søndag den 31. oktober 2010

But How?

Statistik er fantastisk. Og specielt den narcissistiske af slagsen. Den hvor man kan læse, hvor interesserede folk er i een. I mig.
Det kan man her i blogland. Blandt andet kan jeg få af vide, hvordan folk er kommet her til. Ja, ingenting er hemmeligt på nettet, hvis du troede det.
Men hvordan det går til, at jeg har haft et besøg på baggrund af en google søgning der lød således:

anette kokholm slank for altid
ja det, ved jeg simpelthen ikke...

Men du er velkommen!

Ps. og må jeg lige sige, at ALLE besøg er velkommen! Også Anette Kokholm, ligegyldigt om hun er slank for altid eller ikke. 

lørdag den 30. oktober 2010

Må vi godt det?

I dag har vi gået med røven bar. Sådan helt bogstavlig talt. Hjalte, fordi han har en rød røv der gør ondt. Jeg fordi jeg ikke kom længere, og manden fordi vi andre gjorde det.
Jeg fik aldrig Hjalte i tøjet - han har den samme natdragt på nu, som han sov i natten før. Jeg selv tog en trusse på, da naboen for anden gang kom forbi, og jeg begge gange var en anelse i tvivl om, om han kunne se det hellige helligste.

Aftensmaden har bestået af spejlæg, lune deller og en rest pizza fra i går. Det bliver jo blandet i maven alligevel.
Hjalte har tisset to gange på gulvet og ellers nydt sin frihed og vraltet rundt, stoppet op, kikket ned og grint højtlydt til mig.
Og når han ikke grinede mere, så han Prop og Berta, Bamse og Kylling - både på DVD og på YouTube.
Jeg sov med et åbent øje igennem alle film og nu sidder jeg her. Med Cola og kaffe og et søvnunderskud.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke, hvorfor jeg skriver det her lige nu.

Men man behøver jo ikke altid vide alt ting vel?

fredag den 29. oktober 2010

Vil du voldshoppe sammen med mig?

Hvem vil med til London og voldshoppe? Foreksempel kunne man gå amok i Irregular Choise butikken og købe alle disse her gakkede og fuldstændig henrivende, underlige, mærkelige, sære og smukke sko.



Yes?
Se alle skoene på: http://www.irregularchoice.com/

If you want me to remove the picture, please let me know: cristineblog@gmail.com



torsdag den 28. oktober 2010

En farvebombe af en fed blog

http://www.colormekatie.blogspot.com/

Det er en sand farvebombe der møder der, når du klikker ind på denne blog. Jeg blev fan ved første øjekast!
Her er et lille udpluk


Bloggeren hedderKatie Sokoler og bor i det fantastiske Brooklyn. Hun er fotograf og street art kunstner og hun gør det godt. Virkelig godt.

Der er helt mørkt...

Der hvor jeg har lagt mit hoved...

Og jeg skriger undskyld ud i verden, så højt jeg kan.
I ved hvem I er, jer der fortjener en undskyldning...

Lights out!!

onsdag den 27. oktober 2010

Kan knappenålen larme mere?

Manden er på job. Hjalte sover i sin seng. Jeg sidder i sofaen med regional TV tændt. Jeg har lavet god kaffe - altså den jeg selv maler, hælder på kande og tålmodigt venter på, at den trækker færdig i stempelkanden.

For første gang i meget lang tid, er der stille. Ikke i stuen, heller ikke udenfor, hvor efteråret regner på mine ruder. Der er stille i mit hoved.
En lille brik er faldet på plads - om ikke andet, så i et par måneder.
Og hvis man kan tale om, at livet er et puslespil man lægger hele livet, og som forhåbentlig falder i hak i sidste hjørne, så har jeg lagt endnu en brik i det der liv.

Jo, du har ret. Jeg er en smule filosofisk og bare rolig - det holder op igen. Bilkøer, morgenkaffe, sulten pengepung og larmende familie skal nok lægge en dæmper på det om et par dage.
Men lige nu er der stille. Og for en i helvede, hvor er det rart. Også selvom jeg har lært, at man ikke må bande på en blog.

Shyyy.

tirsdag den 26. oktober 2010

Give Away videre!

OPDATERET: BILLETTEN ER STADIG LEDIG!!

Jeg ærger mig grøn og blå i disse dage. Jeg har nemlig vundet en fribillet ovre hos Karen, som jeg ikke kan bruge alligevel. ØV!
Billetten skal indløses den kommende weekend til Kreative Dage i Fredericia, og jeg kan alligevel ikke komme med. Barn og pasning I ved... Og jeg gider ærlig talt ikke slæbe ham med og forvente at han opfører sig normalt mens jeg svimler over perler og fimoler.

SÅ NU! Er det edderrødme om at give den gas kære blogvenner! Den der først skriver en kommentar, får en billet tilsendt af mig. Nemlig!

SÆT IGANG.

mandag den 25. oktober 2010

Ja, jeg tager da gerne 2 stks. af dem

Altså sådan en uge, hvor alt kokser.
Eller sådan en weekend, fyldt med familie
Eller et barn med 38.8 i feber
Eller en tynd mave
Og en glemt mobil telefon og derfor en lang omvej, tilbage til familien, efter den,

Og jeg piver ikke - nej...

Eller - jo jeg gør edderrødme!
FÅÅÅÅÅÅRK!
ps. Jo jeg elsker min familie... meeeeen... I ved, hvad jeg mener ik?

fredag den 22. oktober 2010

Her i huset:

...har vi humor, også selvom nogle af os kun er 16 måneder. And I loooove it!

torsdag den 21. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #3: Prime Time kvinder

Nogle gange så er det man vil sige, blevet sagt for en.
Derfor har jeg direkte lånt tekst fra Prime Time Kvindernes Facebook profil http://www.facebook.com/#!/Primetimekvinder?v=info

Det er ikke bare en vigtig mission de er på, det også nødvendigt. Selvom jeg ikke er målgruppen, så støtter jeg meget op omkring deres sag. Jeg bliver jo også målgruppen engang, og dermed også usynlig. Og det gider jeg ærlig talt ikke være! Så derfor skal de have ros, ros og atter ros for deres indsats og vi bør, og skal, bakke op omkring dem.
Derfor tjek deres Facebookprofil og meld dig som fan. Helt ærligt - for din fremtids skyld.

Her er, hvad gruppen har beskrevet om sig selv:

Ungdommen er blevet dyrket i årevis.

Primetime Kvinder vil tage pladsen som den vigtigste målgruppe i mediebilledet. For Primetime Kvinderne er den vigtigste målgruppe i mediebilledet og det kan vi dokumenterer
Vi vil være stolte og stærke.
Vi vil respekteres for det vi er, det vi har opnået og for den værdi vi har.
Vi vil have reklamer, der taler til OS og som vi kan opleve i de medier VI vælger at læse og/eller se!
Vi vil i det hele taget møde os selv i mediebilledet.
Vi er IKKE kede af vores alder; vi har erfaringerne, modet, viljen, magten og økonomien til at drive tingene igennem.
Vi repræsenterer det frie valg!
Her på sitet vil vi give dig fakta og information, tal og kilder. Vi vil inspirere dig, forarge, debattere og dele ud af vores erfaringer!

Mange hilsner

Pernille Aalund, Udgiverdirektør
Lizl Rand, Chefredaktør Q, Tidens Kvinder, Oestrogen og Psykologi
Stinne Bjerre, redaktionschef, SØNDAG
Camilla Kjems, Redaktør Femina
Tina Friiis, Businessmanager
Rie Duun, Redaktionschef Mad & Bolig
Karen Gahrn, redaktionchef PSYKOLOGI
Cecilie Christiansen, Chefredaktør, ELLE
Anette Kokholm, Chefredaktør Familie Journal
Ulla Johanne Johansson, redaktør, Mama.dk
Dorthe Kandi, FEMINA
Susanne Jørgensen, Redaktionschef Antik og Auktion
Clara Mai Kunstmann, direktør, Slankedoktor
Lene Byriel, redaktør Tidens Kvinder
Charlotte Heje Haase, redaktør Oestrogen.dk
Iben Rouw, redaktør MAD
Mette Skjødt, redaktionschef, IN
Annemette Krakau, Chefredaktør Billedbladet

NEMLIG!

onsdag den 20. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #2. Verdens Kvinde

Hun har sat sit præg på hele den internationale verden. Ikke kun fordi hun blev den første kvindelige udenrigsminister i USA, og dermed banede vejen for foreksempel Hillary Clinton, men også fordi hun igennem hele hendes karriere har været foregangskvinde. Og dem har både du og jeg brug for. Jeg taler selvfølgelig om Madeleine Albright.
Moderen og ophavsmanden til den berømte sætning:

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden
(læsere af min blog vil vide, at jeg ynder at kaste den sætning ind, der hvor jeg kan)

Hun kan meget. Hun kan faktisk så meget, at da jeg satte mig for at vide mere om hende, måtte jeg stoppe min research, af bar mangel på luft. For hun tager altså pusten fra een.
Fakta:
  • Hun taler 6 sprog
  • Hendes familie er flygtninge fra den gamle Tjekkoslovakiet
  • Mor til 3 piger
  • MA, MA og Ph. D. indehaver
  • Første kvindelige udenrigsminister for USA
  • Medlem af Clintons Internationale Sikkerhedsråd
  • FN Ambassadør 
  • Og nå ja, udnævnt igennem 1990´erne til den mest magtfulde kvinde i verden
Men det er nu ikke så meget magten, jeg er fascineret af. Og jeg kan også sagtens finde på at diskutere hendes villige brug af militæret, blandt andet i Balkan området.

Det jeg fascineres af er, at hun som kvinde er nået så langt. Har fået så meget status, og opnåede så store resultater med hendes liv, som hun har gjort og stadig gør. Hun er stadig aktiv og sidder i diverse bestyrelser, ejer flere selskaber, underviser og rejser jorden rundt og mødes med forskellige top politikere i demokratiets embede.
Men der lïgger også en utrolig jernvilje bag. Blandt andet kræver det en vis form for balls, at læse russisk samtidig med at man har to tvillingepiger der er født for tidligt. Historien bag dette er, at for at få lidt adspredelse fra det lange hospitalsophold med de for tidlig fødte piger, bestemte damen sig nemlig for, at læse en smule russisk. Et studium hun senere fik endnu en fin grad i. Nå ja - hvorfor ikke? Jeg ved ikke selv, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fødte for tidligt. Men jeg ville i hvert fald ikke læse russisk. Men hvor er det dog egentlig klogt! At udnytte tiden, situationer, begivenheder - lykkelige som ulykkelige - til noget positivt. Det er værd at tage hatten af for og det er værd at tænke over.

Men det jeg beundre mest, er det foromtalte citat:

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden

Jeg mener faktisk, at det er noget af det klogeste jeg nogensinde har hørt.
Hun var ikke nået dertil, hvor hun er i dag, hvis ikke hun har fået hjælp. Og endnu vigtigere: hvis hun ikke havde delt ud af sin viden og hjulpet andre. Og det kan vi lære noget af.
Vi er så forhippede på at holde på vores. Ikke give vores ideer videre, hjælpe andre, træde et skridt tilbage og i det hele taget give indtryk af, at vi ikke kan. Jeg tror ikke på at vi kan selv, altid. Vi må lære og turde lære af andre. Og så holde op med at være så bange for alle dem der kan noget. De kan det kun fordi de har øvet sig, øvet sig mere og endnu mere. Og hvis du ikke kan - så må du øve dig.

Og så har damen jo nok haft en plan ik? Og det var der ikke noget, eller nogen, der skulle sætte en stopper for. At turde have en plan (bare det at turde have en er vildt nok i sig selv) men også have viljen og modet til at føre det ud i livet - det er stort i min verden.

Jeg mener faktisk ikke, at en plan behøvet at indeholde en Ph. D grad og at man skal kunne tale 6 sprog flydende. En plan er, at man har bestemt sig for noget ligemeget, hvor man er i sit liv. Foreksempel, at man vil være glad en hel dag. Helt lavpraktisk. Bestemme sig for det, og så være det. Ligemeget, hvad der kommer ens vej. Eller at man vil, goood daaaam VIL, ud af arbejdsløshed eller man bare vil starte for sig selv.

Og til alle de planer man har, kan man skele til Madeleine Albright. For hvis hun kan, hvem kan så ikke?

tirsdag den 19. oktober 2010

Kvinder jeg beundrer #1: Don Svigermor

Hvis nogen af jer har læst Mario Puzos The Godfather, så kan I helt sikkert huske indledningen. Brylluppet, Johnny Fontane der beder om hjælp til at redde hans karriere og alle bejlerne der skal ind og bede Godfather om hjælp. De kysser ham. De bukker for ham og de er parat til at slikke skidtet af hans sko, hvis han beder om det. Han bestemmer. Han er overhovedet. Han er: The Godfather.

Og så er der min svigermor.
The Godfather ville få kamp til stregen, hvis han mødte hende.
Og det er sagt, med den største kærlighed i hjertet, som overhovedet muligt.

Ingrid. Det hedder hun. Hun er 64 år. Hun har haft sin egen garn forretning det meste af sit liv. Mødte Finn, min svigerfar, da de var unge - til et bal - blev forelskede og lige efter gift. Hun er mor til min mand og kun til ham. For de fik ikke flere. Det var svært. Men det lykkedes og nu er han her, sammen med mig og Hjalte.

Og så er der alt det andet. Alt det der gør, at hun er en af de kvinder jeg beundrer mest.

Foreksempel er det der med, at hun har accepteret mig, selvom jeg er så anderledes. For det er jeg. Jeg er opvokset i et andet hjem. Med andre værdier og andre levemåder. Mine forældre er markant anderledes end mine svigerforældre og min måde at være ung på, har været markant anderledes end den måde min mand var ung på.
Og det siger en del. Og så alligevel så lidt.
For det min svigermor kan er, at se mennesker. Nogle gange ser hun også ting, der ikke er - bevares, hun er jo en kvinde. Men hun har set mig. Efter hun og jeg skraldede vores lag af, turde åbne op og lade hinanden komme ind, har hun set mig. Og det elsker jeg hende så utrolig højt for.

Jeg beundrer min svigermor fordi hun  har en evne til at vide, hvornår hun skal smide alt hvad hun har i hænderne og træde til. Hun skal ikke lige noget andet først, tænke over om det nu er rigtigt eller komme hjem fra arbejde først. Har du brug for hende, så er hun der. Uselvisk, med det samme og med hele sit hjerte på et fad.

Jeg kender hende efterhånden. Ved hvilket humør hun er i, når man taler i telefon med hende. Jeg kan se på hende om hun er ked af det, glad, sur eller irriteret på min svigerfar, bare ved den måde hun træder ud af en bil på. På nogle punkter kender jeg hende bedre end min mand, min svigerfar og hendes venner gør. For vi deler noget - vi deler min mand.  Og det gør vores bånd stærkere end jeg troede var muligt. Det gør, at jeg kender hende, fordi jeg kender min mand. Det gør, at jeg elsker hende, fordi jeg elsker min mand.

Men der er en ultimativ grund til, at jeg beundrer min svigermor så meget som jeg gør.
Og det er mit barn.
Min svigermor elsker mit barn i en grad der er så utrolig, at det løber over nogle gange, selv for hende. Jeg kan se, hvordan hun bobler af lykke når hun ser ham. Hvordan tårene altid er parat til at strømme ud af øjnene på hende, når han er i samme rum. Jeg ved, at hun ville dø for ham, til hver en tid. For hun er så forelsket, så helt utrolig forelsket i min søn.

Det betyder, at min søn har knuselskende kærlighed andre steder end hos mig og min mand. Det betyder, at han har flere voksne end os der gider ham. Det betyder, at han vil møde verdenen med en bundløs tro på, at mennesker vil ham det bedste, at mennesker er kærlige, omfavnende og søde. Og når han ramler ind i muren, får tæsk og falder 100 meter ned i en sort afgrund når det går op for ham, at verden ikke altid ser sådan ud, så har han en gundstamme af kærlighed til at komme videre på.
Den kærlighed er ikke bare noget man trækker i en automat. Det er en gave. Og den gave giver min svigermor mig, hver gang jeg er sammen med hende.
Derfor beundrer jeg hende. Derfor er hun mit forbillede.

Men der var jo lige det der med Don. Don Svigermor.
For det er hun også. Dem der er parate til at dø for kærlighed - de er også parate til at slå ihjel for den.
Kom ikke og tro, at den kommer letkøbt den kærlighed. For det gør den ikke. Man skal gøre sig fortjent til den, og det har jeg også måtte sande.
For min svigermor er der en ting der gælder, og det er La Familia. Og er der nogen der messer with hendes family, så kommer hun eddermanme efter dig! Også selvom du hedder Don Corleone og er monster farlig. Hun er ligeglad! Tro mig - det er afprøvet...

Men ligesom Johnny Fontane blev klar over, at han var en del af La Familia da Godfather kyssede hans pande, blev jeg også klar over, at jeg var en del af hende da min svigermor begyndte at omtale min mand og jeg som "mine". Der vidste jeg, at nu var jeg inde i La Familia og at jeg aldrig nogensinde kom ud igen.

Heldigvis.

... og hvorfor skal du så vide det her?
Fordi du skal vide, at kærligheden findes, når man åbner en lille smule op.

Også overfor de allerfarligste, som foreksempel svigermødre.

MELT DOWN!!!

Alt brød ned i går. Min computer, vores Tv signal og Internettet var mildest talt ustabilt.
Det betød, at jeg ikke kunne skrive mit indlæg om de skønne kvinder færdigt. Det betød, at jeg ikke kunne se Lulu og Leon. Det betød, at jeg selv måtte finde på noget og hold da op - det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sådan måtte underholde mig selv.

Men det skal der laves om på, altså det med at underholde sig selv - for det var faktisk ret sundt. Vi kom vist lidt frem til, manden og jeg, at et ugentligt Melt Down, vist ikke er en helt dårlig ide. En aften om ugen, hvor al elektronik, udover elkanden der varmer vand til vores kaffe, er slukket. Og ja okay - lidt lys i lamperne er også i orden.
Men computer, Tv og Internettet skal være slukket.
Måske finder vi endda et Ludo spil frem? Eller bager boller? Eller snakker om dengang vi mødte hinanden? Eller om dengang vi opdagede vi skulle være forældre? Eller drikker rødvin? Eller sover? Eller?

Uhmm... det lyder faktisk ret godt...

søndag den 17. oktober 2010

Give Away!!!!

Nemlig!
Stærkt inspireret af min egen vundne give away fra Fru Z, kommer jeg nu med min egen. For jeg har egentlig lyst til, at give lidt igen. Sådan helt ærligt, og helt fri af Hollywood musik og bævrende læber. 

Derfor har jeg kreeret en fantastisk efterårs Give Away. En bog! Og er du den heldige vinder, så vil der også være lidt overraskelser med, der kan forsøde læsningen en hel del.
Bogen er skrevet af Zadie Smith og hedder Hvide Tænder.






Reglerne er, som de er flest:
1 lod: 1 kommentar
2 lodder: 1 kommentar + fast læser
3 lodder: 1 kommentar + fast læser + link/billede på din blog til denne Give Away

Husk at skriv, hvor mange lodder I er med på og hvis ikke I har en blog, eller henviser til den, så smid gerne jeres email adresse med.

Alle, der er faste læsere i forvejen, er selvfølgelig med på 2 lodder - I skal bare lige være søde, at skrive det i kommentarfeltet. 

Men ellers; giv den gas kære blogland!!
Og husk, at selvom du måske har læst den, så kan det være din veninde ikke har... og har du den selv, så kan du jo altid bruge noget til gaveskabet ik?

Vinderen trækkes d. 8 november!

ps: det er en FANTASTISK bog!

 

lørdag den 16. oktober 2010

Mænd i mudder

Så var der lige sådan et løb i dag. Orienteringsløb for mænd. Igennem mudder.
Og de var glade, mændene. For der var ingen kvinder! De var faktisk bandlyst, kvinderne.
Og det var de altså glade for. For så kunne de virkelig give den gas. I deres mudder.
"For kvinderne gider jo ikke alt det mudder derhjemme" som journalisten siger.
NÆ Nej tak, siger jeg - imens jeg candyflosser den på en et-hjulet cykel i min prinsessekjole.

Og da journalisten spørger en forpustet muddermand, om hvad der dog ville ske, hvis der var kvinder med i deres mudderløb, så svarer han: De ville aldrig klare det.

Og inden du tænker: "lille bitter fisse" om mig, så stop lige. For det er jeg faktisk ikke.
Men jeg tænker bare, at hvis det virkelig er nødvendigt at komme på tv i mudder, for at understrege at man er med i en mandeklub, så står den sgu slemt til.

Problemet er jo ikke så meget mudderet. Eller journalisten - jo han er et problem, men det må vi snakke om i et andet afsnit. Nej, problemet er, at de selv samme muddermænd, når de er færdige med at løbe, sætter sig ind i deres familie stationcar, kører hjem til deres carport, hvor weberen står afdækket for vinteren. Her passer de på ikke at vælte krukken med sammenplantningen, hvor jeg gætter på et smilende græskar ansigt i øjeblikket pryder udstillingen, inden de går ind. Når de kommer ind i huset, konstaterer de at den står på kernesund aftensmad og at der ikke blev købt øl, fordi "nu er du jo kommet så godt i gang med træningen skat" og da de prøver at hvile benene, efter denne hårde omgang, ja så sker det for de fleste, at de ikke kan finde plads for puder med roser, blomster eller vattæpper i sarte farver.
Og jeg kunne blive ved.

Så kære mand. Start med at sæt en fod ned, der hvor konen bruger mere tid på sammenplantningen end dig. Start med at riv hende rundt i hendes eget salat med pinjekerner (nå nej - pinjekerner tager jo dine smagsløg...eller der det kun dem fra Kina?) og start med at smid alle puderne på gulvet, send ungerne til bedsteforældrene og kys nu for helvede din kone, i stedet for at lege mand i mudder. Det er sgu for patetisk.

Specielt når du har tilmeldt dig det her urinstinkt løb via din IPhone.

fredag den 15. oktober 2010

Kan du gætte, hvem jeg er?

Du får et hint. Og et mærkeligt et, af slagsen.
Hintet er nemlig min give away gavepakke, som jeg vandt ovre hos Fru Z. Og selvom jeg ikke kender Fru Z, så har hun alligevel ramt utrolig meget plet i denne gavepakke. Sådan skræmmende meget faktisk...

Drengene kommer hjem lige om snart, så jeg løber igen.
Håber I vil gætte med.
Ses i morgen!
Kom nu... giv nu et bud... bare et lille et... pretty please...!

torsdag den 14. oktober 2010

Har DU eN pÆN håNDS... HåNDskRiFt)=?

Jeg har ikke. Faktisk er den så grim, at jeg får det dårligt når jeg bliver bedt om at skrive noget til andre, i hånden. Ikke sådan depressions dårligt, men bare pinlig dårligt. For jeg ved, med sikkerhed, at læseren af mine kragetæer skal finde en grimasse der kan passe og spørge: Eøøhrmmm... hvad står der... altså, er det..? Eller, ja altså... hvad står der der? Og så skal jeg til at tyde mine egne kragetæer og det er heller ikke nemt. Også selvom jeg har skrevet det for lidt siden. Måske er der også et tilfælde af dårlig hukommelse... ?

Det siges ellers, at kreative mennesker skriver pænt. Og det kan godt være jeg ikke sådan syr og den slags, men kreativ det vil jeg nu nok mene, at jeg er. Men jeg missede også ringeklokken der ringede ind til "skriv pænt" timen og er nu endt i det hjørne, hvor de andre drenge med kragetæer står.
Kan faktisk huske dengang i folkeren, hvor alle de pæne piger skrev smukt med lilla og lyserøde kuglpenne der duftede af kirsebær og jordbær - eller en sær udgave af samme. Og de alle sammen kunne tegne små hjerter og søde ansigter af tykke bamser lige rundt om navnet. Pigerne hed også alle sammen noget sødt: Rikke, Camilla, Mia eller Anette.
Jeg hed Cristine Gliese, kunne knapt nok sige det selv, slet ikke skrive det og mine kuglepenne lugtede ligesom de andres, men det var eddermanme ikke af jordbær.
NÅ - det kunne vist blive et blog indlæg for sig selv.

I øjeblikket er det helt særlig slemt fordi jeg skriver ret meget i hånden. Jeg øver mig nemlig. Øver mig på, at blive bedre til at skrive. Ikke sådan, skrive pænt, men skrive lækkert, flydende og forførende. Og det skal foregå i hånden. I stilhed. Og det er svært. Jeg kan knap nok læse, hvad jeg skriver selv. Store og små bogstaver i et, venstrestillet, højrestillet, med krølle på g´et og næste gang uden krølle.
Det giver ingen mening og det er skide irriterende.
Men jeg bliver ved, for jeg kan mærke det bliver bedre med tiden. Men hold nu OP jeg kunne starte mit eget skriftsprog, for det jeg præsterer i øjeblikket er ikke fra denne planet.

Hvis du vil vide, hvorfor jeg skriver i hånden og hvorfor det er en god ide, så smut forbi hende her

Julen er landet!

Jeg har købt min første kasse med dadler. Det bliver ikke den sidste, kan jeg godt afsløre.
I det hele taget er jeg ret meget til tørre ting. Tørrede dadler, abrikoser, figner, fregner og fisk. Ej, ok det sidste har jeg smagt på et eventyr til Grønland, og det var ikke en udpreget succes.
Men nu er det Jul. Sådan næsten i hvert fald.

tirsdag den 12. oktober 2010

Når nu vi mangler Gud...

I den kommende uge vil du, dagligt, kunne læse et indlæg om en kvinde, som jeg beundrer. Om hvem hun er og hvorfor hun er endt på min "seje liste". Nogle af kvinderne kender jeg. Andre ikke. Men fælles for dem er, at de er stærke, seje og værd at se op til - i min optik i hvert fald.

For det mangler vi lidt. At se op til nogen.

I dette gudsforladte land, mangler vi forbilleder. I gamle dage var det autoriteterne. Politikerne, læreren, advokaten og i nyere tid - rockstjernen eller frihedforkæmperen. Men hvem er det i dag? Mangler vi dem, fordi vi er bange for at hylde, ophøje og tro på andre? Lære af andre og blive klogere af andres ord? Ja, det tror jeg faktisk og det er her, det der med Gud jeg nævnte før, kommer ind i billedet.

Mennesket er et flokdyr, og et flokdyr der har behov for lederskab, eller i hvert fald, guidens. Og dertil havde vi engang Gud. Man kan så diskutere, om han var en klog mand ham Gud. Eller om han egentlig var god for alt den godhed, han flottede sig med.
I mit tilfælde kan jeg sige at: jeg er konfirmeret for festens skyld, min søn er døbt for min mands skyld og jeg er at finde i en kirke til jul fordi - fordi det skal man da, ik?
Men jeg mener nu alligevel, at han gjorde noget godt for mennesket. Han gav os et forbillede, noget at se op til. Måle sig imod og tro på.

Er det langhåret? Ok lidt - I know, men hold nu fast...

De kvinder jeg beundrer, giver mig noget at se op til. Efter jeg har tilladt mig selv at se op til nogen, har jeg kunne se mig selv i et helt andet lys. Se hvad jeg er god til, hvad jeg vil blive bedre til. Jeg har måtte tage stilling til, hvad det er, den kvinde repræsenterer, som vækker noget i mig. Ergo: en utrolig lærerig proces der har gjort mit billede af min fremtid, mere klar.

Det betyder IKKE at jeg IKKE selv skal. Det betyder blot, at jeg ikke skal famle i blinde. Det betyder, at jeg kan tro på, at det jeg virkelig vil, det kan lade sig gøre - se blot på hende, eller hende! Hun har jo gjort det.

Jeg mener ikke det er skidt, at nogen stikker en retning ud. At nogen stiller sig i front og viser en vej. Jeg mener det er nødvendigt. Og nej, det er ikke mine nye Guder, som jeg vil præsentere dig for. Det er kvinder, som jeg mener gør en forskel. Som stikker en retning ud. Som jeg mener er værd at gøre opmærksom på, og tro på.
Jeg er ikke bange for at hylde. Det er jeg virkelig ikke. Nogle mener måske der er en tand for meget. Det kan endda være, at nogle af de kvinder jeg har tænkt mig at skrive om, syntes det er en smule mærkeligt.

Men til det vil jeg bare sige: Ros. Det er faktisk bare ros.

Så stay tuned for min rosemission. Min: tro på andre mission og min: find dit forbillede mission.
Det bliver savlende lækkert! Det starter på mandag d. 18 oktober.

Og dem jeg roser, ved det ikke engang endnu - måske er det dig?

( Forresten: min tunge sidder ligger godt i min egen mund og smager som den plejer)

Gamle æbler i rene klæder

Tøjet ligger jo ikke sig selv på plads vel? Du kender det. Det er vasket - langt om længe - det er lagt sammen - efter et par dage - og nu skal det lægges på plads  - det er her der gået en lille uges tid - og det er bare røv sygt, for nu at sige det som det er. Sådan har jeg det i hvert fald.
Men da jeg så endelig fik taget mig sammen til det, lå der en lille overraskelse til mig. Inde imellem det nyvaskede sengetøj lå der nemlig et indtørret æblestykke, som Hjalte venligt har lagt der. Som en lille hilsen.

Han lægger alt, inde i alt, eller ovenpå alt. I øjeblikket mangler vi foreksempel 11 træklodser! Og de forsvandt mellem lørdag og søndag i sidste weekend. Og vi har ledt. To voksne mennesker har stået på hovedet, for at finde de sidste klodser - men de er væk. For alvor væk.

I stedet fandt jeg så denne lille æblebåd. Og det er da også lidt... sådan midt i alt det andet der bliver væk.
Glæder mig til næste gang jeg skal gøret et eller andet husligt - det kan være der dukker en træklods, en børste, et æble eller noget helt fjerde jeg ikke vidste jeg lige manglede.

søndag den 10. oktober 2010

Jeg kan også vinde!

Jeg har fanme vundet en Give Away! Ja, undskyld mit sprog og så alligevel ikke, for jeg er helt vildt glad.
Jeg har vundet ovre hos Fru Z. En hyggepakke med te, tæppe, varme sokker og lækkerier til hyggeweekend/aften/dag/altid.
Åhh, hvor jeg glæder mig til at få fingre i den og nyde det.
Tjek Fru Z ud forresten - hun skriver fantastisk!

lørdag den 9. oktober 2010

Vil du også have guld til en tidlig morgen?

Klokken 06:00:00 hørte jeg Hjalte første gang.
Klokken 06:02:00 græd han.
Klokken 06:02:04 vendte jeg mig om på siden og trak dynen endnu længere op over hovedet.
Klokken 06:04:00 skreg han så meget, at der ikke længere var nogen udvej: Jeg måtte op klokken kvart i kvalme på en lørdag.

Du spørger måske, om det er første gang jeg har været oppe klokken 06:00 med et lille barn. Og bare rolig - mere candy flosset er det heller ikke. For nej! Det er absolut ikke første gang. Men jeg havde håbet på, at i dag den var første gang i 1 år, 4 måneder og 19 dage, at jeg kunne sove bare en lille smule længe.
Og det kom så heller ikke til at ske.

MEN (og det er så her, jeg deler min ultimative guldkorns hemmelighed med dig) så er det godt at jeg/vi/verdenen har: Prop og Berta. Der er ingen film der kan tryllebinde Hjalte mere, end den film. Og det gælder sikkert også dit barn, hvis du forsøger.
Han blev derfor placeret i sofaen med denne barnepige kørende på TV'et, tæppet over sig, Rasta* og brændeovn til de kolde tæer. Og så holdt han mund. Igennem hele filmen.
Og jeg lavede stempelkande kaffe. En stærk af slagsen og drak to store kopper med halvlukkede øjne. Og der var stille! Hjalte var stille. Det eneste vi kunne høre, var tyttebøvserne der sang: Vi er de små ty ty ty ty ty ty ty tyttebøvser [...]

Så hvis du endnu ikke har den film endnu, så er det om, at få den købt! Det er guld for din trætte moder sjæl.



* Rasta er en rastafari elg forklædt som bamse! I kid you not.

torsdag den 7. oktober 2010

Trillende tårer

Min søn har lige grint, så tårene trillede ned af kinderne på ham. Det er det smukkeste syn jeg nogensinde har set!
Lige nu, mens jeg skriver, har jeg toiletpapir i tusind stumper over hele tastaturet og kæmpede for to sekunder siden, mod en klipklapper der SKULLE ligge på mit tastatur.

098-*******- Hilsen Hja6lt10e

onsdag den 6. oktober 2010

Kender du det, når det hele flyder over?

Når bægeret er halvtomt, fylder vi gerne i. For fulde gardiner. Om det er klædeskabet, drinks glasset, slikskålen (for vi er jo ligsom igang ik?) eller indkøbskurven.
For sådan er vi. Du og jeg. Vi kan ikke lide at mangle.

Der er vist ingen tvivl om, at hvis du har fulgt lidt med herinde, ved du, at mit bæger er halvtomt. Til nye læsere, så læs med her og evt. også her. Det bæger, som man normalt fylder op på sin arbejdsplads. Og ja! Ja, for fanden. Det kan da også blive for meget med det arbejde. Jeg ved det godt. Men når man nu er så glad for at arbejde, som jeg er, så bliver det ærlig talt en anelse tomt det hele, når man "bare" går her.

Så mens du fylder på, på jobbet, må jeg fylde på, andre steder.
Det gjorde jeg i går på Julia Lahmes Workshop Sådan bliver du en kreativ tekstforfatter. Og det er lang tid siden, at jeg har gjort noget så godt for mig selv, som dette.
For ikke nok med, at jeg mødte en masse VIRKELIG skønne kvinder, der alle havde læst godt op på lektien: Der findes et sted i Helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden , ja så blev jeg også en hel del klogere på, hvad det egentlig er der sker, når man skriver. Sådan helt fysisk faktisk. Og jeg lærte mere om, hvor hårdt arbejde det er, at skrive. Og hvorfor det er hårdt, og hvad man kan gøre, for at lette det hele lidt.

Du ved garanteret, at jeg er ret glad for at skrive. Sådan nærmest forelsket. I går fik jeg lov til, at udleve den forelskelse. For Julia elsker det nemlig ligeså meget og det strømmer ud, af hver eneste krølle på hendes hoved.
Så jeg er fyldt op. Så fyldt op, at det faktisk flyder over. Da jeg mødtes med Lis i dag, som også har været på samme workshop, kunne jeg faktisk ikke helt sætte ord på, hvad det egentlig er jeg flyder over med.
Allerede i morges forsøgte jeg, at tørre lidt op og gik igang med en af de mange øvelser jeg fik med hjem. Og det virker fanme. Hokus pokus og hej hej for en krøltop simsalabim! Det virker.

Så når jeg i overskriften spørger dig, om kender til det med bægeret der flyder over, er det i dette tilfælde, med gode ting. Heldigvis sker det også, engang i mellem.

mandag den 4. oktober 2010

En nem fugl

Jeg elsker simpelthen den mand!
http://madebyjoel.blogspot.com/2010/10/woodpecker.html

Så nemt og vupti, man er en stjerne hos ungerne! Han er næsten en frelser...

fredag den 1. oktober 2010

Og nu til noget godt...!

Nettoindkøbet er overstået. Ungen er afleveret, de vigtige opkald foretaget, humøret er meget bedre end i går og kaffen er lige på trapperne. Så nu har jeg tid. Tid til, at fokusere på alle de skønne ting der sker og skal ske, og jeg har tænkt mig at fylde min weekend med endnu flere lækre ting.

Og nu til det lækre der kommer til at ske i weekenden. I morgen efterlader jeg Hjalte herhjemme, sammen med min veninde, som aldrig har skiftet en ble. Så drager jeg af sted til sushi, show og skønne "damer". Jeg skal nemlig til Nattens Dronning. En årlig tilbagevendende begivenhed, som jeg altid har været grøn af misundelse over at jeg aldrig fik billetter til. Men NU! I år har mine kontakter arbejdet hårdt for mig, og skaffet 2 billetter. Så vi er en kæmpe flok der skal nyde smukke syn af underskønne ungmøer i palietter og pomp.

Det bliver så godt, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal have mine røde paliet 10 cm stiletter på - hvilket jo HELT sikkert kommer til, at gå skide godt. Men helt ærligt, så er der ingen af de "kællinger" som skal være bedre i en stilet end mig (hvilket jeg jo godt ved, er en kamp jeg SÅ meget har tabt).

Så midt i arbejdsløsheden, sker der en masse gode ting.

En af de bedste, sker på tirsdag. Der skal jeg, som sagt, til Workshop hos Julia Lahme og kommer forhåbentlig hjem som en kreativ tekstforfatter. Jeg glæder mig allermest, fordi det er noget jeg gør for mig selv. Noget som der kun kommer mig til gode. Og helt ærligt! Det trænger jeg til.

Det er ikke kun mine skrivefærdigheder, der trænger til at få kyndig vejledning, men JEG trænger også. Trænger til at lære, række hånden op, skrive ned hvad læren siger og bliver klogere.

Men kære blog land, jeg må løbe nu. Svigermor og svigerfar er på trapperne, vi skal hente Hjalte, der skal laves aftensmad og jeg må hellere slukke for Steppeulvene som brager ud af min højtaler, inden jeg skal have generation 60+ på besøg.

Vi ses – og hav en smuk weekend.

Ps: Den er god nok, den med veninden der aldrig har skriftet en ble. Jeg håber lidt, at Hjalte vælger at overskide et par, eller 4 bleer. For sådan en god veninde er jeg nemlig.