe mig! – at danse et lille hoplatrin når jeg skal fra komfuret til køleskabet og tilbage til komfuret.

Jeg ved ikke om det er tilfælde, af en semiintellektuel opfattelse af sig selv man ikke kan opretholde eller det et vaskeægte tilfælde af indoktrinering. Sådan lidt som en vanddråbe der drypper, lige mellem øjnene hele tiden og derfor holder mig vågen.

Jeg ved det ikke, men lige om lidt, starter det hele op igen… og jeg holder, endnu engang, spinkelt fast i, at jeg i hvert fald i de næste 6 uger er sindssyg god til at hade det!

Sådan – You Rock Girl! (later, you will be tango girl, but for now: YOU ROCK GIIIIRL!)

onsdag den 15. september 2010

One of these...

Jeg har bare en af "de der dage"...

Og hvad gør man så? Ikke meget andet end sofa, TV og puter. Putern viser heldigvis dejlige billeder, så som disse:

Så bliver man lidt peppet og lidt mere ovenpå...
Måske bliver i morgen, alligevel en god dag?

tirsdag den 14. september 2010

Nu med former... eller?

Og så sad man lige og browsede nettet. Og så faldt man over denne overskrift og så blev man jo glad.
De kvindelige former er på vej tilbage! Hvor dejligt! Straks melder følgende spørgsmål sig:
  • Vil det sige, at der bliver lavet flere størrelse 40 og 42 til både Vero Moda, Vila, Only og Saint Tropez?
  • Vil det sige at Baum Und Pferdgarten, Malene Birger og SAND begynder at lave størrelse 40 i en størrelse 40 og ikke en maskeret størrelse 38?
  • Og vil det sige, at topmaven igen bliver moderne... altså ligesom dengang... eller... altså der hvor det var moderne at... var det i renæssancen?
Hvis det betyder det, så halleluja!
Men hvis det betyder:
  • At kvinder med former - I ved os med en F skål og størrelse 40-42 i hofter - endnu engang må gå angstprovokeret ud af alle prøverum, fordi en størrelse 40 stadig er en 38
  • At det med taljen betyder, at dem uden talje pludselig får en?
  • At modedutterne tror, at os med hofter og bryster BARE så vildt gerne vil vise hele baduljen frem og derfor skærer alt tøj i taljen - prøv nu at forstå: Under brysterne - UNDER BRYSTERNE! Empire snit er et fantastisk snit og minimere chancen for luft i maven (dem der har trukket maven ind en hel aften i stramme bukser ved, hvad jeg taler om!)
  • At hende på billedet, på linket ovenfor, er idelaet - jamen så ud til kummen og host op med aftensmaden, Cristine.
Hvis det betyder dette, så... ja, så er det jo bare som det plejer at være.

mandag den 13. september 2010

Ass shaking - på den ufede måde

Jeg har pruttet mig igennem min første Zumba time.

Eiiiimen jeg mener det. Hvor pinligt med pinligt ovenpå et det ikke?
Og hele misseren er startet af Hatha Yoga.

I går - søndag, en høj hellig søndag, valgte jeg at tage til Hatha Yoga. Fordi jeg skal være så skide økologisk og pisse rigtig.
Nå men hun siger - altså yoga læren: Bare rolig, man kommer ikke ud i underlige stillinger i Hatha Yoga. Det gælder bare om, at nyde din tid, slappe af, afstresse fra din hverdag og blive et med dig selv. Du vil opleve en time, hvor du er i fokus og hvor du skal slippe alle dine spændinger og frustationer.
Og hvem vil ikke gerne det?
Så jeg ligger mig på måtten og tænker mig i et med gulvet.

Allerede halvt inde i første øvelse tænker jeg: Det her er fanme en mærkelig stilling.
Jeg befinder mig nemlig i "Bølgen". Den der masserer de indre organer og giver rum for at forbrændingen kan komme i gang og yoga læren forklarer:
Luft ind i maven - så det blir en stuuuuuuurh ballon og luft op i brystet så der bliver 2 stuuuuuuhre balloner! Mærk, hvordan du masserer din mave og din forbrænding går i gang.
Øhhh... ja, DET KAN JEG EDDERMAME LOVE DIG FOR!

Min mave, og I kid you not, gik grassat. Den havde en fest, hvor både nyre, lever, og 10 meter tarm var  gæster og temaet var Goooo Craaaazy Iiiiibizaaaa Paaarty alll niiight long!
Og det har den så gjort lige siden. Festet all night long.

Jeg skal love for, at yoga læren holdt sit ord, for det er ret svært at blive stresset i sit eget selskab. Der er jo ingen der gider være i nærheden af mig. Og så er det endda lyv, altså at jeg ikke bliver stresset, for jeg sidder ikke ned i mere en 5 minutter et sted. Så må jeg videre, væk fra mig selv og mit røvhul. Selv Hjalte, der har fået status af mesterskider her i huset, kikkede med sine snart 15 måneder gamle øjne på mig og gik, da han kom for tæt på. Simpelthen vendte sig om, og gik (det gør han jo  -det har jeg fortalt ik... at han går - min søn GÅR).
Så eftersom ingen vil være sammen med mig på et kvadratmeter antal der er under 50, bestemte jeg mig for
at lade manden indtage en rolig dinner med Hjalte, og tage til Zumba for første gang. Det bliver nemlig afholdt i en stor gymnastik hal. Filosofien bag denne beslutning var, at hvis (HVIS?) jeg nu skulle komme til at prutte,  så var jeg da omgivet af så meget luft/rum, at den ville forsvinde lidt af sig selv. Bare sådan...

Men som alt andet i livet, er det ikke "bare sådan".
Og for dem af jer der har prøvet Zumba, kan vi vel nok blive enige om, at der er en del ass shaking going on og at det måske ikke lige fordrer røvhullet til en kniber?
Så ud kom det, for hvert zumba skridt jeg tog, for hver ass shaking jeg shakede og for hvert Hey! jeg råbte med på. Ud, væk, fri som fuglen og nu alene i verden... men kun for en stund.

Alt i mens jeg tænkte: Kan man virkelig fylde en hel gymnastik hal med prutluft? Og hvis ja, er der så nogen der har gjort det før? Og hvis ikke, mon jeg så er speciel?
I hvert fald, ville jeg vinde en præmie, hvis alle vidste at det var mig. En stuuuurh præmie.

...undskyld...

Endnu en omgang sandheder

http://julialahme.dk/2010/09/11/sandheden-om-l%c3%b8gnen-9/

Jeps - kunne ikke dy mig.
KH C

søndag den 12. september 2010

En kvinde med saft og kraft!

Hende her, hende skal I møde.
Midt i manden hjerteoperationer, et liv som førtidspensionist og en søn med symptomer på ADHD og en dertil forestående undersøgelse, har hun overskud til at samle ind til mødrehjælpen, kommentere de skønneste ting på min blog og blogge om andet end alt det der foregår, lige midt i hendes liv.

Det er så prisværdigt og så kæmpe enormt stærkt! Hun har den saft og kraft der skal til for sætte et aftryk i denne verden - det vil jeg gerne dele med alle jer andre, for vi kan alle sammen lære en ting eller to hos June!

Tjek hende ud her

Jeps - jeg er snobbet

Indrømmet. Jeg er snoppet. Jeg elsker alt det æstetiske, design, god mad, gode vine, god sprut - du får mig ikke med på en whisky og cola, elsker bøger, litteratur, film, P1, krydderurter, gamle mænd med skæg og griner ikke af hvad som helst.

Derfor befandt jeg mig, en noget lettere klemt situation for mindre end ½ time siden, på det lokale marked, på den lokale græsmark i den noget lokale baghave jeg bor i.
Scenariet er som følgende: kæmpe telt, må man ta´ huuunden med sig ind i himlen, boder med fake tasker, tøj og ting, nisser - NISSER?!, glasheste i farver, ugler på kukkeure, sovs med spareribs, Jakker med rygmærker af kaliberen Born to Ride, Amstaff Dog og BullMastiff 4Ever, utrolig mange Harley Davidson gamager (nemlig - de lever endnu) og dåsebajere, som om de var fra den hellige kilde selv.
Faktisk virker det en smule religiøst, sådan et marked. Nærmest som om andakten er lige bag det hvide stakit der indhegner det store telt, hvor lugten af brændt kød i bolle vil hænge i min næse 4Ever. Gud er scenen, som Keld og Hilda indtager om eeein lillleeeæ hal tim´ som de siger her på Fyn. Kirkegængerne har alle taget den samme søndags uniform på - det bedste de har, og mudder og sjask betyder ingen sag for en træsko med hæl. Der er ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning -blev der sagt! Så Gud sørger for regnen, den skider vi bare på!

Sådan et scenario gik jeg i, med Hjalte i klapvognen, manden i min hånd og med en klar aftale om, at vi ikke skulle blive væk fra hinanden. For jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev væk sådan et sted. Så vi holdt godt fast i hinanden og gik måbende omkring. Sådan virkelig måbende. Faktisk lidt, som om vi gloede på grise i bur... Ja, jeg må indrømme - jeg følte mig en smule ved siden af, men alligevel ret ovenpå.

Og hvem er jeg til at dømme? Må jeg dømme?
Det korrekte svar er nej. Det upolitisk korrekte svar er ja.

Lad os starte med den ukorrekte først:
Hør her! Nej, den skide hund må ikke komme ind i himlen. Nej, BullMastiff er ikke en sød hund! Du dør langsomt, hvis du spiser sovs med spareribs og nej for helvede, jeg gider ikke have dit plagiat sølv med stjernetegns vedhæng for Nu Kun En 20´er. Jeg vil ikke ha´det.
Jeg vil proppe æstetik så langt ned i halsen på dig, at du til sidst må åbne øjnene for andet end billedrammer med vandfald, der ser ud som om det er ægte - tag nu for helvede til Østen og oplev det selv! Jeg vil proppe dig med salat og hummus i så rå mængder, at du vil opleve dine toiletbesøg langt mere behageligt end nogensinde før. Jeg vil spille et stykke med Lars H.U.G der handler om at du skal gå, se og mærke livet med din elskede og jeg vil tage dig med ind til byen og købe dig et stykke tøj, som fremhæver den utrolig smukke krop jeg kan se du faktisk har.
FÅÅÅÅRK det ville jeg gerne gøre...

Den politisk korrekte svar er alt det andet. At bare acceptere det, suge til sig og være åben overfor alt, hvad der kan kravle og gå sådan et sted... og nå ja, lade være med at komme der igen.

Og det gør jeg så... lader være med at komme der igen og egentlig nok bare acceptere at den er god nok: Jeg er en snob.

tirsdag den 7. september 2010

Et lille stykke magi

og sådan sluttede dagen:

Te der hopper i glasset fordi jeg sidder og hopper med på Robyn Body talk album.
Lyden af manden der bladre sider i bog, i vores soveværelse
Dreng der kan gå, sovende i sit værelse
Mig der tjekker blogs, skriver samtidig på 100 ting jeg ikke ved, hvor ender
Kat der har fået klippet klør. Han er nemlig født med hundeklør... endnu en freak i casa del Cristine

Våde tungekys på kinden af manden, der nogle gange glemmer hvordan man kysser lidenskabligt... men jeg elsker ham alligevel mere end jeg gjorde i går.

og nu hører jeg Florence And The Machine You´ve got the love og har lyst til at kysse universet

Godnat.

Lækker blog

Tjek denne blog ud - her kan man da tale om, at bruge sin barsel fornuftigt og ikke miste sit kreative jeg!

http://milasdaydreams.blogspot.com/

Komfortzone

Og så var det lige, at jeg kom til at tænke på det med at sidde fast.


"Okay, sådan lidt ligesom dem der sidder i en mine, i Chile? Eller måske lidt som dem (læs: mig) der sidder fast i caféstolen fordi røven stadig ikke har genfundet sin plads her i tilværelsen?" Spørger du.
"Nej, sådan lidt som dem, der sidder fast i livet" svarer jeg så.
For jeg havde nemlig en snak med veninden i søndags, omkring det med at sidde fast i livet. Og om man nogle gange kan - i komfortzonens grimme omfavnelse - komme til at vælge det trygge, det normale og det som ikke kræver særlig meget, kun enormt meget af ens bank.

For et par år siden var vi så forhippede på, at vi skulle have hus, barn og rede, at vi løb ud og købte HUSET. I ved, det hus der er så fantastisk, at man ikke kunne forestille sig at bo andre steder i hele verden - heller ikke i et palads på en Bounty ø. Og sådan har vi haft det i lang tid med vores lille perle. Det er et skønt sted for Hjalte at vokse op. Der er sø, ænder, træer der vejer i vinden, naboer der passer katten og altid har en ekstra kop kaffe. Der er privat musik- og natur vuggestue med 5 voksne til 12 børn og økologisk mad til frokost. Her er også unge mennesker der keder sig og derfor brænder ting af, og det kan jeg egentlig godt forstå, for her bor familier. Det er ikke et sted for unge mennesker der vil skate, male graffiti og lege med hinanden som man nu gør i den alder. Nej, her bor familier.
Og jeg må indrømme at jeg elsker det - det gør jeg virkelig. Jeg elsker at min søn er så glad i livet, hviner hver gang han ser sine ænder, elsker Bente i vuggeren og nyder træerne der vejer i vinden.

Reden er det vigtigste i mit liv. Jeg vil hele livet blive ved med at flyve i al slags vejr for at finde de rigtige pinde til min rede, så den forbliver stabil og tryg.
Men de pinde kan måske også findes i Berlin, I New York, i storbyen og måske kan de også lægges i en lejet lejlighed? For et par år siden havde jeg svaret klar nej! Nu: Ja nu ved jeg faktisk egentlig ikke... for hvorfor egentlig ikke?

Jeg har nemlig opdaget, at omgivelserne for min rede ikke er nær så vigtige som jeg havde troet. Jeg har opdaget, ved ikke at have råd, at det at have råd – ikke er vigtigt. Det er vigtigt at vi kan leve, og i nogle perioder er det vigtigt også et leve godt. Men det er ikke vigtigt om der er nye køkkener, tilbygninger, mange kvadratmeter at boltre sig på eller ænder i baghaven. Det vigtige er det nede i maven. Det som du falder i søvn med hver aften, har med i dine drømme og som du vågner op til om morgenen. Hvis det ikke stemmer overens med det som du har skabt af rammer for dit liv, tror jeg det vil indhente dig en dag. Hos mig ventede det ikke med at indhente mig til ungerne blev store og jeg skulle til at bruge mig selv som katalysator for mit eget liv. Det kom snigende da barslen var færdig, jeg havde sagt mit job op for familiens skyld og derfor går ledig. Her kom det snigende, at jeg ikke vil arbejde så jeg ”bare” kan få en løn og ”bare” leve her i fordragelighed med min familie. Den komfortzone jeg havde styret imod i lang tid – smuldrede pludselig under mine fødder.

For komfortzonen tager ikke hensyn til mennesker. Den tager kun hensyn til omgivelser og rammer.

Og hvad er det egentlig vi vil opnå med hus, børn, job, fast indkomst og billig benzin? Vi kan jo blive ved med at fylde på i rammerne og plastre hjemmet til med ting vi ikke vidste vi ville eje, og så glæde os til at nyde det hele – i weekenden, når vi lige har overstået alt det andet vi også skal nå.

Gør det mennesker glade, at leve i trygheden og søge efter komfortzonen? Jeg tror det ikke. Ikke fordi jeg tror alle mennesker er ligesom jeg. Men fordi jeg tror, at mennesket er sat i verden for at udvikle sig. Ellers ville vi ikke kunne gå nu. Vi ville ikke kunne bygge. Vi ville ikke kunne rejse eller opleve andre kulturer, hvis vi ikke havde udviklet os fra huleboernes tid.

Og hvis man tror, at man bare lige skal have børnene, huset og jobbet inden man kan gå i gang med at udvikle sig, så tager man fejl. For ofte har man glemt sig selv i hele denne lange proces. Glemt, hvad det var man drømte om, og glemt at høre efter den lille stemme i maven der ALTID fortæller dig, hvad du allerhelst ville, hvis du bare lige kunne…

Den stemme er jeg begyndt at høre lidt efter nu, og det er ikke helt rart altid. For det kræver enormt meget af mig. Og det kræver at jeg tør tænke på mig selv, og ikke på andre – en mission der er stort set umulig, når man er mor.

Hvor det hele ender, ved jeg ikke. Og der er heller ingen grund til, at jeg skal vide det lige nu. Der er nogle gode ting i gang og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det. Og får jeg det job, som jeg ønsker mig brændende og som jeg skal til samtale på, ja så vil jeg juble alle dage indtil jul og sandsynligvis fortsætte derefter. Men jeg håber, at jeg husker på ikke at lade komfortzonen overmande mig igen og give mig selv mulighed for at lyve lidt for mig selv.

For jeg har løjet overfor mig selv. Og det er sgu da noget pis…

fredag den 3. september 2010

Løsning: ris og grøntsagssovs

I dag er en privilligeret dag. Den startede med en ordenlig omgang skriveblokade men er endt i en lind strøm af ideer.
Dem skal du nok blive berriget med - en anden dag.
For der er noget der er vigtigere end mine ideer, mit hoved og mine tanker. I dag handler det hele om Hjalte!

Jeg vil gerne blære mig med, at jeg er ligeglad med, hvad min søn kan hvornår og hvordan. Det er jeg faktisk. Sådan lidt ligeglad, i hvert fald. Men ser man tilstrækkelig mange undrene blikke og hører man: Det kommer - lige pludselig! flere gange om ugen, jamen så skabes der et pres og det pres er jeg også bukket under for.

Men lige pludselig - lige freaking fucking pludselig skete det! Hjalte, min skat, mit liv, mit hjerte, min søn rejste sig op efter aftensmaden, og gik. Som om ris og grøntsagssovs skulle være løsningen!

Han går.
Min lille 14 måneders gamle søn, går. Jeg er så skide hamrende pave stolt og samtidig så utrolig bange. For det betyder også, at han en dag, går fra mig.
Det gør mig nervøs.
Men ikke mere nervøs, end at jeg vil bruge resten af mine dage på at give ham så stærke ben, at de kan føre ham hele vejen rundt om jorden og lige tilbage til mig og mine ris med grøntsagssovs.

Over and fat out!

Nu er mine bagskinneben færdig med at være fede! I dag, d. something something september, kan jeg igen være i min ynglingstøvler med hæl!
Efter 14 måneder.
Hurra for en optur, på en dag hvor det trådløse internet har bestemt sig for at sove stille ind og jeg derfor sidder i en markaber stilling på gulvet med et gammeldags netkabel. Det kommer helt sikkert til at kræve en massage i næste uge.

Men jeg kan passe mine støvler igen. Ingen fede bagskinneben mere!
Yiipiekaieiii!!

torsdag den 2. september 2010

En femmer fra Rundetårn

Der er mange ting der kan få mig til at forstå ting. Der er også en hel del der forvirrer mig, men alt i alt, så oplever jeg ret tit, at tiøren lig´som falder. Du kender det sikkert.

I går da jeg hentede en glad og tilfreds søn fra vuggestuen, faldt tiøren igen. Men den faldt ikke sådan lige så stille. Jeg kunne ikke stå og se på den rotere rundt og lave fine små metalliske lyde på asfalten samtidig. Nej, den faldt som en femmer ville falde fra toppen af rundetårn.

Av.

Lige midt i midt moder hjerte.

"Hjalte" stod der på en træklemme, sat fast på barnevognen. For Hjaltes forældre har IKKE fået broderet navn i regnslaget, barnevognen, myggenettet eller andet så pædagogerne ved, hvad der hører til hvem og hvordan.
Ligesom vi var de sidste forældre der havde en barnevogns sele i vores barnevogn (aka. total ikke i orden forældre, der ikke ved de skal have sådan en, og derfor risikerede liv og lemmer for deres søn) er vi åbenbart også de sidste forældre der har skrevet navn i deres barns ting.
Og hvor belastende er det ikke?
Så de søde pædagoger i den skønne vuggestue, har dælme lavet en træklemme med Hjaltes navn på, som både indikerer at dette er Hjaltes barnevogn, regnslag og Hjaltes alt muligt. Det kan være, at de næste gang det er mig der henter, skal sætte den synligt på Hjalte, så hans hoved-op-i-det-hellige mor ikke tager det forkerte barn med hjem.

Jeg svor, at jeg ikke ville blive sådan en forælder. Sådan en, hvor tiøren skal kastes i raketfart lige midt i masken på forældreren, så de for helvede fatter at det ER skide irriterende at de ikke læser nyhedsbrevet/velkomstbrochuren/huskelisterne der er hængt op over alt i vuggeren. Hvis nu jeg gjorde det, ville der være:
  • navn i Hjaltes tøj, barnevogn, regnslag, myggenet og alt det andet som et barn ikke kan leve uden.
  • navn på Hjaltes sutter (vi finder alle hans sutter i "glemte sager, vi ikke ved hvem det er ophavsmand til" kassen).
  • have været barnevogssele i barnevognen, fra det øjeblik han selv kunne blinke med øjnene.
  • han ville heller ikke sidde med fleecesutter på, i mangel af bedre, på legepladsen midt i august. I ved, dem der er beregnet til en mindre Sirius Patrulje ekspedition. Nej han ville have sko, ligesom de andre børn har.
  • Han ville have både dyne, hovedpude og sovebamse dyr med i barnevognen. Hjalte har et mislykket forsøg på et wannabe krea tæppe i vognen og en bamse fra vuggeren, som han nu har fået lov til at adoptere.
Men sådan en forældre er jeg så. Derfor er jeg meget taknemmelig over den lille tøjklemme de fantastiske pædagoger har lavet til min søn - og mest til mig. Det er jeg virkelig.

Men når jeg er færdig med at være taknemmelig og få femmere i hovedet, er næste tanke: Hvor er den skole, hvor I alle sammen har lært det henne? 
For der er virkelig en skole jeg glemte at møde op i, da jeg blev gravid. Den skole, hvor alle de andre mødre har gået. Den skole der lærte mødre, at unger ikke må få rosiner, skal lægge i sele, ikke må sove på maven og at de ikke må få pastinak (hvad fanden er der nu galt med pastinak?).
Det er også den skole, hvor man i frikvartererne IKKE talte om, hvor fed weekendens fest havde været og hvor stiv man var, men talte om ammete, ammeindlæg, ammetasker (som jeg ville tro var bryster) og om hvor meget man havde tabt sig.

Jeg må have misset ringeklokken midt i kolikskrig og skrål. I hvert fald er jeg blevet en af de der "sidste forældre der..."
Men det er ok. For jeg har pædagoger på... Så kan jeg koncentrere mig om de vigtige ting. Såsom, hvor det egentlig er, at jeg har lagt mit dankort?

onsdag den 1. september 2010

Vær sød at gæt en dims

Min veninde der elsker dims og dut, kom i går med en gave til mig. Hun havde fundet det, som jeg absolut ikke kunne leve uden og da hun så fortalte at:  de bruger det i Sex and The City, så var jeg selvfølgelig allerede solgt og glad for dimsen.

Men det er ret ambivalent, at få en gave som man ikke rigtig ved, hvad er. Med Hjalte på armen, gjorde jeg ellers et ihærdigt forsøg for at finde ud af hvad dimsen skulle bruges til. Alt i mens min dimsede veninde (den bedste af slagsen) stor grinede ud mellem tænderne "Du gætter det aldrig, du gætter det aaaaaldrriiiiig".
Og korrekt! Jeg gættede det aldrig. Jeg måtte have hjælp.
Nu får du muligheden for at gætte og jeg siger det bare: Du gætter det aaalddriiiiig!

Ja..?

Nej? Stadig ikke? Njå, men dimsen indeholder så også et spejl... selvfølgelig! Men ved du, hvad det er ud over et spejl?

Er det en? Eller en...? Hvad med en?
Som sagt: Du gætter det aaaaaldriiiig!

Nu nærmer vi os. Men lad os lige opsumere:

1) Den er blå... absolut ikke vigtigt, men det er den


2) Den indeholder et spejl. Heller ikke vigtigt i gætte konkurrence sammenhæng, men utrolig vigtigt i alle andre sammenhænge


3) Den kan foldes ud


4) og den kan hænge på et bord...


Det er selvfølgelig eeeen....

Transportabel taskekrog! Til når du er på café og sådan, ik?

Eiiijmen!

Tænk stort

I dag må lektien for resten af dagen være: tænk stort.
Ud af boksen, ud over rampen, ind i orkanens øje, ud hvor man ikke kan bunde og så videre og så videre.

Så det gør jeg. Tænker stort i det små.