onsdag den 22. september 2010

Det jeg kan gøre

I dag er der endnu en mor der mangler sin søn. For resten af livet.
En soldat er død i Afganistan. Endnu en.

Det brækker mit hjerte midt over. Jeg tænker på min egen søn, min venindes søn, men aller mest på min mors søn, som er min bror. For lige om lidt skal han også derned.

Jeg hader, at han skal derned! Men jeg elsker min bror og respekterer ham og hans valg.
Og så skal jeg kramme-nusse-elske-pleje-bage kage til-tage i biografen-spille spil og dobbelt elske hans børn mens han er afsted. Og drikke store sjusser med hans skønne viv når hun har brug for en brandert og en snak.
Det kan jeg gøre.
Andet kan jeg ikke gøre...

6 kommentarer:

June sagde ...

Det er også en del at kunne!

Jeg vil vædde på, at din bror er glad for din opbakning, og at det giver ham noget at vide, at andre passer godt på hans familie mens han er væk. <3

Men hvor jeg dog forstår dig! Eller det vil sige, at det gør jeg jo ikke, for jeg har aldrig været i den situation - heldigvis.

Men jeg ville helt sikkert også hade det, og være så bange for, at der skulle ske ham noget.

Så tanker og cyberkram herfra.

Mona sagde ...

Min bror var afsted sidste år. Fra August til februar med hold 8.
Jeg kan kun fortælle at det bliver hårdt og så sende et blogkram.

Men - min bror kom hjem. Helskindet, både fysisk og psykisk. Det gør flertallet, og det gør din bror også. Se frem til den dag han kommer hjem - nej, start med at se frem til hans leave. Og derefter til den dag han kommer hjem. For de dage er fantastiske - især den sidste!

pif paf puf sagde ...

Jeg kan kun give June ret!
Jeg ville også hade det! Men hold da op hvor er han heldig at have sådan en dejlig søster der er der for ham og hans familie!
Det er sgu sejt! :-)

MissUdsholt sagde ...

Drinks er netop også hvad jeg vil gøre med min veninde når hendes kæreste skal et halvt år til Kosovo.
Massere af drinks og kram og bare veninde kærlighed <3
tak for dejlig blog

Lotte sagde ...

Hejsa - jeg kan så godt sætte mig i dit sted. Jeg har selv en bonus søn der (gudskelov) lige er kommet hjem fra Afghanistan. Det er ABSOLUT ikke sjovt mens det står på, ens ører hænger ved radio og TV ved den mindste nævnelse af landet.... Men som du også så rigtigt siger - der er bare ikke noget man kan gøre.. Det er deres valg, og så må man bakke op så godt man kan (og tælle dagene til han kommer hjem). Men en RIGTIG god plan du har med at tage dig af din brors børn og kone imens, det bliver de helt sikkert glade for.

KH Lotte
ps - skøn blog du har :-)

Cristine sagde ...

Kære alle sammen,
I har ingen ide om, hvor meget det betyder, det I skriver.
For det er hårdt at tænke på og komme overens med. Jeg prøver faktisk at lade det fylde meget lidt, og derfor "snakker" jeg heller ikke meget om det, her på bloggen. Så netop derfor, betyder det meget, når man så åbner op og får respons på det.
Det er en situation, som ikke rigtig kan beskrives med ord.
Jeg kommer bedst overens med det, når jeg tænker på, at det der hjælper min bror med at koncentrere sig om opgaven er, at han ved de har det godt derhjemme.
Så derfor bliver det min mission, mens han er afsted på sin.

Med mange KH
Cristine