onsdag den 16. marts 2011

Noget om næsetipper

Der er sket noget ude i verden. Helt ovre i Japan. Og når jeg ser billeder der fra, bliver jeg ked af det.
Jeg ved ikke, om jeg føler med de mennesker, der står midt i det, for jeg ved ikke, hvad de føler. For jeg har aldrig følt det, de gør.
Frygten, der sniger sig ind over mennesket, når livet bliver livsfarligt.

Jeg ved ikke, hvordan det føles at miste sit hjem. Jeg ved kun, hvordan det er at være bange for om de store træer, der står udeforan mit hus, vælter, når det blæser kraftigt. Jeg ved ikke hvordan det er, at flygte fra en 10 meter høj bølje, se mit hus forsvinde i vandmasserne eller høre at hele min by er blevet jævnet med jorden, mens jeg var på arbejde. Jeg ved ikke, hvordan det er, at være bange for stråler, der kan give mig kræft eller slå mit barn ihjel. Hvordan det må være at se et atomkraftværk sprænge i luften få kilometer fra, hvor mit hus engang lå. Eller hvordan det må være at flygte fra mit eget land, fordi naturen har udråbt krig imod mig.
Jeg aner det ikke - så derfor vil jeg heller ikke påstå, at jeg føler med dem.
Men jeg føler for dem.

Og når jeg så hører i min radio, at Beredskabsstyrelsen her i Danmark har åbnet en hotline for bekymrede danskere, tænker jeg, at det må være forfærdeligt at have familie i Japan, som man ikke kan komme i kontakt med. Ikke har hørt fra i flere dage, eller som man ikke kan hjælpe væk fra de frygtede stråler, fordi man sidder her - alt for langt væk. Dem føler jeg med, for jeg ved godt, hvordan det er at frygte for sine elskedes liv.

Men når jeg hører i den samme radio, at danskere ringer ind til den selv samme hotline med bekymringer om strålefare i Danmark, frygten for deres børn, når de leger under den danske himmel eller hvordan det nu er med den der vind, der vil blæse det hele over til os, og om det ikke er på tide, at man uddeler jodpiller mod strålingsfare i Danmark - så føler jeg noget helt andet.

Hvordan er det muligt, at tænke den tanke? Hvordan er det muligt at sætte sig selv foran verdens naturkatastrofer, der slår tusindvis af mennesker ihjel, og vil påvirke de efterladne i mange år fremefter? Hvordan er det muligt, at man i en sådan situation tænker på sig selv, fremfor dem der virkelig har problemet?
Jeg forstår det ikke, og jeg pudser ingen glorie, mens jeg uforstående vandrer rundt med mine spørgsmål.

Jeg får ikke noget svar. Så derfor, for at få en smule struktur på mit forvirrede hoved, tænker jeg at svaret må være at vi har problemmangel i Danmark.

Vi mangler perspektiv
Vi mangler respekt
Og vi mangler problemer

Derfor skaber vi dem selv, og når der åbner en hotline, så kan vi vælte vores dårligdom ud over den og de stakkels mennesker, der sidder i den anden ende. Dem som er uddannet i fysik og molekyler, og bestemt ikke i psykosomatiske sygdomme og behandling af angstneuroser for voksne forkælede mennesker.

Så lever vi lidt igen og kan mærke hjertet slå.
Og det er pinligt.
Men åbenbart så dejligt, når der sker noget ude i verden.

7 kommentarer:

Anne sagde ...

Meget rammende, Cristine!! Meget...

Prophecy sagde ...

Kunne ikke være mere enig!

Pernille sagde ...

Du har lige formået at sætte ord på præcis det jeg føler! Og jeg føler også for de mange mennesker der har mistet alt.. :(

Christine sagde ...

Jeg er utrolig enig. Og det er super godt formuleret!
Jeg tænker en enkelt ting. Som jeg egentlig tit gør, når vi prøver at sætte vores problemer "her i Danmark" op overfor verdens (ofte) meget større problemer. Jeg tror man skal passe på med at opstille etiske regler for hvad man må tænke og ikke tænke. At få en frygt for hvad stråler evt vil gøre ved os her i Danmark, behøver ikke være ensbetydende med at man ikke sørger og føler for dem der er tættest på katastrofen. Det kan også være at sætte et slags perspektiv på.

Det er lidt det samme som når vi tænker om vores egne, private problemer, at de nogle gange kan virke som petitesser i forhold til andres umiddelbare meget større problemer. Her synes jeg igen man skal passe på. For selvfølgelig skal vi alle have respekt for dem/de der har større problemer, men det er også menneskeligt og helt naturligt at værne om sig selv og undres, bekymres og spørge.

Det må være det samme som at vi, fra naturens side, er bygget til hele tiden at være i udvikling. Både fysisk og psykisk. Når der så sker ting der påvirker os og andre, så sætter man naturligt sig selv ind i en eller anden rolle eller position ift andre. Så længe det er uskyldigt og ikke ondt ment mod andre, så synes jeg det er ok.

Jeg kendte ikke til den hotline du fortæller om, men jeg synes faktisk det er ok at folk kan spørge til om det påvirker dem og deres nære, hvis de har en reel bekymring. Hellere det end at der går og skabes angst rundt omkring i de små hjem, fordi der er spørgsmål der ikke bliver besvaret. De implicerede i katastrofen lider jo ikke ondt af, at vi bliver mere afklarede...

Cristine sagde ...

Christine@ Lækkert at møde en navne søster -der er for få af os ;-) Jeg må indrømme, jeg ikke er enig. At udryde angst, er ikke altid at stille sine bekymringer tilfreds, i hvert fald ikke for mig. Jeg mener, at vi bør udryde vores angst et helt andet sted, nemlig i vores selvbevidsthed. Ikke i forhold til andre, men i vores reflektion over livet og den verden vi omgiver os med. Det er aldeles i orden at værne om os selv, vores nære og vores liv. For vi elsker og værdsætter det hele højt. Men dette er ikke at værne. Dette er hysteri. Der er en lang række fakta til grund for, hvorfor det er hysteri. Noget om stråling, reaktorer og alt sådan noget. Men der er også det fakta, at vi ikke er i stand til at sætte os selv i baggrunden og tænke os selv, som en del af en verden og ikke som det udgangspunkt verden fungerer ud fra. Jeg mener faktisk, at der er direkte respektløs at bekymre sig om strålingsfare i Danmark, når børn i Japan lige nu, mens jeg skriver, er udsat for en påvirkning af stråler, der sansynligvis vil få dem til at miste håret indenfor de næste par måneder, eller det der er værre. Og hvis det ikke er respektløst overfor dem, så er det i aller højeste grad overfor deres forældre.
Vi burde vide bedre, som et oplyst land, end til at trække carte blanche kortet og tro, at vores bekymringer er værd at tage og bruge tid på, når de er så minimale, så ubetydelige og så ligegyldige i det store billede. Og bare fordi man føler det, er det ikke ens betydende med at det er ok. I hvert fald ikke i min verden.
Man burde - og der er SÅ meget vi burde, men dette burde vi virkelig - have nok respekt for andre, til at træde i baggrunden og tie stille. Bare for et øjeblik.

Jeg mener, med alle gener og blodbaner i min krop, at vi bliver pinlige, når vi mangler menneskligt perspektiv.

Og sådan kan vi heldigvis være uenige. Og være enige om, at være uenige.
Med altid KH Cristine

Christine sagde ...

Jeg er ikke uenig med dig. Jeg tror jeg lige nu står lidt med et ben i hver lejr. Men... det går måske op for mig nu hvor jeg tænker meget over det, at det er perspektivet den er gal med. For jeg synes stadig det jeg skrev, men jeg kan omvendt godt se din pointe i "hver ting til sin tid". At tavsheden lige nu måske bør prioriteres højere end vores egen frygt for ve og vel, som jo selvfølgelig på ingen måde er i nærheden af de katastroferamte...

gittepigen sagde ...

Jeg blev faktisk gal, da jeg hørte, at apotekerne er ved at blive væltet over ende af folk, der vil have jodtabletter mod evt. stråling.

Jodtabletter udgik for 25 år siden, og i stedet kunne man passende donere pengene til nødhjælp til Japan!

14 mennesker døde i nat af sult og kulde, fordi alt er væk i tsunamien.

Og vi spekulerer på jodtabletter!

Vi er så små, at vi skulle skamme os!

Gitte K

PS Du kan se, at jeg er enig. Og don't get me started!!!