torsdag den 30. december 2010

Status

Jeg arbejde engang i en købmandsforretning. Som sådan en slavetøs ved flaskerne og grøntsagspakningen. Med en kvartalsdranker som chef. Det var usselt. Men hvad der var endnu mere usselt var, når der skulle gøres status. Alt skulle tælles, registreres og gøres op.
Det var total nederen, som jeg nok har kaldt det dengang.

Men status skal der gøres. Også i livet. Heldigvis kan jeg nu, efter nitten år, undlade at kalde det for usselt. Tværtimod.

Der skete en del i 2010. Der var fire måneder, som skygger for det meste. Fire måneder uden arbejde. Og når man er sådan en der simpelthen elsker at arbejde, så blev de fire måneder meget mørke. De var endda selvvalgt. For min families skyld. For min egen skyld. Jeg sagde selv op. Men når magtesløsheden overmandede mig, og jeg blev skrækslagen for, om denne verden nu også virkelig havde brug for mig, ja så kastede de mørke skygger over det meste af mit liv i den periode.
Men - og der er altid et men; sletter jeg de fire måneder, så kan jeg faktisk ikke klage.
Overhovedet ikke - faktisk.
Der skete nemlig noget i 2010 som jeg ikke turde drømme om, dengang jeg stod i ølslatter og gamle rosenkål hos alkoholiker købmanden. Dengang drømte jeg om at kunne leve af at skrive.

På mandag starter jeg med at leve af at skrive.

Jeg starter som tekstforfatter på et reklamebureau. Nu har jeg sagt det højt. For første gang her på bloggen. Nok det mest frygtindgydende sted at sige det eftersom læsere her, er bloggere med flere tusinde læsere hver uge, med høje ratings og Arteha Franklin R-E-S-P-E-C-T. Men det skal jeg altså. Lille mig, der ikke kunne stave. Der altid, og i lang tid, skrev muglighed og ikke mulighed. Mig, der blev smidt ud af gymnasiet, og måtte ind på Det Fri Gymnasium på inde Nørrebronx for at rase ud. Mig, som sgu har kæmpet en stor del af mit liv. Mod alt muligt godt og skidt. Lille mig, der åbnede for en del af drømmeposen da jeg startede denne blog op i april. Mest som en skraldespand for al moderrolle galden. Men som endte med at blive mig egen øjenåbner.

Egentlig kan man vel sige, at selvom der var mørke måneder, så var 2010 året hvor jeg hørte efter. Du ved, til den der lille stemme langt langt inde. Dybt begravet bag selvtillid og mangel på samme og nok værst; manglende selvværd. Derinde, der sidder der altid en stemme, som skriger højere end noget andet. Og den sidder der også hos mig.

Jeg blev 31 før jeg hørte efter. Og nu er det som om, at livet lytter til mig.

(ps. Jeg har selvfølgelig banket 7-9-13 under bordet op til flere gange og spyttet efter min egen kat, som er sort, hver gang han har krydset stuen... selvfølgelig har jeg det - bare rolig. For jeg har kun fået en freelancer kontrakt i tre måneder og man ved jo aldrig, og hvad hvis nu jeg ikke kan finde ud af det. Eller de ikke kan lide mig. Eller jeg glemmer et komma, eller glemmer at sætte mit vækkeur?... Some things never change...)

onsdag den 29. december 2010

Jeg har ventet på dig

Lige nu er der ild i brændeovnen. Vi er mætte og kun en af os har ondt i halsen.
Vi er to lige nu. Den tredje ligger og sover. Han har nemlig været inde ved den ene det meste af natten.
Fjernsynet kører, men kun fordi det kan og ikke fordi det ses. For vi tusser. Rundt om bordet. Det nye legekøkken, katten, sofaen, i sofaen og rundt i huset. Bare os to. En dreng og hans mor.

Og sådan en morgen har jeg ventet på. I lang tid. Det er nemlig mig der er moderen til drengen, som leger med sit nye IKEA køkken og det er mig, der har savnet sådanne morgener. Hvor vi ikke skal noget andet end handle. Hvor vi er i nattøj, indtil vi skal ud af døren og hvor der er tid til at ligge og kikke op i loftet som drengen gør i skrivende stund.

Tak fordi du kom morgen. Du har været længe ventet.

tirsdag den 28. december 2010

Jeg sir´ det bare

Jeg siger:
- Kernelædertaske fra Adax
- Nye spisebordsstole
- Bedstemors smykker
- Gummistøvler
- Maleri fra Vuggeren
- Tørklæder
- Rævehale

og en masse andet...

Jeg har det godt! Og jeg lover at huske det.

søndag den 26. december 2010

Hvis sukkermad har jeg mon tisset på?

Julemandens? Guds? Din?

For en eller anden sender bølger af maveonde, influenza og andet skidt ind over mig og min lille familie.
Hjalte havde 39.6 i går aftes. Jeg har maveonde - igen. Og så var den endda min fødselsdag i går. Hurra hurra hurra...

Jeg kan ikke helt greje, hvem jeg har tisset på... er det dig?

(ps. tak til alle de fantastiske mennesker der fejrede mig i går, trods julefrokoster og træthed. Jeg er glad ved jer alle sammen. Også dem der måtte blive hjemme pga. vejret.)

torsdag den 23. december 2010

Har du taget den?

Min julestemning? For den mangler. Både i krop og sjæl. Og der ligger bunker. Både af sne og gaver, konfekt og portvin (jeps, vi er glade ved portvin i denne familie). Men ligemeget hjælper det.

Lige om lidt skal juletræet ind. Det er faktisk noget af det jeg elsker allermest ved julen. Det smukke træ. Da jeg var lille, lagde jeg mig, midt i alle gaverne, på ryggen inde under træet og kikkede op. Det var det smukkeste syn. Lysende der glimtede på de smukke kugler og alt glimmeret der glimtede. Derfor var det den tegnefilm med chip og chap, som jeg elskede mest. I ved den, hvor de Mickey fælder træ med Pluto og chip og chap fløjter rundt i træet. Ik? I kender den da.
Men den mindede mig om mig selv. Og lidt om, at jeg ikke måtte få en hund. Men det er en anden historie.

Nå, men altså. Lige om lidt skal juletræet ind. Måske tager det julestemningen til Cristine med. For posen med godterne og min julestemning må være der ude et sted. Jeg er jo egentlig den store julelover...

Så hvis du, kære læser, kan undvære en lille bitte bid, så send den gerne i en lille bitte kommentar til mig. Det tror jeg faktisk er den eneste og sidste udvej.

Men ellers:
Glædelig Jul kære blogland og alle jer andre

mandag den 20. december 2010

I guder hvor jeg dog pønser

Kender du det? Det bliver bare ikke rigtig til noget. Men der er en masse du gerne vil?
Foreksempel vil jeg gerne lave en Give Away - fordi jeg har fået så mange nye faste læsere. Og det er jeg rigtig glad ved. Ja, ja jeg ved det. Andre medbloggere bryster sig af hundredevis af læsere, men alt starter jo et sted ik?

Og foreksempel er der stadig det med pisse pigerne. Den lurer også stadig. Den tager lidt tid, men den har noget at gøre med at tro på, at man har ret til at sige fra. Og noget med at det ofte misforstås med, at man er en pisse pige.

Jeg pønser også på noget om vores alle sammens Bertel. Sure lille Bertel. Som jeg ikke kan have ondt af. Ligegyldigt om jeg så niver mig selv, ser på billeder af grædende børn samtidig eller tænker på verdens katastrofer. Der kommer ikke en lille bitte my af medlidenhed op i mig. Så måske derfor klæder det mig bedst, at lade den passere?

Og så er der alt det andet. Pønseri.
Indtil videre, har jeg pønset på mit slumretæppe i otte måneder. Og i dag er det blevet færdigt. Det siger noget om mit niveau.

Det kunne være bedre...

søndag den 19. december 2010

Deleblogbørn

Jeg ved heldigvis ikke, hvordan det er at være bonus mor med delebørn. Jeg satser også på, at jeg aldrig kommer til det. Men hvem gør det? Alligevel kender vi alle sammen en, to, tre eller flere, som er i den situation. Og den der svær. Situationen.
Heldigvis er der mennesker, der kan tænke flere tanker, end dem der når til, hvem der henter i weekenden. Og stor respekt til dem der overhovedet kan tænke til, hvem der henter i weekenden. Men der er brug for mere. For det kan være rigtig svært at overhovedet snakke om, hvem der henter.

Delebarn.dk er en løsning. En god løsning. Katrine fra Kattekluns er blevet inviteret til at være medblogger på sitet, og det syntes jeg, at I alle skal se. Fordi hun gør det rigtig godt, men allermest fordi hun gør det med hjertet. Og sådan nogle mennesker er jeg glad ved.

Følg Katrine lige her

Jul på tysk

De kan altså noget der nede i Tyskland. De kan overdrive på en god måde. Jeg har været i Hamburg med mit nye arbejde - julefrokost. Jo jo, det er fine sager. En super hyggelig tur med god mad, godt selskab og gode drinks.
Og julerier som jeg sjældendt har set. Jeg må til Tyskland igen i julen. Det kan være jeg kan finde min julestemning der. For her er den ikke landet endnu...



Danke schön!

lørdag den 18. december 2010

Pisse piger

Jeg pønser på et indlæg der skal hedde pisse piger.
Men jeg er blevet pisset på af DSB siden i går klokken 08:00, så jeg orker ikke mere pis.

Så jeg pønser videre og pisser en anden god gang.

Kærlig hilsen
En pige der selv er en pisse pige

torsdag den 16. december 2010

Mama i knæ

Blogindlæg fra http://www.mama.dk/

Ding Dong "og vi byder Cristine velkommen til virkeligheden. Den virkelighed hun skreg på, hun savnede under sin barsel. Du finder den til højre ved siden af realitetssansen på 1. sal. Det er også her du finder Cristine stående med hovedet i postkassen med en ordentligt sæk dårlig samvittighed, ved siden af. Dagens tilbud vil være, at se den selv samme Cristine springe ud fra 3. sal. Denne gang med mavevirus, forkølelse, hosteflip og snotklatter. Det er et tilbud du ikke vil gå glip af. Hun satser på at lande lige midt i suppedasen, hvilket kun gør udspringet mere interessant. Så kom og kik; om ikke andet så for at pege fingre."


Og så er det ikke engang lyv. Jeg er i knæ. Jeg er en mor i knæ.

Under min barsel og min efterfølgende arbejdsløshed, skreg jeg på virkeligheden. Når jeg hørte nogen tale om, hvor travlt de havde, hvor meget de var bundet af at klokken faldt i hak på de rigtige tidspunkter og hvor meget de krydsede fingre og slog på træ, for at bevare en følelse af kontrol - ja, så drømte jeg mig hen i samme tilstand. For jeg ville også. Jeg ville også være en af de mødre med det liv.

Og hold da op, hvor jeg landede lige midt i det. De sidste tre uger, har mildest talt været vilde. Og fyldt med Hjaltes røv (ja, nu siger jeg det som det er) der sked derud af, mig der fulgte trop og min mand der kom bagefter. Og som om det ikke var nok, ja så skulle vi lige rammes af hoste, snot, ondt i hovedet og feber bagefter. Bare sådan lige for at krydre det lidt.

Oven i hatten fik jeg så et nyt arbejde samtidig...

Og det er fantastisk. Jeg har bare ikke haft tid til at glæde mig over det endnu - sådan for alvor.

Jeg regner med, at når jeg engang er færdig med te (jeg saaaaaaaaaavner min stærke kaffe), blødt brød og halspastiller, så skal jeg i byen og fejre det. Med Hjalte og min mand, god mad og en masse lækkerier. Og bagefter skal vi ind til byen og se hende moderen der springer ud fra 3. sal... jeg er jo ikke den eneste vel?

KH Cristine

onsdag den 15. december 2010

DING DONG

Tag aldrig til vuggestue julefest på tom mave. Du kan ikke konversere ordentligt med de andre forældre, fordi du er ved at gå ned på sukkermangel. (Fuck det, du er alligevel usammenhængende om du så er proppet med sukker)

Arbejd ikke til længere end klokken 22:00 - resten er vollapyk (Fuck det, du er alligevel usammenhængende om du så havde sovet i hundrede år)

Tro ikke at julemanden findes (Fuck det, gu gør han så!)

Køb noget realitetssans, om ikke andet, så for at sige at du har den (Fuck det... hvorfor ved jeg egentlig ikke)

Shit jeg er træt...

tirsdag den 14. december 2010

Rygtet siger...

Rygtet siger at julemanden ikke kommer til Danmark i år. Han har simpelthen ikke point nok til at komme ind i landet; ingen uddannelse og så arbejder han jo kun en måned om året!

Så, ingen arme - ingen kage venner!

NB: teksten er taget fra en facebook opdatering der huserer i øjeblikket

lørdag den 11. december 2010

Ring a bell?

Vi har alle sammen hørt det - eller de fleste af os har i hvert fald. Dem af os der har rødhårede mødre. Ikke på toppen men i hjertet.
Og de har jo ret, de røde mødre. De har kæmpet for os. Vores frie valg, vores ret til vores egen krop og vores ret til at sige nej.
Og jeg takker dem. Ligesom jeg takker dem der kæmpede for det i 1915. Det startede nemlig allerede dengang.

Men de skal holde op nu.
Nu skal de lade os være i fred.
Ellers drukner vi i dårlig samvittighed og kampe der klasker sammen, som kun sådanne kan.
En klog kvinde skriver om det her. Og jeg syntes vi skal læse det. Alle sammen.
http://www.information.dk/250596

I know - jeg er ikke så "let" i øjeblikket. Det er jul. Og det kaster altid en tanke eller to af sig hos mig...

fredag den 10. december 2010

Tal i tanker

14: er så mange dage jeg nu har røget ind og ud af maveonde og halsbetændelse
4 milliarder: er tallet der kommer en tismyre tæt på, hvor irriteret jeg er over det første tal
MEN!
1000 milliarder: er tallet der beskriver, hvor glad jeg er for mit nye job
1: er tallet der beskriver verdens dejligste dreng
1: er tallet der beskriver verdens dejligste mand
4000: er tallet der beskriver, hvor overrasket jeg blev over mennesker i dag
3: er et tal der beskriver de 3 mennesker jeg skulle have drukket kaffe med i denne uge... og som jeg ikke nåede - øv!
1: er tallet der beskriver, hvor mange nye Filofax kalendre jeg liiiige har købt mig
1: er også tallet der beskriver, hvor mange nye HTC telefoner jeg liiiige har købt mig
0: er derfor helt naturligt tallet der beskriver saldoen på min konto
1000000 billioner: er tallet der beskriver min kærlighed

Og jeg ved det. Et total ligegyldig og fuldstændig komplet åndsvagt indlæg. Men 14 DAGE, venner! 14 DAGE! Jeg er en smule i knæ...

torsdag den 9. december 2010

Når nu man ikke selv kan sige det

Fordi man arbejder meget. Samtidig med at man er syg. Fordi man har lyst til at sige noget, mest om at nogle i denne tid ikke har det godt. Mere om, at vi er eminente til at lukke øjnene. Når nu man ikke selv kan, så er det godt, at andre kan - og har gjort det.

jeg kom cyklende med den gamle

da han pegede på et hus og sagde

dem der bor der er nogle stakler

det er staklernes hus

det er staklernes hus



så jeg tænkte mig en familie

af skimmel og svamp

der var mørkt bag alle ruder

højst en enkelt nøgen lampe

lyste bagest i en stue

hvor de nok sad og grublede

i staklernes hus



der var aldrig nogen der så dem

ikke så vidt jeg ved

nogen sagde de så et postbud

gå fløjtende derind

han tørrede en tåre væk med uniformens ærme

idet han kom ud



der blev aldrig fejet fortov

folks lort fik lov at ligge og drive

man var enige om at staklerne var for stakkels

til at feje og rive

så’n som der så ud

omkring staklernes hus



kun vilde blomster voksede

i et enkelt bed

men de vendte hovederne ud mod gaden

de vendte blomsterryggen til

og hvis en fugl kom til at flyve henover staklernes hustag

pippede den forskrækket og slog et lodret slag

og skyndte sig op i himlen

over staklernes hus



vi voksede op og lærte os den dér duknakkede gang

der var standard når man gik forbi staklernes hjem

nogen gange tænkte jeg på

hvordan vi mon så ud

hvis nogen kiggede ud på os

indefra staklernes hus



vi var mange der havde svært ved

at nærme os en pige

men man ku’ altid snakke om staklerne

hvis man manglede noget at sige

hva’ så har du hørt om de stakkels stakler

i staklernes hus

- lad mig lægge en arm omkring dig

og lad os gå en tur og lad mig vise dig

staklernes hus

Vil du ikke godt lade være med bare at gå forbi i år?

Der er tusind måder at bryde dit eget mønster - og en million måder at bryde andres.

Teksten er fundet her og skrevet af Allan Olsen


tirsdag den 7. december 2010

Julen er flyttet på reolen

I år er julen ikke støvet. Den er tværtimod støvet af. Faktisk er den så klar og parat, som nogen jul kunne være. Bortset fra, at den ikke kan ses. I hvert fald ikke her hjemme. Ikke endnu. For med en mavevirus, et nyt job, et gammelt job man skal afslutte ordenligt og en mand der føjter fra den ene ende af landet til den anden, er der sat en naturlig stopper for julens komme.
Men noget jul er der da flyttet ind. Den har fået plads på reolen. Og siden billedet er taget, har den også fået selskab af en filt flagranke - som er pænere end den lyder til.


Og så er der adventskransen. Den er ikke flyttet på reolen. Den skulle have været en smuk krans, hængende fra loftet med flotte røde bånd. Ligesom jeg kender det hjemmefra. Og som det skal være - ik?
Men eftersom det er umuligt at købe noget af nogen slags, der bare minder en smule om kvalitet, i den genre, så blev det ikke til noget.

Det blev derfor en crissy klassiker. Fire lys på et fad og en masse kugler. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det nok også i mange år frem. Det er nu helt ok.

Og så er man endda selv med som pynt.

Glædelig Jul alle sammen - lige om lidt. 

fredag den 3. december 2010

Hjerternes fest

Midt i mavevirus og jubel scener blev jeg gjort opmærksom på, at selvom jeg piver over ondt i maven, jubler over nyvundne sejre, så har jeg det bedre end mange andre.
Det er ikke for at være selvudslettende. Det er ene og alene fordi jeg har muligheden for at gøre noget, i en tid, hvor der er nogen, der ikke har noget.

Jeg er pavestolt af, at være en del af en verden, der kan dette op at stå, på så kort tid. Og jeg bukker og bøjer mig i støvet for de damer.
Jeg kan kun opfordre alle til at støtte den fantastiske - og VIGTIGE sag!
http://badut.typepad.com/hjerternes_fest/