mandag den 27. september 2010

Blog krigen?

Jeg ved ikke om der er krig. Det er der nogen der siger der er.
Men da jeg selv undersøgte sagen, kunne jeg ikke holde mig tilbage.
Flødebollen har en mening, og den har jeg kommenteret på og i stedet for, at skrive et indlæg om det - er faktisk på vej ud af døren, så tidspresset spiller også ind - så får du her min kommentar til hendes indlæg.
Glæder mig til at høre, hvad du mener.
God mandag!

Jeg hører selv til en af dem i kalder fan skraren til Julia Lahme. Grunden til dette er følgende:



Julia Lahme er den første kvinde i dette lille land, som har sat ord på det som vi alle sammen godt ved: at vi ikke er perfekte. At vi ikke kan magte det hele, at vi lyver overfor os selv og at vi skal holde op med, at male billeder af vores liv og leve i dem, i stedet.


Det startede hun med "hvor lagde jeg babyen" og det følger hun op på nu med "Sandheder fra en løgner".


og jo vi gør! Altså lyver for os selv. ALDRIG har der været SÅ mange kvinder der går ned med stress, så mange mænd der bukker under og så mange børn der får diagnoser. Skilmisser, utroskab, nætter hver for sig og andre mærkligheder sniger sig ind i de fleste forhold og ødelægger både voksne og børn. Og hvis ikke det kommer fra løgn og misforstået levemåder, ja, så ved jeg ikke hvor de kommer fra? Måske du ved det Louise?


Jeg ved, hvad jeg ser, oplever, hører og selv føler. Og jeg ser dem! De mødre der lyver for sig selv. De mødre der holder sammen på det hele og alligvel ingenting. De mødre der går op i økologi, mærketøj, babyrytmik og hentetider! De er der, de findes og mange af dem har det ad helvede til - i hvert af fald dem jeg kender! For de glemmer sig selv i kapløbet om hentetider og bollebagning. Ikke sig selv, som en del af en familie, men som kvinde. Som menneske. For vi skal leve videre, når vores unger er ude i deres eget liv. Og vi skal leve videre med vores mænd...


Og hvad så, hvis det er bedst at hente klokken 15:00? Så har du 4-5 timer med dem i stedet for 3-4? Og hvad så?


Helt ærligt - hvad så?


Jeg ved, hvor glad min søn er for sin vuggestue. Hvor der er sang, musik, bål og legekammerater. Jeg kan se på ham , hvor meget han er vokset i sit sind efter han er startet der nede. Jeg syntes det er fantastisk, at han kan lære at relatere til andre mennesker og indgå i et fælleskab udenfor hans familie. Og nej - jeg mener virkelig dybt inde i mit hjerte, at han har det bedst, når han både er sammen med os (ikke kun mooooaaar eller faaaaaar, som du kalder jer...) og pædagoger, andre børn, vores familie eller vores venner. Han skal have det hele og blive tryg i livet. For jeg tror på, at er han stærk i fælleskabet vil han søge det som voksen. Blive en mand med empati og indlevningsevne. Et menneske der kan sætte sig i andres sted, og derfor ikke er så hurtig på aftrækkeren til at droppe forholdet, uddannelsen, jobbet eller livet. For han kan være i det, uden at miste sig selv.


Men jeg er også den mor, der sparer op til hans jordomrejse, helst ser at han flytter når han er 18 og i hvert fald mener, at han skal prøve at bo mere end 200 kilometer væk fra hans Moooooaaaar.


Ud, væk, voks med kærlighed i hjertet.


Men tilbage til løgnen.


Hvor var alle de kvinder der også havde haft kolik børn, da jeg selv stod med håret i en smadret postkasse med en dreng der skreg, skreg, skreg, skreg og skreg i 3 måneder? Da jeg åbnede op omkring det og fortalte hvor meget jeg havde lyst til at smide ham ud af vinduet og skride fra det hele, kom de mylrende - alle de kvinder der følte det samme. Men kunne de åbne op, da jeg næsten græd det ud til mit første mødregruppe møde? Nej, ikke en eneste! Og hvorfor?


Ja, jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre dit svar, Louise, på det spørgsmål.


For de er der. De løgnagtige kvinder og mødre. Tro mig - de er der!


Det er heldigt at du ikke er en af dem. Men vi skylder hinanden, som kvinder, at give rum for frustrationer og lortespasser unger og skidehamrende latterlige mænd.


Der findes nemlig et sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hindanden.


og jeg mener faktisk at Julia Lahme, har hjulpet mig ved at være ærlig. Som den første.


Mange hilsner fra


Cristine

10 kommentarer:

bare WUNDERBAR sagde ...

Det var et spændende indlæg, som jeg da rigtigt gerne vil kommentere på.. nu har jeg altså ikke læst med inde hos louise og ved ik helt endnu hvilken krig vi taler om (det skal jeg nok lige få gjort, altså læst..), men jeg vil sige at jeg A- Er fuldstændigt enig med dig... B- Er fuldstændigt uenig med dig...

Hmmm det lyder måske mærkeligt.. Jeg har selv læst Julias bog, og den var også rigtigt go for mig mens jeg barslede, og der var en del ting, som jeg godt kunne forholde mig til, men der var også ting som jeg ikke syntes passede på mig..

Jeg har det ligesom dig, at jeg har det rigtigt godt med at mine børn er afsted og bliver passet.. havde jeg muligheden for det, ville jeg ALDRIG holde dem hjemme alligevel,netop fordi børnehaven kan gi dem en hel masse som jeg/vi ikke kan herhjemme. Jeg har på ingen måde dårlig samvittighed når vi får dem passet, bare glæde over de oplevelser det kan gi dem og nydelse af alenetiden til de voksne. Jeg er ikke nogen perfekt mor.. jeg råber lidt for meget, har ik altid styr på frugt og mad til børnehaven når vi vågner.. der roder af h til herhjemme, jeg er tit træt som ind i h... og og og.. her det store MEN... Jeg elsker at bage boller, jeg elsker at læse bøger for mine børn, jeg kan egentligt godt li tanken om økologi (tøjet er jeg så lidt mere ligeglad med, hvis bare det er pænt og som jeg /vi kan li det), jeg elsker de små hyggelige og pussenussede ting i hverdagen... Og min blog (hvis det også er det det handler om, altså i forhold til at være ærlig!)den vil jeg gerne bruge til alle de skønne ting.. Jeg har nemlig overhovedet ik behov for at dele mine sårbarheder, utilstrækkeligheder og små misserer fra virkelighedens verden med resten af verdens befolkning, som må have lyst til at klikke ind hos mig på nettet.. og i forhold til mine børn føler jeg, at jeg har et rigtigt stort ansvar for ikke at vise sider af mig selv og dem og resten af vores familie, som vil lægge dem til last.. Jeg har rigtigt gode veninder, en dejlig søster og en dejlig mor.. dem snakker jeg med om de problemer og de trælse ting i hverdagen, det er jo det der gør dem til mine helt særlige og nære, dem der er der for mig, og dem jeg er der for! DET synes jeg ikke nettet og dem der måtte læse med der er.. Og jeg ser det ikke som en løgn når jeg på min blog viser sjove ting man kan lave, el dejlige billeder af glade ting.. Jeg ser det som tilvalg og fravalg her i livet, og jeg vil gerne have et sted hvor jeg kan samle glade ting og som kan gøre andre glade når de kigger ind..
Til slut tænker jeg... der er da ikke nogle som er så naive at de tror at det kun er lutter lagkage hvis ikke man viser de mere negative sider? Hvis læseren ikke selv kan se igennem det, så tror jeg ikk vedkommende i virkeligheden kan bruge skriblerierne til så meget, og så er det måske lige meget det hele alligevel? Jeg føler det virkeligt på ingen måde som en løgn, når jeg ikke viser de negative sider og rodet hjemme hos os, og det er ikke fordi jeg ik tør sige det, men sådan føler jeg det bare ik!..
Jeg synes det er en rigtigt go bog julia har skrevet og jeg kan også rigtigt godt li hendes blog, men personligt ville jeg aldrig udlevere mig selv og min familie i den grad.. jeg ville virkeligt synes det var mærkeligt at hver gang jeg mødte et nyt menneske, så ville vedkommende nærmest kende mit indre på forhånd? Nej tak..

Men hver sin måde.. Og det er måske det der er hele min pointe, at det da for pokker også må tælle lidt at vi er forskellige at bloggene er forskellige og at man vælger at dele og prioritere forskellige ting med hinanden... :)

Malene sagde ...

bare WUNDERBAR: Hvor er det bare fint formuleret!!! Jeg havde samme ambivalente følelse, da jeg læste "hvor lagde jeg babyen" og jeg hører også til dem, der helst ser mig selv som et sted i midten af det hele. Der er dage hvor det bare kører og så er der dage, hvor det hele går op i hat og sådan er det sgu nok for de fleste af os UANSET om vi fremstiller os selv som "perfekte" eller "uperfekte" mødre!!
Personligt har jeg det også bedst med at gemme børneorm, skænderier og gamle indtørrede pletter af havregrød til mine nærmeste!

Jeg er iøvrigt glad for at høre, at der findes andre som synes at det er rigtig fint at aflevere afkommet i en vuggestue og så fint kan sætte ord på netop denne del af debatten!

Astrid sagde ...

Christine, jeg er ny læser her. Og jeg er fan nu, af dig! Lige mine ord, det hele!

Gitte K sagde ...

Igen Cristine ... rammer du hovedet på sømmet i mit liv. Jeg kunne have skrevet det der!!

Fint nok, at jeg ved det NU, at gråhvide løgne og selvbedrag florerer mellem mødre, samt at de fleste åbenbart anvender en mere sejlivet mascara end jeg gør.

Men jeg har sat mig for, at jeg ALDRIG vil lyve overfor en nybagt mor, der står med skægget i postkassen og kigger forgæves i vejviseren efter en, der har eller har haft det som hun.

Jeg vil aldrig lade som om alt er en leg med NC. Heller ikke overfor mig selv.

Kvinde er kvinde værst, når vi behandler hinanden sådan. Og vi er sgu da klogere end som så - eller burde være!! Er vi da fjender eller konkurrenter eller bare ekstremt små mennesker, der tror, at det at vise lidt svaghed eller sårbarhed er farligt?

En hel mødregruppe (som min) sad kollektivt og jublede over hvor let det var at have en nyfødt. Der sad jeg som den eneste Mislykkede Mor og pippede 'jamen, har I ikke prøvet/oplevet/følt ...?' 'Nej, det kender VI ikke noget til!'

Jeg følte mig så forkert, mislykket og galt på den, indtil jeg læste dit indlæg på Julias blog. Dér fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste.

Når jeg så mødes med mødregruppedamerne på tomandshånd viser det sig, at verden er helt anderledes. Hvis man skal vise sig i mødregruppen, hvor er vi så henne?

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden.

Man kunne tilføje 'og for dem, der lyver for hinanden!'

Kat sagde ...

Spændende debat, du rejser. Jeg har hverken læst bogen om den forsvundne baby, eller den om løgnen, eller det indlæg, du selv kommenterer på, men derfor kan jeg vel godt udtale mig:)

Det, jeg vil udtale mig om er bare det med at fremstille sig selv mere eller mindre perfekt på sin blog. Jeg er nemlig også en af dem, der får galloperende fnidder af perfekte kvinder og mødre. Jeg er absolut ikke perfekt selv, og har intet problem med at udstille min appelsinhud og strækmærker, købeboller, rod, støv, snotnæsede børn og alt det andet. Jeg bruger bare ikke min blog til det, jeg gør det i det private og i andre fora på nettet. For mig har ethvert net-miljø sine styrker og muligheder. Min blog er MIIIIN. Mit lille helle, hvor jeg kan vælge at vise alt det, der er solskin i min dag. For der er eddermame også meget leverpostej, mange frustrationer i forbindelse med at være mor, dem deler jeg andre steder.

Men jeg kan da afsløre, at det er ualmindeligt svært for mig at finde locations i mit hjem til at tage billeder, der ikke bare RODER i baggrunden;)

Jeg lyver ikke på min blog. Jeg er selektiv. Ikke fordi, I ikke må se mine svagheder, det må I gerne, som sagt bare andre steder. Men min blog er altså mit lille hjørne af verden, hvor jeg har givet mig selv lov til at fokusere på min kreativitet.

Engang blev jeg utroligt provokeret af perfekte kvinder. Det gør jeg ikke længere, jeg har bare lidt ondt af dem, for i min verden vidner det mere om at de skammer sig over dele af deres liv. Dele som vi jo alle har.

Og nu vil jeg så flashe min uperfekthed ved at poste denne rodede kommentar. Den er skrevet i et anfald af multitasking. En evne jeg på ingen måde besidder!

Cristine sagde ...

Kære alle sammen,
Nu skærer jeg over en kam, og det er forkert - jeg ved det. Men jeg mener nu alligevel, at jeg godt kan sammenfatte et svar. Forhåbentlig kommer der flere svar, som de uperfekte og perfekte mødre kommer hjem, får madet, leget og puttet og går i gang med at hygge sig med blogs.

Jeg bruger min blog til lidt af hvert. Jeg er både ærlig, råbende, sur, tvær, glad, optimistisk og maler med hele palletten. For sådan er jeg. Også i mit private liv. Mine venner kender mig som et enormt levende menneske, og jeg er ikke bange for at give af mig selv. Hvis du vil vide noget, så spørg og jeg svarer. Kan du ikke lide svaret, skulle du ikke have spurgt! Sådan er jeg nok opfattet af de fleste. Dermed ikke sagt, at jeg ALTID bare ytre min mening (hø hø) - i know (am still learning) when to shut up.
Derfor er min blog også sådan. Og jeg ELSKER alle slags blogs. Det vil min blogroll også vidne om. Og at nogle IKKE vil dele ud af... ja, hvad de ikke vil dele af, det er virkelig i orden med mig! Sådan for alvor i orden. For der er da også ting, jeg kun fortæller bedste veninden og manden. Der er hemmeligheder indeni mig, som kun 2 mennesker kender til. Og sådan er jeg også.
Så alle jer, der "kun" kreaere på blogs - bliv ved, I loooooove it. Og alle jer som skriger på jeres blogs: bliv ved- I loooooover you to.
Nej, jeg ser debatten som større end det. Julia Lahme gør det utrolig godt. Hun skriver bøger, holder foredrag, blogger for fulde gardiner og er en omvandrende succes i manges øjne. Og dog - for vi kan jo læse hendes bøger om, hvor lidt succes hun også er.
Det her land trænger til kvinder som hende. Det trænger også til så meget andet, men specielt kvinder som hende. Og blogland har givet det talerør, som der var og er, behov for.
Jeg indrømmer det blankt! Jeg er stor fan af Julia Lahme. Og ja, nogle gange er hendes blogs ikke det vildste nye, nogle gange er de vilde og nej, jeg blev total fortørnet da hun, i "Hvor lagde jeg babyen" brokkede sig over at veje 85 kilo... Halllo! Kan du sige 105 for en hval, som jeg vejede da jeg toppede. Men det er ikke det det drejer sig om. Julia Lahme tør nemlig. Jeg tror ikke jeg ville turde skrige min længsel om kolik og grimme tanker ud, hvis ikke hun havde givet rum for det.

Og jeg vil gerne være fan. Jeg vil gerne have en at se op til. Jeg vil gerne have et forbillede. Og jeg er ikke bange for at hylde. For jeg syntes virkelig, at hun er sej.
Det jeg ser som faren i flødebollens/Louises indlæg er nok helt enkelt dette: Der findes kvinder der ude, som ikke tør. Som er bange for, hvad andre syntes om dem, om de er gode nok som kvinder, mødre, kollegaer og andre ting. Og de har brug for at få af vide, at vi andre er lige nøjagtig så usikre som de er. At vi laver lige så mange brølere og har lige så mange grimme tanker om familielivet, som de har.
For hvis vi IKKE siger til dem, at vi forstår og vi er på samme måde, bure de sig inde og bliver kede af det. Og kede af det kvinder, er ikke de bedste mødre... ligesom jeg ikke var den bedste mor, da Hjalte skreg! Det blev jeg, fordi jeg opdagede, indeni alt det dårligdom, at der var andre som mig og andre som var lige så ringe.
Og dermed blev jeg faktisk - i den erkendelse - den perfekte mor...

Så vi SKAL SKAL SKAL SKAL være ærlige. Og hvis det så er ærligt, at det hele kører, jamen så HURRAAAAAAA!

Men vi skal! love hinanden det som Gitte har lovet sig selv - og som jeg har lovet mig selv -at møder vi hende moderen der er ked af det så lytter vi. Ikke fortælle, hvad hun kan gøre - men lytte og så sige:
Ved du hvad, det forstår jeg så uanmimdelig godt (hvis man gør, hvis man ikke gør, så send dem videre til mig - for jeg forstår!)

Forstår i? Eller er jeg helt sort... det syntes jeg lidt selv jeg er.
KH C

Cristine sagde ...

Kære alle sammen,
Nu skærer jeg over en kam, og det er forkert - jeg ved det. Men jeg mener nu alligevel, at jeg godt kan sammenfatte et svar. Forhåbentlig kommer der flere svar, som de uperfekte og perfekte mødre kommer hjem, får madet, leget og puttet og går i gang med at hygge sig med blogs.

Jeg bruger min blog til lidt af hvert. Jeg er både ærlig, råbende, sur, tvær, glad, optimistisk og maler med hele palletten. For sådan er jeg. Også i mit private liv. Mine venner kender mig som et enormt levende menneske, og jeg er ikke bange for at give af mig selv. Hvis du vil vide noget, så spørg og jeg svarer. Kan du ikke lide svaret, skulle du ikke have spurgt! Sådan er jeg nok opfattet af de fleste. Dermed ikke sagt, at jeg ALTID bare ytre min mening (hø hø) - i know (am still learning) when to shut up.
Derfor er min blog også sådan. Og jeg ELSKER alle slags blogs. Det vil min blogroll også vidne om. Og at nogle IKKE vil dele ud af... ja, hvad de ikke vil dele af, det er virkelig i orden med mig! Sådan for alvor i orden. For der er da også ting, jeg kun fortæller bedste veninden og manden. Der er hemmeligheder indeni mig, som kun 2 mennesker kender til. Og sådan er jeg også.
Så alle jer, der "kun" kreaere på blogs - bliv ved, I loooooove it. Og alle jer som skriger på jeres blogs: bliv ved- I loooooover you to.
Nej, jeg ser debatten som større end det. Julia Lahme gør det utrolig godt. Hun skriver bøger, holder foredrag, blogger for fulde gardiner og er en omvandrende succes i manges øjne. Og dog - for vi kan jo læse hendes bøger om, hvor lidt succes hun også er.
Det her land trænger til kvinder som hende. Det trænger også til så meget andet, men specielt kvinder som hende. Og blogland har givet det talerør, som der var og er, behov for.
Jeg indrømmer det blankt! Jeg er stor fan af Julia Lahme. Og ja, nogle gange er hendes blogs ikke det vildste nye, nogle gange er de vilde og nej, jeg blev total fortørnet da hun, i "Hvor lagde jeg babyen" brokkede sig over at veje 85 kilo... Halllo! Kan du sige 105 for en hval, som jeg vejede da jeg toppede. Men det er ikke det det drejer sig om. Julia Lahme tør nemlig. Jeg tror ikke jeg ville turde skrige min længsel om kolik og grimme tanker ud, hvis ikke hun havde givet rum for det.

Og jeg vil gerne være fan. Jeg vil gerne have en at se op til. Jeg vil gerne have et forbillede. Og jeg er ikke bange for at hylde. For jeg syntes virkelig, at hun er sej.
Det jeg ser som faren i flødebollens/Louises indlæg er nok helt enkelt dette: Der findes kvinder der ude, som ikke tør. Som er bange for, hvad andre syntes om dem, om de er gode nok som kvinder, mødre, kollegaer og andre ting. Og de har brug for at få af vide, at vi andre er lige nøjagtig så usikre som de er. At vi laver lige så mange brølere og har lige så mange grimme tanker om familielivet, som de har.
For hvis vi IKKE siger til dem, at vi forstår og vi er på samme måde, bure de sig inde og bliver kede af det. Og kede af det kvinder, er ikke de bedste mødre... ligesom jeg ikke var den bedste mor, da Hjalte skreg! Det blev jeg, fordi jeg opdagede, indeni alt det dårligdom, at der var andre som mig og andre som var lige så ringe.
Og dermed blev jeg faktisk - i den erkendelse - den perfekte mor...

Så vi SKAL SKAL SKAL SKAL være ærlige. Og hvis det så er ærligt, at det hele kører, jamen så HURRAAAAAAA!

Men vi skal! love hinanden det som Gitte har lovet sig selv - og som jeg har lovet mig selv -at møder vi hende moderen der er ked af det så lytter vi. Ikke fortælle, hvad hun kan gøre - men lytte og så sige:
Ved du hvad, det forstår jeg så uanmimdelig godt (hvis man gør, hvis man ikke gør, så send dem videre til mig - for jeg forstår!)

Forstår i? Eller er jeg helt sort... det syntes jeg lidt selv jeg er.
KH C

bare WUNDERBAR sagde ...

Malene-
Da jeg lige læste hele kommentar rækken igennem, og læste dit svar om at du var enig med mig og det med børneormene, så fik jeg sådan et... guuuud skrev jeg at det med børneormene alligevel??!... DET gjorde jeg så allgigevel ik, men det er åbenbart så ualmindeligt almindeligt, at andre også kender til lige netop det... Hahaha...

Cristine-
Jeg forstår helt og aldeles hvad du mener...! Men jeg tror i bund og grund ik at der er SÅ meget løgn i mødregrp og jeg må indrømme at det altså ikk gælder for mig det med at ingen mødre forstår.. Jeg synes vi har været gode til at dele og støtte i begge de mødregrp jeg er kommet i, og jeg har aldrig oplevet den verden med at alt er SÅÅååå perfekt og det lader man som om.. men selvfølgeligt er den der sikkert derude..
I forhold til julias bog var der flere ting der bare slet ik passede på mig.. for det første har jeg 7-9-13 faktisk været heldig at have børn som sov godt og som aldrig har haft problemer med maven.. for det andet så drikker jeg aldrig og kan derfor ik længes efter en sjus.. har ik haft det der vilde hvor var tiden før jeg blev voksen, og har egentligt godt kunnet nå i bad inden jeg sku noget.. get the point? Så på den måde var bogen sådan lidt urealistisk uperfekt for mig på nogen måder.. Jeg forstod dog det med brystbetændelsen, og det med at man bare gerne vil gi sit barn det bedste og at det kan være svært.. følelsen af ik altid at være tilstrækkelig osv. og da jeg havde læst bogen følte jeg mig opløftet, og jeg synes den var virkeligt godt velskrevet..
SÅ altså jeg tror egentligt i bund og grund vi forstår hinanden så fint.. :) meeen, jeg synes louise også havde et godt indlæg.. et indlæg som faktisk gav en del power for mig ved at fokusere på vores styrker og det vi KAN og ved at kigge på de ting vi gerne vil ændre el kunne, og for mig er det da kæmpevigtigt.. kunne sagtens erklære mig enig inde hos louise.. og også uden at tænke at svage sjæle ville forfalde til at være perfekte.. hvis jeg nu slapper af med at bage boller og den slags små sysler, så er det vel fint for mig, ligesom andre slapper af med at tage en løbetur el en times spinning om morgenen (hvilket så SLET ik er mig... )..
Længere indlæg.. Hav en go dag ik... :)

Cristine sagde ...

Kære Wunderbar.
Tak for dit indlæg, syntes det er fedt at du tager tid til dette. For jeg syntes det er et vigtigt område. Og jeg tror vi er enige langt hen ad vejen.
Det var heller ikke hele Julias bog, jeg kunne nikke genkendende til. MEN, det som jeg kunne nikke genkendende til var det komplekse, forvirrende og kaotiske univers som moderskabet var.
Jeg havde foreksempel slet ikke brystbetændelse, som Julia beskriver i bogen. Jeg havde et kolik barn, og det havde Julia ikke. Så jeg tror ikke man skal tage bogen så bogstavligt.

Jeg tror det der adskiller mig og Louise er den selvironi jeg finder "trøst" i, i de kvinder som skriver det så direkte. For i alt den perfekte uperfekthed, ligger der en enorm selvironi, som er så forbandet vigtig for at komme hel igennem alle de udfordringer der er, som kvinde, mor, kæreste, kone og hvad vi har. I hvert fald vigtig for mig!
Kan man se sig selv udefra, og tage tykt pis på sig selv og den, nogle gange håbløse, sitaution man er i - så er man kommet langt.
Dermed IKKE sagt, at Louise og andre som IKKE skriver om moderskabet på samme måde, ikke har selvironi i hverdagen eller som mor. Julia og andre som hende, har bare valgt at dele det med os andre, og det tager jeg virkelig hatten af for.
Og så tror jeg det dybest set også handler om blufærdighed, personlighed og smag.
Og hurra for, at vi alle er forskellige og kan lide forskellige ting!
Men endnu engang tak for de mange gode indlæg!
KH C

Cristine sagde ...

Jeg vil så lige tilføje, at jeg faktisk er glad for min mødregruppe - eller den rest der er tilbage af den. De to damer jeg holder sammen med og deres unger, er en gave!
Det jeg mener er, at jeg havde håbet på at få rum for at sige, at jeg syntes det var ekstremt hårdt og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg ikke, men måtte gå andre steder hen.
Nu, hvor jeg har lært dem at kende - de sidste der er tilbage - så ved jeg vi kan snakke om det. Men jeg havde mere brug for det dengang... man kan ikke forlange af andre, at de er som en selv. MEN jeg håber at fremtiden bringer mindre berøringsangst og mere åbenhed med sig.
KH C