tirsdag den 8. marts 2011

Min kamp

... er ikke eksisterende i dag.
Jeg kan, her klokken 21:30, ikke se ud af mine øjne. Men jeg kan høre manden snorke til en fodboldkamp.

Det er for dårligt, jeg ved det. Men jeg er ude i livet, og i dag har det gjort mig for træt.
Men det betyder ikke, at jeg ikke stadig er forelsket i kvinder, så jeg hepper på os og vender stærkt tilbage i morgen.

Men jeg kan dog sige een ting: De kvinder, der er gået mere op i den internationale pandekage dag - som sjovt nok falder i dag - de burde skamme sig en lille bitte smule...
Og jeg mener det, selvom jeg kan mærke brændet falde om ørene på mig...

6 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

Helt ærligt så bliver jeg provokeret af alle de indlæg om kvindernes kampdag... Hvorfor er det at vi skal kæmpe? Hvem kæmper vi mod? kan det mon være de fordomme vi har i os selv?
Det er lige før jeg vil kæmpe for mænd få dog for fanden nosser igen dag!!!

June sagde ...

Anne: uh, jeg bliver til gengæld provokeret af dit indlæg ;-)

Nok mest fordi det er så utrolig navlebeskuende. Jeg vil give dig ret i, at vi her i Danmark ikke længere har så mange kampe. (Men vi har sgu stadig nogle! Lige løn for lige arbejde, bare for at tage et eksempel)

Men hvad med ude omkring i resten af verden? Hvad med de steder, hvor kvinder ikke har samme værdi og rettigheder som mændene? Hvor pigefostre/børn vælges fra, fordi de er ...piger.

Vibeke Storm-Frandsen sagde ...

Du kan nå at kæmpe en anden dag, Cristine. Findes der pandekagerettigheder?
Anne: pyha...mændene må stå for deres egen kampdag - det kræver nosser. Og nu er det ikke kun i lille dannevang, at kvindernes kampdag er relevant, jovist vi har vores fordomme (og janteloven, ikke mindst), men ude i verden er kvindernes fordomme ikke den største udfordring - fordommene får sin førsteplads på listen over kvinders udfordringer , når alle andre basale rettigheder og opretholdelsen af disse er på plads. Og det er de langt fra uden for vores land. Der er masser at kæmpe for.

Vibeke

gittepigen sagde ...

Vil bare nævne, at kun 17% af nordiske virksomheder er interesserede i at ansætte en kvinde med børn.

Småbørnsmødre anses ganske enkelt som en ringere, ustabil og ufleksibel arbejdskraft.

Det er meget muligt at Kvindernes Kampdag er død, men der er stadig seriøst brug for kvinde-kamp!

Gitte K

Julia sagde ...

Der er bare SÅ meget brug for at vi følges ad - og at vi der kan kæmper for dem, der mangler overskud af den ene eller anden grund. Søstersolidaritet, damer. Kys til dig Cristine.

Cristine sagde ...

Kære Onkel: Jeg vil gerne blive enig med dig om at være uening. For ligesom de andre damer, der kommenterer så mener jeg i den grad, der er behov for kvindekampen stadig.
Og det med søstersolidariteten som fokus. For det er netop os, der har overskudet, som skal kæmpe den kamp. Ikke hver dag, ikke altid og ikke nødvendigvis med lilla ble og behårede armhuler.
For vi har noget at sige endnu, og vi skal sige det. VI har massere at kæmpe for - blandt andet til rettet til selv at vælge. og ikke mindst - vælge fra.

Jeg tror vi skal lade være med kalde det en kamp. Jeg er selv god til det... for som du spørger, Onkel Anne, "hvem kæmper vi imod" er det oplagte spørgsmål - ikke: "Hvad kæmper vi for?" som oftes er endnu mere vigtigt. Men kamp er negativt og søstersolidaritet, som jeg oplever den i denne fantastiske blogverden, er alt andet end negativ.
Nå, hvor vil jeg hen med det... en masse steder, men jeg tror jeg gør klogt i at tænke lidt over det og så vende tilbage. Specielt når det ligger mig så meget på sinde.

June: Nemlig, hvad med alle de andre? Vi må kikke ud over navlen. Og at det kommer fra dig, der har dit at kæmpe med, gør mig skide optimistisk på vores vegne, for det er edderrødme søstersolidaritet der vil noget!

Vibeke: igen - nemlig! FOrdomme er det mindste problem mange andre steder i verden - hvis det da bare var det, de skulle kæmpe imod og med, og ikke prostitution, tæsk, menneskehandel osv. osv.

Gitte: Du har mit hjerte, det ved du!

Julia: Jeg sender kys tilbage - og pointere samtidig at søstersolidariteten i den grad lever i dine bøger! Tak!