onsdag den 6. oktober 2010

Kender du det, når det hele flyder over?

Når bægeret er halvtomt, fylder vi gerne i. For fulde gardiner. Om det er klædeskabet, drinks glasset, slikskålen (for vi er jo ligsom igang ik?) eller indkøbskurven.
For sådan er vi. Du og jeg. Vi kan ikke lide at mangle.

Der er vist ingen tvivl om, at hvis du har fulgt lidt med herinde, ved du, at mit bæger er halvtomt. Til nye læsere, så læs med her og evt. også her. Det bæger, som man normalt fylder op på sin arbejdsplads. Og ja! Ja, for fanden. Det kan da også blive for meget med det arbejde. Jeg ved det godt. Men når man nu er så glad for at arbejde, som jeg er, så bliver det ærlig talt en anelse tomt det hele, når man "bare" går her.

Så mens du fylder på, på jobbet, må jeg fylde på, andre steder.
Det gjorde jeg i går på Julia Lahmes Workshop Sådan bliver du en kreativ tekstforfatter. Og det er lang tid siden, at jeg har gjort noget så godt for mig selv, som dette.
For ikke nok med, at jeg mødte en masse VIRKELIG skønne kvinder, der alle havde læst godt op på lektien: Der findes et sted i Helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden , ja så blev jeg også en hel del klogere på, hvad det egentlig er der sker, når man skriver. Sådan helt fysisk faktisk. Og jeg lærte mere om, hvor hårdt arbejde det er, at skrive. Og hvorfor det er hårdt, og hvad man kan gøre, for at lette det hele lidt.

Du ved garanteret, at jeg er ret glad for at skrive. Sådan nærmest forelsket. I går fik jeg lov til, at udleve den forelskelse. For Julia elsker det nemlig ligeså meget og det strømmer ud, af hver eneste krølle på hendes hoved.
Så jeg er fyldt op. Så fyldt op, at det faktisk flyder over. Da jeg mødtes med Lis i dag, som også har været på samme workshop, kunne jeg faktisk ikke helt sætte ord på, hvad det egentlig er jeg flyder over med.
Allerede i morges forsøgte jeg, at tørre lidt op og gik igang med en af de mange øvelser jeg fik med hjem. Og det virker fanme. Hokus pokus og hej hej for en krøltop simsalabim! Det virker.

Så når jeg i overskriften spørger dig, om kender til det med bægeret der flyder over, er det i dette tilfælde, med gode ting. Heldigvis sker det også, engang i mellem.

4 kommentarer:

Lis sagde ...

Og vi skal snakke meget mere om det! Vi har fat i den lange ende og nu skal vi bare trække:)

June sagde ...

Altså jeg er i hvert fald god til at fylde op i både drinkglas, indkøbskurv og klædeskab, så det kender jeg godt.....hvad der så har den modsatte effekt på pengepungen ;-)

Og jeg forstår satme godt, at du trænger til at blive tanket op. Man bliver altså understimuleret og en smule sær, af at gå hjemme i lang tid!

Så fedt at du gjorde noget selv, for at få fyldt op! :-)

Og så glæder jeg mig da til at se, hvad du Lis kommer til at trække i land ;-)

Knus herfra.

PS: Tak for din kommentar hos mig idag!

June sagde ...

Og der skulle have stået, at jeg glæder mig til at se hvad du OG Lis kommer til at trække i land ;-)

Ursula sagde ...

Hvor lyder det dog skønt....Good for you! Jeg har lige fyldt bægeret med børnefødselsdag, lusebehandling, webkursus, jobsamtale, fodbold, fotojob og så det løse..... Men der er jo faktisk ret gode ting (liiiige på nær de 3 lus min datter fik i fødselsdagsgave!) Jeg skal bare lige prøve at navigere igennem denne periode, hvor det hele klumper sig sammen ;-)

Glæder mig til læse mere om dit skriveri