torsdag den 30. december 2010

Status

Jeg arbejde engang i en købmandsforretning. Som sådan en slavetøs ved flaskerne og grøntsagspakningen. Med en kvartalsdranker som chef. Det var usselt. Men hvad der var endnu mere usselt var, når der skulle gøres status. Alt skulle tælles, registreres og gøres op.
Det var total nederen, som jeg nok har kaldt det dengang.

Men status skal der gøres. Også i livet. Heldigvis kan jeg nu, efter nitten år, undlade at kalde det for usselt. Tværtimod.

Der skete en del i 2010. Der var fire måneder, som skygger for det meste. Fire måneder uden arbejde. Og når man er sådan en der simpelthen elsker at arbejde, så blev de fire måneder meget mørke. De var endda selvvalgt. For min families skyld. For min egen skyld. Jeg sagde selv op. Men når magtesløsheden overmandede mig, og jeg blev skrækslagen for, om denne verden nu også virkelig havde brug for mig, ja så kastede de mørke skygger over det meste af mit liv i den periode.
Men - og der er altid et men; sletter jeg de fire måneder, så kan jeg faktisk ikke klage.
Overhovedet ikke - faktisk.
Der skete nemlig noget i 2010 som jeg ikke turde drømme om, dengang jeg stod i ølslatter og gamle rosenkål hos alkoholiker købmanden. Dengang drømte jeg om at kunne leve af at skrive.

På mandag starter jeg med at leve af at skrive.

Jeg starter som tekstforfatter på et reklamebureau. Nu har jeg sagt det højt. For første gang her på bloggen. Nok det mest frygtindgydende sted at sige det eftersom læsere her, er bloggere med flere tusinde læsere hver uge, med høje ratings og Arteha Franklin R-E-S-P-E-C-T. Men det skal jeg altså. Lille mig, der ikke kunne stave. Der altid, og i lang tid, skrev muglighed og ikke mulighed. Mig, der blev smidt ud af gymnasiet, og måtte ind på Det Fri Gymnasium på inde Nørrebronx for at rase ud. Mig, som sgu har kæmpet en stor del af mit liv. Mod alt muligt godt og skidt. Lille mig, der åbnede for en del af drømmeposen da jeg startede denne blog op i april. Mest som en skraldespand for al moderrolle galden. Men som endte med at blive mig egen øjenåbner.

Egentlig kan man vel sige, at selvom der var mørke måneder, så var 2010 året hvor jeg hørte efter. Du ved, til den der lille stemme langt langt inde. Dybt begravet bag selvtillid og mangel på samme og nok værst; manglende selvværd. Derinde, der sidder der altid en stemme, som skriger højere end noget andet. Og den sidder der også hos mig.

Jeg blev 31 før jeg hørte efter. Og nu er det som om, at livet lytter til mig.

(ps. Jeg har selvfølgelig banket 7-9-13 under bordet op til flere gange og spyttet efter min egen kat, som er sort, hver gang han har krydset stuen... selvfølgelig har jeg det - bare rolig. For jeg har kun fået en freelancer kontrakt i tre måneder og man ved jo aldrig, og hvad hvis nu jeg ikke kan finde ud af det. Eller de ikke kan lide mig. Eller jeg glemmer et komma, eller glemmer at sætte mit vækkeur?... Some things never change...)

14 kommentarer:

Ursula sagde ...

Fantastisk!!!

Pøj pøj med det og selvfølgelig klarer du det og vinder dem med dit charmerende væsen ;-)

Lis Rylander Karlsson sagde ...

Du er så SEJ, Cristine!

Frk. Hverdag sagde ...

SÅ SKAL DER KLAPPES. For er der noget sejere end dem tør...? og det gør du. Og du skal vise dem, skal du! Og jeg vil heppe på dig hele vejen.
Med stor R-E-S-P-E-C-T og et godt nytår
Fra Frk. Hverdag

Tanja sagde ...

Stort tillykke og held og lykke med jobbet :)

kunsandheden sagde ...

Aihjaijai - den der stemme gør dig godt. Det samme gør champagnen, der fejrer det nye år..

Sandie sagde ...

FEDT FEDT FEDT! Hvor er du sej - er 100% sikker på at det bliver rigtig godt :)

June sagde ...

Siger som Lis, at du er SEJ! - og som jeg også selv har sagt til dig før! ;-)

Go Get Them....

Knus

Prophecy sagde ...

Tillykke til dig og til din lille stemme, der blev hørt!

Anne sagde ...

Så sejt, kæmpestort TILLYKKE :)
Jeg elsker blandt andet at følge med herinde på bloggen på grund af dit sprog. Det er så levende og beskrivende. Det kan jeg virk'li godt lide.

GODT NYTÅR!!!!! TRUUUUUT

Vibeke Storm-Frandsen sagde ...

Hej Christine
Tillykke med jobbet - det er godt gået. Du skriver rigtigt godt og legende let i din blog, så de 3 måneder skal nok blive til mange flere, om du vil det. Fra en anden tekstforfatter på Fyn til en anden. Godt nytår og held og lykke. Vibeke

Vibeke Storm-Frandsen sagde ...

host host, os tekstforfattere må gerne lave bøffer i blogland, ikke?

gittepigen sagde ...

Kære Cristine!
Godt nytår - og held og lykke på mandag! Gi' dem baghjul - du styrer for vildt med skriveriet!
Nytårskram fra Gitte K

Cristine sagde ...

Kære alle sammen!
Et kæmpe rungende tak og et fyrværkeri af godt nytårs til jer alle sammen!
Store tanker og kram fra
C

Anne Lotte sagde ...

TILLYKKE, og held og lykke med den der lille stemme. Jeg kæmper også med den. Nogen gange hver dag, andre gange hører jeg den kun ugentligt, men lige meget hvad jeg gør, så er den der. Altid, hele tiden. Det er forfærdeligt, og jeg tror lige præcis jeg ved hvordan du har det.
Så rigtig meget held og lykke med jobbet. Om tre måneder har de indset, at de ikke kan leve uden dig, og så bliver du fastansat. Bare vent og se :-)
Kh Anne Lotte