tirsdag den 30. november 2010

Hvor vil du helst bo?

Candyfloss, klatkage, perfekt eller uperfekt? Æstetisk eller grimt? Det hele er i spil i øjeblikket her på bloggen.

Karen Klarbæk spurgte for noget tid siden, om hvorfor vi aldrig viser det uperfekte frem. Det møg beskidte og de store bunker tøjvask. Og det er der en god pointe i. Faktisk er det et enormt vigtigt emne, som i hvert fald deler vandene i blogland.
Og hvorfor gør de så det? Altså deler vandene? Der er jo ingen af os, der er Jesus eller for den sags skyld, Gud. Selvom jeg er falden til at tro, at jeg er begge dele engang i mellem, vil jeg alligevel prøve at komme med mit bud – selvklart efter, at jeg har kikket opad og sagt undskyld først…

Jeg tror de deles, fordi blogs afspejler den verden vi lever i. Mange kalder deres blogs for deres fri rum. Et sted der er deres og som kun de bestemmer over. Derfor vil de ikke vise alt det negative, som fylder i hverdagen – alle nullermænd og tøjbunkerne. Jeg kan egentlig godt forstå det. At man ikke vil vise det frem, som man irriteres af. Og at man heller ikke gider se på det hos andre, kan jeg også godt forstå.

I bund og grund, handler det vel om, hvem man er. For selvom mange kalder bloggen for deres fri rum, der hvor de bestemmer over alt – også indhold og nullermænd, så tror jeg ikke vi er klar over, hvor lidt vi i virkeligheden selv bestemmer.
Der er jo en grund til, at mange ikke vil vise det grimme frem. Der er også en grund til, at jeg hellere end gerne, vil vise det frem. Og stod vi overfor hinanden i real life, så ville det også afspejle sig.
Lige meget hvor meget vi syntes vi selv bestemmer, så kan vi ikke se os fri af det som omgiver os. Vi er underlagt en norm, nogle sociale måder at agere på og vi tager det hele med på bloggen.

Vi ER vores blog. Vi er meget andet end det, men dybest set er det et spejl.

Vi debatterer, fordi vi søger. Når vi læser, søger vi altid os selv. Vi læser med det for øje, at kunne genkende os selv. Og der, hvor vi ikke genkender os selv, forkaster vi, glemmer, eller irriteres.
Fordi vi ikke ser på, hvem vi står/læser overfor – men kun fokuserer på, hvad jeg vil have ud af det og hvad jeg i hvert fald ikke vil. Dette er blandt andet en af grundene til, at det bølgerne kan gå højt.

Der har været en tendens til, at man skulle sige alle de grimme ord først og fortælle om alt det grimme. Modpolen til dette bliver alle dem, der ikke fortæller om det grimme og som gør en dyd ud af det pæne frem. Ligesom samfundet, bevæger blogland sig i modpoler.

Og vi skal byde alle poler velkommen. Men vi skal passe på med at forurene luften, her inde. Vi har nemlig brug for alle poler for, at vores verden kan bestå. Både her og der ude. Der er jo noget med, at de er ved at smelte de der poler, og jeg er ikke interesseret i at blive oversvømmet, hverken af den ene eller den anden…

Jeg sender derfor den grimme, smukke og vigtige debat videre med spørgsmålet:

Vil du nyde bloglands mange poler, eller vil du helst bo på din egen?

2 kommentarer:

Kolorista sagde ...

Ih, altså, jeg sku bare omkring dig for at sige, at jeg er SÅ meget på at være i familie med dig efter at ha hørt hvem resten af familien består af - er bare helt med! Og så er det sådan et godt indlæg du har skrevet, at det kan jeg slet ikke kommentere på kort - så det vender jeg muligvis tilbage og gør langt på et senere tidspunkt! Kram fra Lisbeth

Anne sagde ...

Altså...
Selvfølgelig skal man jo gøre på sin blog som man har lyst. Og jeg synes også at der skal være plads til begge dele. Jeg elsker de fuldstændig stylede billeder der er på nogle blogs, og bliver inspirerede af dem, mens jeg omvendt også holder meget af det modsatte, men måske ikke på samme måde tænker: Sådan skal der se ud hos mig, men mere: Sådan ser der også ud her i forvejen, det er jo bare helt okay.

Personlig er jeg sådan en irriterende person, der ikke kan have gæster mens der roder. Altså så skal det ikke være særlig meget rod, og det skal være personer jeg kender ret godt. Jeg kan simpelthen blive så sur på min kæreste hvis han ikke har sagt at der kommer gæster, og der roder herhjemme. Ihh altså.
Jeg hader på mange måder den del af mig selv, for det er sgu ret anstrengende at der skal være så pænt. Men som perfektionist kan jeg simpelthen ikke lade være, det kan være det kommer med alderen. Til gengæld kommer min perfektionisme mig forhåbentlig til gode på mange andre måder.
Af samme grund prøver jeg jo nok på at gøre mine billeder på bloggen pæne, mens det måske nok mere er i min tekst at alt det rodede der foregår ind i mit hoved kommer frem. Jeg skriver som jeg tænker, sådan er det bare.

Men altså: Jeg synes virkelig at der skal være plads til alle, og sådan fornemmer jeg da også at det er (endnu ihvertfald).