torsdag den 9. december 2010

Når nu man ikke selv kan sige det

Fordi man arbejder meget. Samtidig med at man er syg. Fordi man har lyst til at sige noget, mest om at nogle i denne tid ikke har det godt. Mere om, at vi er eminente til at lukke øjnene. Når nu man ikke selv kan, så er det godt, at andre kan - og har gjort det.

jeg kom cyklende med den gamle

da han pegede på et hus og sagde

dem der bor der er nogle stakler

det er staklernes hus

det er staklernes hus



så jeg tænkte mig en familie

af skimmel og svamp

der var mørkt bag alle ruder

højst en enkelt nøgen lampe

lyste bagest i en stue

hvor de nok sad og grublede

i staklernes hus



der var aldrig nogen der så dem

ikke så vidt jeg ved

nogen sagde de så et postbud

gå fløjtende derind

han tørrede en tåre væk med uniformens ærme

idet han kom ud



der blev aldrig fejet fortov

folks lort fik lov at ligge og drive

man var enige om at staklerne var for stakkels

til at feje og rive

så’n som der så ud

omkring staklernes hus



kun vilde blomster voksede

i et enkelt bed

men de vendte hovederne ud mod gaden

de vendte blomsterryggen til

og hvis en fugl kom til at flyve henover staklernes hustag

pippede den forskrækket og slog et lodret slag

og skyndte sig op i himlen

over staklernes hus



vi voksede op og lærte os den dér duknakkede gang

der var standard når man gik forbi staklernes hjem

nogen gange tænkte jeg på

hvordan vi mon så ud

hvis nogen kiggede ud på os

indefra staklernes hus



vi var mange der havde svært ved

at nærme os en pige

men man ku’ altid snakke om staklerne

hvis man manglede noget at sige

hva’ så har du hørt om de stakkels stakler

i staklernes hus

- lad mig lægge en arm omkring dig

og lad os gå en tur og lad mig vise dig

staklernes hus

Vil du ikke godt lade være med bare at gå forbi i år?

Der er tusind måder at bryde dit eget mønster - og en million måder at bryde andres.

Teksten er fundet her og skrevet af Allan Olsen


1 kommentar:

AB sagde ...

Jeg ELSKER Allan Olsens leg med ord!