torsdag den 18. november 2010

Har dit barn også kæmpe lunger?

Så røg vi ind i den periode. Ikke den månedlige - eller jo, det kan man måske godt kalde den, for jeg syntes den har været her før... faktisk; når nu jeg tænker tilbage, så er det ret tit jeg oplever følgende:


At hente dreng i vuggeren. Glad, tilfreds, smilende og fuld af kys og kram. Tage dreng med ud af vuggeren - stadig ok glad og tilfreds med livet. Lægge an til at sætte dreng i autostol. Mærke en begyndende flitsbue af en dreng, der stille krænger sig i mine arme. Sætte barn fast i autostol, i en lettere kamp der ender i med at jeg klemmer et lille stykke af drengs inderlår i en sele... av... Et barn - nej vent; en sirene af en skrigeunge, der skriger hele vejen hjem, hele vejen ind i huset, hele vejen igennem bleskiftet og hele vejen ind i stuen igen, indtil Bamse og Kylling bliver sat på.
Og ja, ALLE advarselslamper blinker derud af i en sundhedsplejerskes øjne nu. Men you know what?: Jeg er så enormt ligeglad. Jeg sætter gerne Bamse på repeat i 40 år, hvis jeg for en i H bare kunne få en dreng der smilede sødt til mig, også selvom jeg var så fræk at sætte ham i en autostol.

Men det er ikke så meget stolens skyld, at vi nu er i den periode. Var det dog bare det. Så kunne vi da brokke os til fabrikanten, klage til forbrugerombudsmanden eller nogen. Nej, perioden skyldes ene og alene - Et barn. Og et barn er som børn er flest - egoistiske, selvfede, bestemmerøvs agtig, humørsyge og skide irriterende. Og det er lige hvad Hjalte er i øjeblikket. Det gode er, at jeg har det lidt lige som han har. Heldigvis. Jeg kan nemlig i det ene øjeblik være ved at springe i luften af arrigskab over ham, for i det næste at syntes han er den mest nuttede, elskelige og smasklækre unge, der bare skal kysses vildt og inderligt. Han gør det samme. Han kan også stå i et skrig af arrigskab over at der ligger bøger på gulvet (Yes, I kid you not!) i det ene øjeblik, for 2 sekunder senere at løbe over til mig, nærmest hoppe op på min arm, lægge hovedet mod mit bryst og ae mig i håret - for lige at toppe den med et afsluttende vådt kys.

Og sådan er vi så, så ens.

Men jeg tror, håber og beder til, at det bare er en periode. Jeg har jo hørt, at de her børn har perioder engang i mellem. Det problematiske ved at antage den betragtning er dog, at når de så er glade, søde og artige - er det så også bare en periode?
Nå, jeg ved det ikke. Lige nu sover han - trygt og dejligt. Og lige nu syntes jeg han er verdens skønneste dreng, uden sammenligning. Det er ret vigtigt, at jeg har det sådan, for jeg har nemlig lært at man skal lade op til morgendagens nye prøvelser. Jeg kan allerede nu sige, hvad min kommer til at bestå af. Og den har overskriften:

DRENGEN DER HAVDE VERDENS STØRSTE LUNGER!

Ingen kommentarer: