torsdag den 31. marts 2011

Jeg er i valgkamp



Lånt her
    

Det roder

Jeg skynder mig at rydde op... men der skulle lig´som ske noget, aaaing?

Hjælp, inden jeg brækker det hele i 1000 dele

Er der en, der kan fortælle mig, hvordan jeg gemmer alle mine side elementer, såsom Facebook applikationen, faste læsere, seneste kommentarer og den slags, hvis jeg vil have en ny template på min blog?
Og hvordan får jeg det så over i en ny skabelon/template, uden at miste data?

Yes? Jeg lover at være sød i mere end blot et døgn, hvis I kan hjælpe mig!

onsdag den 30. marts 2011

Er du høflig?

Altså, jeg er forelsket! Jo, jeg fanme er. Og jeg er en af dem, der er glad for at Sara vandt X-faktor, ikke kun fordi det er tiltrængt med nogle flere lebber i det danske samfund (det er et heeeelt andet blog indlæg, men jeg er sikker på at du er tændt på at vide mere nu, yes?) men også fordi, det med hende blev lidt mere ok for os kvinder at elske hinanden inderligt, blodigt og vildt. Og er der en jeg elsker, så er det min, MIN, navnesøster, Christine Feldthaus.

Og jeg elskede hende endnu mere i min morgenavis. Mest fordi hun fik mig til at lukke ørene for min søns klagen over... ja, hvad fanden et barn uden sprog på 21 måneder klager over, og bare læse.
Den dame er så skide hamrende klog, at jeg ikke kan finde nok bandeord med superlativer, til at dække hvad jeg mener om hende.
For hvad er det lige, der sker med den danske høflighed? Hva? Christine spørger om det samme i dagens avis, og jeg kunne ikke selv have ramt mere spot on.
Men det stopper mig jo ikke fra at prøve, vel?

I de seneste par måneder har der været en del af de bloggere, jeg følger, som har skrevet om hvordan de oplever gamle damer overfalde dem verbalt, mens deres unger sidder måbende og ser på, eller hvordan de er blevet behandlet som luft af ekspedienter, der ikke gad løfte deres korpus for at betjene dem.
Hvad er det lige, der sker? Hvor er det lige, vi glemte, at vi ikke kan leve uden hinanden, ikke kan tjene penge uden hinanden, ikke kan elske uden hinanden og ikke kan være individer uden at indgå i et fællesskab?
Vi har, i mine øjne, ikke andet valg end altid at stræbe efter at være høflig, venlig og imødekommende overfor hinanden.

Jeg kunne sagtens liste en række af eksempler op, hvor jeg selv har oplevet uhøflighedens grimme fjæs. Men du kender det nok selv, alt for godt. Der er en række basale ting, der skal være i orden for at kunne kalde sig et høfligt menneske: Give hånd, se folk i øjnene, holde døren, skænke en kop kaffe, sætte ny kaffe over hvis man tager det sidste og skifte toiletrullen, når man opdager den er tom. Gør du dette, er du allerede godt på vej og langt fremme. Men der er et par lag dybere end dette.

I min bog, er det foreksempel:
  • Høfligt at lyve. Ikke store løgne, men små hvide, der letter hverdagen, og får det hele til at glide. Om  man kan det, er så et spørgsmål om menneskelig indsigt. Men jeg mener i den grad at det er uhøfligt, altid at kræve sin ret til at sige sin mening - specielt overfor mennesker, man ikke kender.
  • Det er høfligt, at tænke før man taler.
  • Det er høfligt at sige goddag, når man kommer ind i en butik og farvel, når man går.
  • Jeg mener også, det er høfligt, at sige sin mening. Og hvordan det hænger sammen, med det jeg skrev før, handler igen om menneskelig indsigt.
  • At lægge sine varer i eet lag og med stregkoden op ad på kassebåndet.

og jeg kunne blive ved. Men lad os starte på det lavpraktiske plan. Der hvor vi starter med at smile til kassedamen (vidste du at en kassedame løfter flere hundrede kilo, hver dag?) eller der, hvor vi siger godmorgen - og mener det, når vi møder på arbejde.

Jeg kunne også skrive alt muligt med, at jeg ikke selv altid er høflig, og at jeg godt ved, det ikke er alt, jeg kan efterstræbe - men; jeg mener faktisk, at det er høfligt at kæmpe lidt imod janteloven, når man får muligheden for det.

Og hvis du på baggrund af dette, mener jeg er en anelse hellig i dette indlæg, så er det sgu nok fordi du selv mangler at skrabe et par point sammen, inden du sådan for alvor kan blære dig med at være høflig...

mandag den 28. marts 2011

Hvad fanden er der med det tog?

Altså, ud over at det kan transportere dig fra A-Z? Og i vores naive drømmeverden - hurtigt og til tiden. Og CO2 neutralt og alt det der?
Ud over det, hvad er det så med de tog?
For nu er min dreng også blevet bidt af det. Sådan, for alvor bidt.

Drengen har bestemt sig for ikke at sige sammenhængende sætninger, til trods for at alle mine børneklogbøger siger, at han på nuværende tidspunkt burde føre civiliserede samtaler med mig. I Hjaltes verden er alt; "tååååååuuu" og "abiiiiiii". Som er: Tog og en bil. Og når jeg siger alt, så mener jeg: Alles!
Maden, bogen, sengen, sofaen, moderen, faderen, vandet, blomsten, katten, trappen, lampen og you name it.
Og det bliver som regel afleveret med en insisterende pegefinger som tro medfølger. Det er sødt, super og alt det der, men jeg mangler stadig svar på, hvad det er med de tog?

For ud over at sige det hele tiden, vil han heller ikke lege med andet end tog. Når han skal kikke i en bog, er det bogen med tog (eller den store tiger, men det passer ikke så godt til dette indlæg) og hvis hans BRIO bane ikke arter sig og går fra hinanden, skriger han i vildenskab - den slags skrig, der kan få alle forældre til at skråtte regler om opdragelse og "den må du selv klare, skat" lige op, hvor man møder halsen igen.
ALT handler om tog i øjeblikket (eller store tigere, men det passer stadig ikke så godt til min pointe) og jeg er efterhånden ved at blive en smule nervøs. For kunne han ikke også interessere sig en smule for, ja... motorcykler? Eller militærtanks? Bare så jeg ikke skal være nervøs for, at han bliver en af de der 13 årige drenge, der står på togstationen og vifter med armene i bar glæde over at NU kører toget. Jeg har nemlig også hørt skræk historierne om de mænd, der optager togene på video og ser dem hjemme bagefter... Det er ca. et lige så godt salgstrick, som "jeg bor stadig hos mine forældre".

Men jeg maler nok også lidt med ham der fanden lige nu, I know. For egentlig syntes jeg, det er meget sødt, og jeg har faktisk også lyst til at tage i Toys R´ Us og købe det største plastiktog, jeg kan finde. Problemet er nok, at jeg ikke helt forstår hvad det er med de tog, der er så enormt fascinerende.
Jeg behøver heller ikke forstå det hele, omend måske noget som helst. Faktisk minder det mig om, at jeg nok egentlig selv er i gang med at udleve kønsroller af værste skuffe herhjemme. For imens jeg står der og undrer mig, ser du mig jo ikke pege opmuntrende og febrilsk og sige: "Seee duuukkeeeen skat. Er den ikke fiiin? Vil du gi´ den kjole på?"

Et barn er SÅ meget en boomerang...
Så der er måske ikke så meget med de der tog? Der er nok mere med forældrene.

fredag den 25. marts 2011

Psst - jeg ved, hvem der vinder X-Factor...

Den, der har den bedste historie og formår at videreformidle den...

Såre simpelt.

Kh C

tirsdag den 22. marts 2011

Smukke nyheder

Jeg har fået den mest fantastiske nyhed i dag! Og jeg har lyst til at råbe den ud til hele verden, fordi den sender mig i lyksaglige tårer og giver mig kuldegysninger af kærlighed.

Og det har ikke noget med mig at gøre...
Men jeg glæder mig så enormt meget til at dele det med jer!

lørdag den 19. marts 2011

Hjælp Japan

Når man selv er weekenddoven, er det godt, andre ikke er!
Støt Japan hos Kat med 50 kr for hvert armbånd, du køber.

Se mere lige her

Gå direkte til Kat´s Amiobutik

torsdag den 17. marts 2011

Og han kom hjem

I dag kom Hjalte hjem fra et bakteriedræbende ophold hos farmor og farfar.
Og da faderen tog ham ud af bilen og jeg skreg fra køkken vinduet: "Heeeeeeiiiiiii mooooaarrsssss skaaaaat", kikkede han på mig, strakte armen ud, pegede med sine lille pegefinger og kvitterede: "Moooooooaaaar".

Jeg er L-Y-K-K-E-L-I-G

onsdag den 16. marts 2011

Noget om næsetipper

Der er sket noget ude i verden. Helt ovre i Japan. Og når jeg ser billeder der fra, bliver jeg ked af det.
Jeg ved ikke, om jeg føler med de mennesker, der står midt i det, for jeg ved ikke, hvad de føler. For jeg har aldrig følt det, de gør.
Frygten, der sniger sig ind over mennesket, når livet bliver livsfarligt.

Jeg ved ikke, hvordan det føles at miste sit hjem. Jeg ved kun, hvordan det er at være bange for om de store træer, der står udeforan mit hus, vælter, når det blæser kraftigt. Jeg ved ikke hvordan det er, at flygte fra en 10 meter høj bølje, se mit hus forsvinde i vandmasserne eller høre at hele min by er blevet jævnet med jorden, mens jeg var på arbejde. Jeg ved ikke, hvordan det er, at være bange for stråler, der kan give mig kræft eller slå mit barn ihjel. Hvordan det må være at se et atomkraftværk sprænge i luften få kilometer fra, hvor mit hus engang lå. Eller hvordan det må være at flygte fra mit eget land, fordi naturen har udråbt krig imod mig.
Jeg aner det ikke - så derfor vil jeg heller ikke påstå, at jeg føler med dem.
Men jeg føler for dem.

Og når jeg så hører i min radio, at Beredskabsstyrelsen her i Danmark har åbnet en hotline for bekymrede danskere, tænker jeg, at det må være forfærdeligt at have familie i Japan, som man ikke kan komme i kontakt med. Ikke har hørt fra i flere dage, eller som man ikke kan hjælpe væk fra de frygtede stråler, fordi man sidder her - alt for langt væk. Dem føler jeg med, for jeg ved godt, hvordan det er at frygte for sine elskedes liv.

Men når jeg hører i den samme radio, at danskere ringer ind til den selv samme hotline med bekymringer om strålefare i Danmark, frygten for deres børn, når de leger under den danske himmel eller hvordan det nu er med den der vind, der vil blæse det hele over til os, og om det ikke er på tide, at man uddeler jodpiller mod strålingsfare i Danmark - så føler jeg noget helt andet.

Hvordan er det muligt, at tænke den tanke? Hvordan er det muligt at sætte sig selv foran verdens naturkatastrofer, der slår tusindvis af mennesker ihjel, og vil påvirke de efterladne i mange år fremefter? Hvordan er det muligt, at man i en sådan situation tænker på sig selv, fremfor dem der virkelig har problemet?
Jeg forstår det ikke, og jeg pudser ingen glorie, mens jeg uforstående vandrer rundt med mine spørgsmål.

Jeg får ikke noget svar. Så derfor, for at få en smule struktur på mit forvirrede hoved, tænker jeg at svaret må være at vi har problemmangel i Danmark.

Vi mangler perspektiv
Vi mangler respekt
Og vi mangler problemer

Derfor skaber vi dem selv, og når der åbner en hotline, så kan vi vælte vores dårligdom ud over den og de stakkels mennesker, der sidder i den anden ende. Dem som er uddannet i fysik og molekyler, og bestemt ikke i psykosomatiske sygdomme og behandling af angstneuroser for voksne forkælede mennesker.

Så lever vi lidt igen og kan mærke hjertet slå.
Og det er pinligt.
Men åbenbart så dejligt, når der sker noget ude i verden.

tirsdag den 15. marts 2011

Dagens dosis

Stærkt inspireret af denne skønne dame, vil jeg give dig en dosis gode toner. Mest fordi jeg har en dag, hvor jeg har brug for gode toner.
Det er simpelthen så lækkert, og han er simpelthen så lækker og i det hele taget er det alt det lækkerhed, jeg har brug for lige nu.

Yes?

mandag den 14. marts 2011

Derfor kan Sex and The City ikke foregå i Danmark

Billedet er lånt her.
Please let me know if you want
it removed.
Det er vist ingen hemmelighed, for os inkarnerede fans, at det var de hersens damer fra Sex and The City, der gjorde cup caken verdensberømt. Lige siden 2 af damerne satte tænderne i en cup cake, ude foran, det nu, verdens berømte New Yorker bageri Magnolia Bakery har danske damer forsøgt at gøre det kunsten efter i deres eget køkken. .

Ingen tvivl om, at vi er ramt af en gal cup cake.

Jeg er faktisk også lidt smågal med den lille kage. Den er jo sød. Og når noget kan komme i alle tænkelige feminine former og farver, og det er tilladt at strøg med nænsom hånd alskens kemi ud over den, uden at sukkerpolitiet kommer efter mig, så elsker jeg det.

Men i dag blev jeg ked af det på cup cakens vegne. I dag gik jeg nemlig forbi en bager i en provinsby, som havde valgt at tage cup caken og fordanske den i udgave, der kan ødelægge alle drømme om at være Carrie for altid.
Se selv:
Hvad blev der af den lille fine cup cake med et lille fint lag af søde sager på toppen? Hvad blev der af æstetikken ved den lille kage? Hvor er Miranda i denne kage? Eller Charlotte? For slet ikke at spørge om Carrie?
Den eneste jeg kan ane, er Samantha, men ikke engang denne udgave ville klæde hende.

Og det er derfor, at man skal til New York for at få Sex and The City. Det er derfor, at Danmark er for lille.
Vi laver nemlig de grimme kager.

torsdag den 10. marts 2011

Det er jo vanvid

Hvad gør man, når ens dreng kaster op 9 gange i løbet af en dag. Skider 8, hvoraf de 7 ikke kan defineres og "by the end of the day" lidt ligner et udsultet stakkels barn; helt bleg og med nedsunkne øjne?
Hvad gør man?
Ja ja, UDOVER at ringe til vagtlægen og fise forvirret rundt, og skælde manden ud over, at han er for langsom til at forklare OM der var en våd ble, han skiftede sidste gang.
Hvad gør man?

Man laver da sushi.

Det er da klart...
Endnu mindre klart er; hvorfor? Og hvad fanden er der nu galt med pap pizza?

Al den sygdom gør mig vanvittig.

Og så fik jeg fanme også lyst til pandekager...

tirsdag den 8. marts 2011

Min kamp

... er ikke eksisterende i dag.
Jeg kan, her klokken 21:30, ikke se ud af mine øjne. Men jeg kan høre manden snorke til en fodboldkamp.

Det er for dårligt, jeg ved det. Men jeg er ude i livet, og i dag har det gjort mig for træt.
Men det betyder ikke, at jeg ikke stadig er forelsket i kvinder, så jeg hepper på os og vender stærkt tilbage i morgen.

Men jeg kan dog sige een ting: De kvinder, der er gået mere op i den internationale pandekage dag - som sjovt nok falder i dag - de burde skamme sig en lille bitte smule...
Og jeg mener det, selvom jeg kan mærke brændet falde om ørene på mig...

torsdag den 3. marts 2011

Fanme nej, om jeg vil Samba!

En kær blogveninde, som også er blevet en Facebook ven, opdaterede tidligere på aftenen, på selv samme Facebook, med en post, der lød således: Har boykottet et arrangement på friskolen. Det får man ud af at invitere mig til fastelavn med tvungen samba. Over mit lig, siger JEG bare!


Jeg kaster mig i bunken af lig til denne her. For; oh my freaking fucking Good, jeg skal eddermanme hurtigt nå at blive valgt til Præsident for "Forbundet Af Regler For Forældre og Andre Psykopater" inden Hjalte når skolealderen. For hvis det er fremtidens måde at afholde forældremøder og sammenkomster på, på diverse institutioner og landets skoler, så.. ja hvad fanden så?

Og nej, det lyder ikke hyggeligt!
Hvorfor? Skal forældre nu også tvangsdanse sig igennem institutionens kedelige fastelavnsboller, der helt klart ville gøre sig bedre uden alt det skide klid, de er så glade for?

Skal vi også holde af samba efter arbejdstiden? Vores chefer gør i forvejen, hvad de kan for at få os til at hoppe på en sundhedsbølge, der ikke handler en hatfis om trivsel (tænk der er nogen, der taler om trivsel for voksne? Troede det hørte børn til...) men handler om kroner og øre og chefer, der forsøger at tørre sine egen livskrise af på sine stakkels medarbejdere.

Og skal vi nu, en gang til, finde på noget at lave i stedet for at være sammen med vores børn? Kan vi, for helvede, ikke sidde stille på en stol og glo på at de hygger sig. Bare i fem minutter? Og drikke den kedelige kaffe og spise en bolle med købecreme, der skriger på flere. Bare i små bitte, stille og fredelige 5 skide minutter? Kan vi ikke bare finde os i, at vores børn vil ses, og de vil mærke, at vi gider se dem.

Jeg siger, jo!
Altså til at glo og se på Hjalte.
Men jeg siger nej til samba og fastelavnsboller!

Og som det visuelle menneske jeg også er, vil jeg servere denne her til at gå hjem på:
En kat, en turtle, et papkasse tv, en læge, en sygeplejerske (som helt klart havde glemt, at fastelavn var for børn og ikke for de selvsammes fædre), en bjørn og med sikkerhed: Pippi Langstrømpe - alle sammen i en alder, der ligger mellem 30 og 45 år, brasilliere sig igennem sexede toner, der får dem til at svede under kostumet i en grad, så ikke engang klid kan opretholde et sundt niveau for kroppen at præstere i. OG: En måbende horde af børn, hvis fantasiverden, som kun for afløb den ene gang om året (fordi deres forældre har så travlt med at proppe dem i mærketøj og andre kostumer, at der ikke er tid til leg og fantasi) står og glor. Glor på deres forældre, der danser samba i den institution eller på den skole, som er det eneste sted i denne verden, hvor de kan slippe for forældreidioti og andre psykopater og bare være børn... også her indtager vi deres område og tromler hen over barndommen.

Jeg gør det ikke, og heldigvis er jeg ikke den eneste.

PS. jeg vil gerne pointere, hvem jeg mener, der bruger klid i deres fastelavnsboller. Som oftest er de bagt af pædagoger, ud fra et regelsæt, der er sat af en forældrebestyrelse, som er helt utrolig glade for samba. Jeg kender ikke een pædagog, som elsker samba eller bager klidboller...

tirsdag den 1. marts 2011

Om bolde

Bolde er i høj kurs herhjemme i øjeblikket. Og i mit liv, kastes de både op, ned, til siden, bagom, i og opad i alle mulige afskygninger. Der sker en del i øjeblikket - lad os sige det sådan.

Herhjemme er det glæden over boldene helt Hjaltes. "Abååå" betyder nemlig bold. Og man kan vel godt sige, at udover "hej hej" er det Hjaltes første ord. Han kan se bolde alle steder - også de imaginære.
Og det er en stor bold for flere end Hjalte. Det er stort for os.

Og så er der boldene, der flyver om ørene på mig ude i livet. Der er endnu flere og de er ikke nødvendigvis alle sammen runde og perfekte. Men sjovt er det at se på hvordan de danser indimellem hinanden, og alle vil mig noget.

Faktisk er jeg glad for bolde. Når man spiller med dem, giver de god motorik til at balancere i resten af livet. Nogle af dem...

Der er nemlig også dem, der kastes op i luften og forventes at jeg griber i bar ydmyghed.
Og til de bolde har jeg kun en ting at sige; jeg er for gammel, jeg er for klog og I er for gennemsigtige til at jeg på nogen måder gider kikke efter jeres dybde...

Hvem fik den?

Jeps - det smager af begge dele, både det søde og det sure...