tirsdag den 7. september 2010

Komfortzone

Og så var det lige, at jeg kom til at tænke på det med at sidde fast.


"Okay, sådan lidt ligesom dem der sidder i en mine, i Chile? Eller måske lidt som dem (læs: mig) der sidder fast i caféstolen fordi røven stadig ikke har genfundet sin plads her i tilværelsen?" Spørger du.
"Nej, sådan lidt som dem, der sidder fast i livet" svarer jeg så.
For jeg havde nemlig en snak med veninden i søndags, omkring det med at sidde fast i livet. Og om man nogle gange kan - i komfortzonens grimme omfavnelse - komme til at vælge det trygge, det normale og det som ikke kræver særlig meget, kun enormt meget af ens bank.

For et par år siden var vi så forhippede på, at vi skulle have hus, barn og rede, at vi løb ud og købte HUSET. I ved, det hus der er så fantastisk, at man ikke kunne forestille sig at bo andre steder i hele verden - heller ikke i et palads på en Bounty ø. Og sådan har vi haft det i lang tid med vores lille perle. Det er et skønt sted for Hjalte at vokse op. Der er sø, ænder, træer der vejer i vinden, naboer der passer katten og altid har en ekstra kop kaffe. Der er privat musik- og natur vuggestue med 5 voksne til 12 børn og økologisk mad til frokost. Her er også unge mennesker der keder sig og derfor brænder ting af, og det kan jeg egentlig godt forstå, for her bor familier. Det er ikke et sted for unge mennesker der vil skate, male graffiti og lege med hinanden som man nu gør i den alder. Nej, her bor familier.
Og jeg må indrømme at jeg elsker det - det gør jeg virkelig. Jeg elsker at min søn er så glad i livet, hviner hver gang han ser sine ænder, elsker Bente i vuggeren og nyder træerne der vejer i vinden.

Reden er det vigtigste i mit liv. Jeg vil hele livet blive ved med at flyve i al slags vejr for at finde de rigtige pinde til min rede, så den forbliver stabil og tryg.
Men de pinde kan måske også findes i Berlin, I New York, i storbyen og måske kan de også lægges i en lejet lejlighed? For et par år siden havde jeg svaret klar nej! Nu: Ja nu ved jeg faktisk egentlig ikke... for hvorfor egentlig ikke?

Jeg har nemlig opdaget, at omgivelserne for min rede ikke er nær så vigtige som jeg havde troet. Jeg har opdaget, ved ikke at have råd, at det at have råd – ikke er vigtigt. Det er vigtigt at vi kan leve, og i nogle perioder er det vigtigt også et leve godt. Men det er ikke vigtigt om der er nye køkkener, tilbygninger, mange kvadratmeter at boltre sig på eller ænder i baghaven. Det vigtige er det nede i maven. Det som du falder i søvn med hver aften, har med i dine drømme og som du vågner op til om morgenen. Hvis det ikke stemmer overens med det som du har skabt af rammer for dit liv, tror jeg det vil indhente dig en dag. Hos mig ventede det ikke med at indhente mig til ungerne blev store og jeg skulle til at bruge mig selv som katalysator for mit eget liv. Det kom snigende da barslen var færdig, jeg havde sagt mit job op for familiens skyld og derfor går ledig. Her kom det snigende, at jeg ikke vil arbejde så jeg ”bare” kan få en løn og ”bare” leve her i fordragelighed med min familie. Den komfortzone jeg havde styret imod i lang tid – smuldrede pludselig under mine fødder.

For komfortzonen tager ikke hensyn til mennesker. Den tager kun hensyn til omgivelser og rammer.

Og hvad er det egentlig vi vil opnå med hus, børn, job, fast indkomst og billig benzin? Vi kan jo blive ved med at fylde på i rammerne og plastre hjemmet til med ting vi ikke vidste vi ville eje, og så glæde os til at nyde det hele – i weekenden, når vi lige har overstået alt det andet vi også skal nå.

Gør det mennesker glade, at leve i trygheden og søge efter komfortzonen? Jeg tror det ikke. Ikke fordi jeg tror alle mennesker er ligesom jeg. Men fordi jeg tror, at mennesket er sat i verden for at udvikle sig. Ellers ville vi ikke kunne gå nu. Vi ville ikke kunne bygge. Vi ville ikke kunne rejse eller opleve andre kulturer, hvis vi ikke havde udviklet os fra huleboernes tid.

Og hvis man tror, at man bare lige skal have børnene, huset og jobbet inden man kan gå i gang med at udvikle sig, så tager man fejl. For ofte har man glemt sig selv i hele denne lange proces. Glemt, hvad det var man drømte om, og glemt at høre efter den lille stemme i maven der ALTID fortæller dig, hvad du allerhelst ville, hvis du bare lige kunne…

Den stemme er jeg begyndt at høre lidt efter nu, og det er ikke helt rart altid. For det kræver enormt meget af mig. Og det kræver at jeg tør tænke på mig selv, og ikke på andre – en mission der er stort set umulig, når man er mor.

Hvor det hele ender, ved jeg ikke. Og der er heller ingen grund til, at jeg skal vide det lige nu. Der er nogle gode ting i gang og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det. Og får jeg det job, som jeg ønsker mig brændende og som jeg skal til samtale på, ja så vil jeg juble alle dage indtil jul og sandsynligvis fortsætte derefter. Men jeg håber, at jeg husker på ikke at lade komfortzonen overmande mig igen og give mig selv mulighed for at lyve lidt for mig selv.

For jeg har løjet overfor mig selv. Og det er sgu da noget pis…

5 kommentarer:

June sagde ...

Amen!

....Og måske der kommer en lidt mere uddybende kommentar senere, men lige nu har jeg ikke hjernekapacitet nok ;-)

Line sagde ...

Tankevækkende indlæg - siger hende der virkelig prøver at finde ud af hvor reden skal bygges færdig henne...

Kolorista sagde ...

TAK - og i det lille-bitte ord ligger der SÅ meget mere end du måske lige tror - for du satte de smukkeste ord på mine idealer og den (ganske vist lille) livsløgn jeg selv står i lige nu, og prøver at arbejde mig ud af. Kram - og du styrer bare så meget - fra Lisbeth

Tea sagde ...

Jeg fandt tilfældigvis din blog for kort tid siden, men dette indlæg er jeg vendt tilbage til... flere gange i løbet af de sidste par dage.Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg har ikke hus, men komfortzonen eksisterer alligevel og jeg har været meget tæt på at ende der, hvor jeg altid forsværgede jeg ville ende. Jeg elsker mine børn, men det er som om, man bliver blind for sig selv et stykke tid efter man har fået dem... og det skal man vel egentlig også, men man må bare ikke glemme sig selv helt processen og de andre drømme man havde. Jeg tænker og tænker... ligesom dig. Gad vide hvad det hele ender med?

Cristine sagde ...

Kære alle sammen. Det er så utrolig rart ved det her blog land, at andre stiller op når man skriver om noget, der er så personligt. For selvom jeg altid prøver at bringe humoren ind i det, så er det jo en alvorlig sag.

Det kører stadig rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at finde hoved og hale i det - ligesom I gør.
Jeg vil i hvert fald følge med hos Jer og håber I følger med hos mig. Det kan være vi alle inspirere hinanden, så vi på et eller andet tidspunkt står med den gyldne løsning. (gør vi set, sælger vi ideen sammen og lever i luksus resten af vores liv ;-) )

Med så mange KH, at I ikke kan forstå det,
Cristine