søndag den 14. november 2010

Jeg har respekt for dig!

Altså dig der har tre børn.

Jeg har haft tre børn her i weekenden. Mit eget og min bror og svigerindes to. Og de er søde. Jeg knuselsker dem begge to - og nå ja, mit eget også. De har også været søde ved mig. Og jeg har været sød ved dem... det meste af tiden...
For da den ene havde faldet ned af sofaen for sjov tyve gange, den anden havde kørt rundt på en plastikmotorcykel som larmede som en i bare f...nden, den tredje skreget på sin "mam mam", som jeg for helvede ikke fatter, hvad betyder - ja så fik jeg nok. Jeg skreg ikke. Det gjorde jeg ikke.

Jeg talte højt. Og jeg fik tre børn til at måbe på samme gang.

For syv søren i ...!! hvor er det edder hårdt, at have tre børn. Derfor har jeg respekt for dig. Dig der overlever en dag med tre børn. Du burde have en stor guldøl, hver aften inden du lægger dig - og det uden at blive alkoholiker af det. Det må kunne arrangeres med Gud, på en eller anden måde. Eller endnu bedre; du burde kunne indtage alle ulovlige stoffer - uden at blive afhængig af det, men blot nyde rusen og svæve på en sky. For det fortjener du virkelig. Du er jo en... en helt!

Jeg kunne ikke gøre det. Og jeg gør det heller ikke igen, uden min mand er hjemme. Om jeg så skal brænde hans arbejde ned til grunden, så tager han ikke på job næste gang jeg siger ja til at være barnepige. Simple as that. Og jeg har leget med tændvæske før, siger jeg bare...

Det har været hyggeligt - jo da. Specielt da jeg sov til Baronessen fra benzintanken og det ene barn sov og de to andre spiste popcorn og en alt for stor mængde slik. Jeg røber ikke kilomængder, men der var meget slik. Så jo, det har været hyggeligt. Bare så helt enormt opslidende.
Hvordan hende her gør det ved jeg virkelig ikke. Men det er blandt andre hende, jeg tager hat, tøj og alt andet af for.

Så endnu engang til dig der har tre børn:
I salute you!

5 kommentarer:

Loui' sagde ...

Jeg kan kun takke og bukke, fordi du gjorde det, og der er intet galt med at tale HØJT - heller ikke meget HØJT. Kys fra Svingerinden som har en meget hjælpesom svigerinde.

Prophecy sagde ...

He he, så kan det da være os uden børn samlede benene endnu mere ;o) Du er sjov.

Kat sagde ...

Yes, det kræver sin kvinde somme tider, det indrømmer jeg blankt. Og jeg har endda kun alle 3 samlet hver anden uge. Men mandage i den uge, hvor de er her samlet, og Jens har savnet mor, og Carsten arbejder til kl. 23... der ville jeg ønske, jeg ikke ammede, så jeg ku tage den øl! Og når jeg stopper med at amme, så kan jeg LOVE dig, jeg skal ha en øl mandag aften!

Anonym sagde ...

Nu lyder det som om, du har passet tre ganske små børn - og ja, dét er garanteret benhårdt. Men som mor til tre, der nu er 5, 9 og 13, kan jeg kun sige, at det er utrolig meget nemmere end dengang jeg kun havde ét barn. For: De leger sammen. Den store er sød til at kigge efter den mindste, når jeg fx køber ind. De står op i weekenden og tager morgenmad til sig selv og hinanden.
Da de var 8, 4 og 0 var det selvfølgelig lidt hårdere, men netop fordi der er fire år imellem hvert barn, har det aldrig været så hårdt, at jeg er blevet udkørt.

superheltemor sagde ...

Hrmf - synes du glemte at salutere os med hele 4 børn...
Er MEGET fornærmet...

;-)