lørdag den 15. januar 2011

Voksne mennesker i klæ´er

Der er en ting, jeg afskyr mere, end jeg afskyr noget andet.
Altså indenfor kategorien underholdning.

Taler vi om menneskesyn, politik eller penge, er der en hel del, jeg afskyr mere end andet - en af dem starter med P - men det er slet ikke det, dette indlæg handler om.
Og nu skulle man tro, hvis man var sådan en der kendte mig rigtig godt, at det var Paradise Hotel som jeg skal til at skrive om. Eller det er mig eller hunden, eller Så det Synger, revy eller Dansk Top. Men nej.

Eksemplerne er alle gode, men de er mere tålelige, end det jeg afskyr aller aller mest i denne verden: Musicals.
Der findes ikke noget værre. Det er det absolut værste! Og hvordan det kan være en industri på størrelse med porno branchen - det forstår jeg simpelthen ikke.
Og I er nok en flok derude, der absolut ikke forstår mig og slet ikke kan se hvad, der nu skulle være så slemt ved det. Når jeg møder jer, plejer I at sige:
" Neeeeiiii! Det er da så flot. Alle farverne, musikken og historierne... jeg ææælsker musicals!"
Eller:
"Det er nogle utrolig professionelle mennesker der både kan synge og formulere en historie samtidig. Det er en lang tradition af store kunstnere der har skabt et udtryk der kan...
Sådan plejer I at sige.

Her er, hvad jeg plejer at sige:
Musicals. For det første er det enormt dårligt musik. Det er fløjl på dåse. Det kan jeg ikke lide.
For det andet så lad os kikke nærmere på udformningen af historien. Altså, hvordan voksne mennesker vælger at formidle et budskab på - rent visuelt.

Lad os tage... Cats!

Og lad os så starte med hvad der startede denne... nå ja, kattepine. T. S. Elliot. Og ham kan jeg faktisk rigtig godt lide. Han skrev engang nogle kattedigte. De blev smadret af Andrew Lloyd Webber. Og bagefter var der en stenet scenograf/instruktør/kostumè, som havde en umanerlig trang til at begå selvmord, men ikke turde, og derfor ville personificere sig som kat med ni liv for hele tiden at have en chance til. Derfor syede han: menneskelige kattekostumer.
En flok håbefulde skuespillere, der ville sælge deres sjæl, søgte jobbet og blev: menneskelige katte!
AIIIMEN DET ER DA SUPER!
Specielt når du så putter sang, musik, blå og rødt lys på og en fandens masse umotiverede hop oveni.
For katte hopper nemlig rigtig meget - rundt over det hele... lillelet på tå som de jo rent faktisk er…
"Ja, men man kan jo ikke dramatisere T. S. Elliots fortælling, hvis man ikke kan personificere menneskene som katte, Cristine"
Ti stille, siger jeg så. Jeg gider ikke engang svare på det...

For slet ikke at tale om, Annie (lille søde rødhårede pige der synger som om hendes nosser er født med verdens ondeste klemme på), Mama Mia (ABBA var slemme nok - ja sorry men dem kan jeg heller ikke se ideen i), Evita (lad nu være med at smadre historiske personligheder ved at få dem til at synge på en fucking altan).

For slet ikke at tale om Starlight Express. Jeg kunne, også, tale meget lang tid om Starlight Express, men jeg nøjes med en kort opsummering: Voksne mennesker, som tror de er tog (!) og derfor kører rundt på rulleskøjter (mennesket fik jo desværre ben i stedet for hjul) og som topper hele hysteriet med at, nå ja - synge samtidig.
AIEMEN DET ER DA ENDNU MERE SUPER!
For slet ikke at tale om Sound of Music. Kvinde med ben i næsen - fjoller rundt på en mark og synger om lyden af musik og blomster - for det gør selvstændige, stærke kvinder med hang til med – og selvbestemmelse nemlig. Specielt samtidig med at de passer en milliard børn og forsøger at tø en nazi lignende mandsperson op.
"Men det er jo metaforen i fortællingen, Cristine"
...
Jeg gider stadig ikke...

Og hvad har så forårsaget denne bitterhed på en ellers dejlig lørdag morgen?

Annette Heick!
Og min morgenavis.
Og Maria Lucia.
Og det faktum at den ene (forresten hende der er ældst) tager en prinsesse kjole på, papilotter håret og trutmunds synger sig igennem en forestilling om hekse. Og den anden maler sig grøn i hovedet (det er også hende der yngst, og derfor giver det mere mening, at det er hende der opfører sig som et børnehavebarn til fastelavn) og hopper med ind i en sang om, nå ja - hekse.
Og det faktum, at en seriøs morgenavis, har brugt tid og penge på at sende en uddannet journalist ind og se et teaterstykke i plastik med sang og dans. OG som så ovenikøbet mener, det er så vigtigt, at jeg skal vide det. OG som ovenikøbet mener, det er så godt, at det fortjener 5 ud af 6 stjerner...



Det er en cocktail af format de lægger op til, i de første par linjer ik?

Det er såmænd bare det, jeg afskyr.

9 kommentarer:

Nana und Co. sagde ...

Åh haha, ville såmænd bare sige at jeg er totalt enig: Jeg h.a.d.e.r også musicals. Virkeligt. Kender ikke engang halvdelen af dem du skriver om, men jeg fatter simpelthen hvad det er folk falder på halen over ved musicals. De er akavede, påtagede, kedelige og bare irriterende. Totally agreeing :)

AB sagde ...

Du har godt nok mange følelser om emnet :-)

Heldigvis kan man lade være emd at købe billetteren, tror jeg nok. Det er ikke en tvangsforestilling, den med heksene, vel?

Jeg ser nok lidt anderledes på det. Er ikke selv hverken musicalelsker eller -hader. Jeg synes egentlig bare det er skønt at vi lever i en verden. hvor voksne mennesker stadig kan klæde sig ud som hekse eller prinsesser uden at det behøver at være fastelavn. Fred være med det.

God weekend Cristine. jeg håber ikke du tager din harme og afsky med dig videre ind i den. Godt at få den ud :-)

Loui' sagde ...

ENIG!!

Når jeg bliver tvunget ind til den slags, hvilket jeg desværre jævnligt bliver pga. mit job (nu skal vi rigtig lave noget hyggeligt sammen...) så går jeg i pausen og bliver altid vældig fuld i baren.

Ida Sauer Eriksen sagde ...

Det kan nemt blive en pasion at elske "at hade"
for midt vedkommende tænker jeg at der skal være plads til alle, også voksne der kan stå i en blomstermark og synge.. det er dog ikke det værste vi har set på vores lille jord..
vi er jo ikke tvunget til at kigge med.. som du har det med musicals, har jeg det med tv's populær Comedy som Dolf og og de "to overklasseløg på bænken med deres glas" fra DR 2 så hver sin smag, husk der skal være plads til alle
Mange weekendknus Ida

Anne/Undreland sagde ...

Haha Cristine, dit sure løg!
Læs Politikens anmeldelse, så får du det bedre. Måske.

Cristine sagde ...

Kære alle.
Jeg håber I ved, at vinklingen må vige for sødmen engang i mellem.

Jeg mener, der vinkles jo alle steder. Når Mary træder ud af et hospital, eller når Stine Bosse skældes ud eller vi taler om krigen Afghanistan. Så vinkles der også.

Og ja, der skal være plads til alle! Det er nemlig lige præcis det der skal.

Specielt musicals og stærke følelser.

KH fra C - der nu ellers er ret sød.

Camilla Kjems sagde ...

SÅ enig!!!! Eneste ting der er værre, er det frelste udtryk et pigekor kan have i deres ansigter, mens de fremfører et grumt potpourri ...

GiSP sagde ...

Hader du virkelig ALLE musicals? Også Atlantis? Og Antigone? Og Moulin Rouge? Jamen, så synes jeg faktisk, det er helt synd for dig. ;-)

Cristine sagde ...

Kære Gisp, SPECIEL Atlantis! ;-)

Moulin Rouge - jeg forsøge, men måtte slukke. Det til trods for at jeg er stor fan af instruktøren... men jeg kan ikke...
:-) velkommen til forresten!
KH C