lørdag den 30. april 2011

Grundglad og kuldegysninger

Begge dele kan man heldigvis stadig få af at se TV. DR 2 sendte i aften Tema Lørdag om 90´ernes musik.

Mine 90´er. Min musik. Min ungdom. Mine Dr. Martens. Mine kærester med langt hår. Mine joints. Mine krone øl. Mine hullede busker. Mine skovmandsskjorter. Mine smykker af kokosskal. Mine batik gamager. Mine fester. Mine festivaller. Mine venner.

Min vrede. Min utilpassethed. Min diskomfort i Strøby Ladeplads/Køge. Der hvor jeg ikke hørte hjemme, og aldrig kommer til det. Mit oprør. Min selvstændighed.
Mit liv.

Det er mine 90´er. Og jeg elsker dem. Jeg skylder dem alt og mere til. Jeg skylder mine gamle venner alt. Alle vores fester. Vores forsider på lokal pressen: "Strandsvin i Strøby Egede". Min første forside - intet under jeg blev aktivist og senere, kommunikationsaktivist. Livet hænger alligevel sammen.
Men også vores festivaller. I rus, røg og musik. Hvor vi ikke var gamle, men hvor vi passede på hinanden. Fordi vi var en gruppe, der passede sammen. Og når man havde oplevet ikke at passe ind, så passede man på dem, man passede sammen med. Sådan passer tingene sammen.

De bor, trods afstand, stadig i mit hjerte - altså uden pis, ik?

Det var mit Grunge og jeg er sindsyg stolt af, at have delt det med alle jer andre batikhoveder!

Tab, tab, tab

Er der nogen, der kan mærke at jeg er total åndsbollet fraværende doven?

Yes?

Me too - og det er ret så irriterende, for hvis nu jeg ikke var det, ville jeg skrive om følgende:

- Designerbørn
- Familiebranding
- Royale brølloppser
- Det duepar, der hakker udeforan mit vindue lige nu
- Muffinsforme - et indlæg der ville udmunde sig i, hvor tarveligt det er, at have fødselsdag d. 25. december
- og min elskede veninde, der, efter en del forsøg - endelig er gravid og venter den smukkeste lille baby

Men eftersom det eneste jeg kan bedrive i øjeblikket, er at læse faglitteratur og kloge mig på ting i det virkelige liv, jeg ikke aner en hatfis om, så kommer der ikke en disse ud af tasterne...

Det er tanken, der tæller ik?

tirsdag den 26. april 2011

Påske, druk og dildoer

Påskens betydning, taget i betragtning, kalder på ingen måder på overskriften til dette indlæg. Men ikke destomindre så var det mere eller mindre, indholdet i min påskeferie. Eller - det overskyggede i hvert fald en stor del af min påskeferie. Og hvordan kan en ting som en dildo, der trods alt har en relativ lille størrelse, betyde så meget? Det kan den/dem/de, hvis man ufrivilligt bliver indlagt til et dildoparty!
Og det blev jeg - placeret til en 40 års fødselsdag med 30 inviterede kvinder, ved bord nummer 2, højre side i midten - altså der, hvor man ikke kunne løbe skrigende bort. Der sad jeg, med denne bestillingsseddel i hånden og anede virkelig ikke, hvor jeg skulle kikke hen. For ind kom Mie - søde Mie, uden tvivl. Fra Slagelse - helt sikkert uden tvivl, med hendes 3 rejsekufferter med alskens sex-vidundermidler, cremer og udefinerbare tingester, i klædt (altså legetøjet) i lyserød latex og som små søde sommerfugle med søde vinger, der vibrerede ved tanken om et AA batteri.
Der sad jeg  - stadig fastklemt - og anede virkelig ikke, hvor jeg skulle se hen. For jeg kunne ikke se på Mie, der 10 minutter inde i hendes party, havde røde pletter på halsen af varmen og hendes tapre forsøg på at råbe 30 kvinder med champagne i blodet, op. Og hun gjorde det godt - i hvert fald så godt hun kunne.
For hvad gør man, når man er 25 år, og tror man kan fortælle kvinder på 35 + (jeg var vist den yngste med mine 32 and counting) om sex, og om hvordan de stimulerer manden derhjemme på en måde, så han er lang tid om at komme? Hvad gør man, når man står det med alle sine talenter - se her:
... og den eneste kommentar man får på sine talenter er: "ER man interesseret i, at han er lang tid om at komme?"
Hvad gør man? Ja, Mie gjorde ikke så meget andet end at strække hendes arme, med hver deres dildo i enden, endnu højere op i luften og sige: " Jeg har også de her med - de kan stimulere dit G-punkt" fordi Mie troede at alle, der har født, HAR fundet deres G punkt...

Men Mie ved ikke, at kvinder på 30 + som regel ikke er interesseret i, at deres mand er lang tid om at komme. Mie ved det ikke, for Mie er 25 år og endnu barnløs, sovende-igennem-natten, sexlysten på livet og slet slet slet ikke ligeså træt som mødre på 30 +. Derfor ved Mie ikke, at det ikke er fedt, at sidde der ved bord nummer 2, i midten, hvor man ikke kan slippe væk, i sin nye kjole man endelig kunne passe, med de fede sko, der ikke klemmer pga. vand i benene, iført mormor trusser, der holder maven på plads og med champagne i blodet og høre om dildoer med sommerfugle og røre ved latex og forsøge at mærke varmen fra en creme, der stinker af klistrede lagner, når man egentlig bare ville danse og drikke... og gerne i en god blanding. Helst hele natten.
Mie ved det ikke - og gudske tak og lov for det, for ellers var hun aldrig kommet.

Men jeg ved det, og derfor synes jeg, det er så umanerlig uinteressant.

Men festen var god; den var faktisk fantastisk. Champagnen var af den rigtige slags, sprutten blev indtaget i rå mængder og Jesus var lagt på hylden - i hvert fald indtil næste morgen, hvor jeg bad om at få et nyt hoved. Et uden tømmermænd og med væsentlig færre billeder af dildoer og penisringe på nethinden.
Bønnerne blev ikke hørt. De havde travlt i kirken.

Men påsken taget i betragtning, har jeg vist en stort sort plet på skyldnerlisten hos ham der, Gud og Søn.

tirsdag den 19. april 2011

Og her kommer vinderen....

Jeps, vinderen blev faktisk fundet i går - og jeg ved godt jeg er sen på den, men et barn og en veninde, der er gravid (hvilket du også vil komme til at høre meget mere om) kom "i vejen". Men forarbejdet blev lavet - det skulle bare på bloggen. Og det gik rigtigt for sig og alt det der. Se selv her:



Alle navnene er skrevet og klippet ud - der var mange og tak for det!
Jeg er altså helt rørt faktisk...


 
Og jeg havde lukkede øjne... og morgenhår, selvom vi var godt inde i eftermiddagen



Og vinderen...

Derfor:

TILLYKKE TIL VIBEKE STORM FRANDSEN

Følg forresten Vibekes rigtig gode blog og hendes liv som Momsmor - der er en hel del at lære, fra en skarp kvinde.

Så Vibeke - smæk mig din adresse på cristineblog@gmail.com, så får du straks en pakke - måske inden påske, ellers så til bagefter...
Og til alle jer andre:
Jeg er så glad for at I er her. Jeg håber I vil nyde mine ord! Glæder mig til at følge med hos alle jer!

KH C

Jeg HAR husket at piske mig selv

Men jeg nåede bare ikke at skrive indlægget om hvem, der har vundet min Give Away i går... Familielivet ramte mig - og I ved nok, hvad jeg mener.
Men vinderen er fundet og ligger hjemme på en fin seddel på mit spisebord... Men I må liiiige vente med svaret til jeg kommer hjem og får knipset billeder. Lige nu er jeg på job nemlig.

Men TAK til alle, der har deltaget - jeg er ret så overvældet over jeres interesse. Og VELKOMMEN af hjertet til alle de nye skønne ansigter.

KH C, der udløser spændingen når jobbet er overstået...

søndag den 17. april 2011

Husk min Kähler Give Away og så lidt om fårelort

Og mens du gør det, fortæller jeg lidt om min weekend.

- Jeg så ingen køer. June fortæller om hendes oplevelse i Ilse Jackobsen helvede lige her
- Jeg så tilgængelig påskelam. På en gårdbutik, hvor kun jeg og Hjalte var - alene sammen med gårdmutter og en hel stald fuld af påskelam. Nogen fra i går morges, andre en måned gamle. Alle søde og meget nysgerrige - specielt efter små barnefingre og næser.
- I samme forbindelse, spiste Hjalte nok ca. 1 hel fårelort under hele besøget
- I den forbindelse vil den kommende uge bestå af ekstra meget af holden øje med Hjaltes afføring, og evt. spoleorme og deslige.
- Hygge i venners have, med urimelige børn og massere af grin
- Lækker tid med manden - der hvor man ser hinanden i øjnene på den der måde, I ved..!
- Indkøb af flybilletter og feriedrømme

Jeg napper gerne en mere i samme tegn, dog uden fårelort...
... og dog...

Din mandag kan forresten blive ret meget bedre, hvis du vinder denne her

Det var det med de der køer

Dem skulle vi jo have set i dag. Men selvom jeg bor på landet, i forstadsidyllen, med naboer, buskbum og højbed, så orker jeg ikke. Orker ikke at stå der, med det hele halve Fyn, på en gård, der garanteret stinker af lort, fordi den er SÅÅÅ himmelråbende økologisk. Orker ikke at stå og se på dyr, og lades som om at det er helt ok, at de vælger at slippe dyrene løs klokken 12.00, hvor alle børn på 3 minus sover til middag. Og orker ikke at stå i kø til en traktor med en søvnig dreng, der hader alle omkring sig - specielt sin mor.

Bare fordi, du landmand - og tilsyneladende hele Fyn, har en tendens til at stå op klokken 06.00 (min dreng inkl.) så er det ikke ensbetydende med, at det ikke bider en (læs: mig) i røven resten af dagen - startende sådan ca. klokken 06.15, vel?! Hvilket gør mit humør, klokken 12.00, til alt andet en smilende og imødekommende overfor en flok forvirrede, hormon fyldte, yverlignende dyr, der kåde hopper på en... EN MARK.

Ej, landbrug - det er fanme dårlig timet, mand!

fredag den 15. april 2011

Ikke at det du gør, ikke er godt nok...

... måtte jeg sige til mig selv, da jeg hørte radio i morges.
Men der er bare nogen, der gør det ekstra godt.
Som foreksempel en sprognørd her i DK, der har sat sig for at oversætte det Sydsudanske sprog, Denka. Et sprog, som aldrig er blevet nedfældet, fordi det simpelthen er for svært for den hvide mand at forstå. Alle vokaler på Denka, kan udtales på 18 forskellige måder afhængigt at luft på vokalen, benævnelse og tryk.

Og det har, af forståelige årsager, været for svært at nedfælde. Indtil nu. For nu er det nedskrevet. Med sit eget alfabet, for med 18 forskellige tryk og lyde på SÅ mange forskellige vokaler, så løber man hurtigt tør i sin ABC. Og nedfældet af en dansker ovenikøbet. Som ikke engang selv forstår det helt, endnu. Og hvorfor? Jo, såmænd bare fordi at det dermed bliver muligt for Sydsudanerne at få en uddannelse...

Bare sådan... fordi han tænkte det nok var smart.

R E S P E K T

torsdag den 14. april 2011

Barnedåb og konger uden seler

Er jeg den eneste, der synes det er lidt underligt, at de eneste, der må køre med baby´er i armen, i en bil, uden sele, er de kongelige?

Har lige set et sammendrag, og det eneste, der kunne få blodet til at pumpe i min krop var da jeg så Frederik og Mary indtræde i en bil, med to børn, sætte sig ind og køre. Vel og mærke, med de små i armen.

Ja, ja, der er PET folk overalt. Og nej, ingen kommer i nærheden af den bil, og ja, det er de kongelige og bla blaha blahuhatadarrh. I don´t give a shit.
Sæt de babyer i en babystol, tag en sele på og opfør jer ordenligt - hvis I stadig vil have alle de millioner på baggund af, at I er et forbillede for danskere og Danmark...

Og hvorfor er der INGEN journalister, der spørger til det? "Nu skal I se, hvordan det så ud, da de gik ombord i bådene..." er det sidste jeg hørte inden jeg slukkede...

Det´ for meget!

onsdag den 13. april 2011

Et indlæg, der fortjener din opmærksomhed!

Heldigvis faldt jeg over dette indlæg hos Onkel Anne, hvis man kan sige det sådan. For allerhelst, ville jeg ønske det aldrig var sket. Men det er sket, og det skal vi alle sammen gøre noget ved. Julia Lahme har også bragt indlægget og jeg har også fået lov af Anne. Jo flere, der viser, at dette kan ske - jo flere stemmer kan vi samle mod racisme.
Indlægget kommer fra Anne Thomsen, som har bloggen "Fra vand til Vin". Hun er mor til en skøn dreng - Samuel, der er hentet i Sydafrika og den anden dag oplevede hun dette, som hun heldigvis valgte at dele med os.
Jeg græd, da jeg læste det...

Racisme i fuld dagslys

Jeg har dimlet frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle dele nedenstående med jer. Men den politiske filosof Edmund Burke er kendt for at have skrevet, at "The only thing necessary for evil to triumph os for good people to do nothing." Om jeg er et godt menneske, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke vil, det onde skal triumfere. Så her kommer det:
Som du vil vide, hvis du har været besøg før, er jeg mor til Samuel, som er født i Sydafrika. Igår var det mig, der hentede ham fra vuggestuen. Vi havde købt is, vi skulle spise i haven og småsnakkede som på en almindelig tur hjem, da der fra bilkøen ved siden af os, pludselig blev råbt temmelig højt.
En ung mand hang med overkroppen ud af vinduet på den bil, han var passager i og pegede hen på os. "Se den der" råbte han. "Der er også én." Han retter så henvendelse til mig, der fuldstændigt paf går i stå midt på fortovet, da han siger: "Hvad er det for én, du har der? Er det en hun eller en han?"Min mund kan ingenting og det er som om, min hjerne har svært ved at absorbere meningen med det, han siger. Jeg hører ordene, men meningen trænger lissom ikke igennem.


Jeg vågner op ved, at en banan lander foran os, ledsaget af beskeden om, at "Den kan du jo give til din abekat."


Her slår mit høje uddannelsesniveau, mine forældres rummelige opdragelse samt min kristne grundholdning så til, og jeg giver ham f... fingeren, og begynder at gå. Imens regner en mængde meget lidt flatterende ord om kvindekønnet ned over mig. (Det pæneste var smatso)
10 skridt senere går det op for mig, at jeg skal have fat i nummerpladen. Men da er lyset skiftet til grønt, og de er kørt,
Det var så voldsomt grænseoverskridende, at jeg var ved siden af mig selv resten af eftermiddagen. At jeg blev svinet til er én ting. Men at mit 2årige barn bliver angrebet af en voksen mand er for meget. Grunden til angrebet er mig så forkastelig, at jeg har haft en syg fornemmelse i maven, når jeg har tænkt for meget over det.

Hvor er det små mennesker, der er så bange, at angreb er den eneste mulighed. Ovenikøbet angreb på et lille barn, der ingen mulighed har for at passe på sig selv endsige forstå, hvad det handler om.


At blive antastet og udstillet på den måde er ydmygende; det peger én ud, som anderledes og leder derfor let til følelser af skam. Når jeg, en voksen lyserød kvinde med et lille barn, kan blive passet op på den måde en helt almindelig eftermiddag midt i en fredelig by - hvad oplever unge mænd og piger med mørk hud så? Hvad hører kvinder i tørklæde eller voksne mænd af afrikansk eller arabisk afstamning?
En veninde hjalp mig med at gå til politiet i dag. Hændelsen er anmeldt, og bliver behandlet efter en paragraf om racisme. Betjenten, jeg talte med, havde aldrig før hørt tale om, at små børn er mål for racisme. Men spørgsmålet er jo, om det er første gang det sker, eller om andre bare ikke har anmeldt det. Det eneste, der skal til for, at ingen ved den slags sker er, at vi ikke siger noget. Det sidste den slags truende adfærd skal få os til er, at lade os isolere!
 
Læs indlægget her og læg en opmundrende kommentar til Anne - og specielt Samuel.
 
Mange hilsner
Cristine

tirsdag den 12. april 2011

Lygtehash...

På en dag hvor der er 3 mennesker, der er stillet for en domstol på grund af handel med 1 ton hash, ser man dette i Odenses gadebillede:

Og det synes jeg eddermanme er humor!
Hurra, for de hætteklædte drengerøve, der, i nattens mulm og mørke, har iklædt byens trafiklys med disse "klistermærker".
Og nej, jeg ryger ikke hash - men derfor kan jeg stadig godt få grineren på...

mandag den 11. april 2011

Kähler Give Away!

I dag har jeg fødselsdag. Eller det vil sige: Min blog har fødselsdag. 1 år! 1 helt, og alligevel, lille bitte år.

Det vil sige følgende:
- Det er 1 år siden, at jeg startede med at skrive. Indtil der, var det bare en drøm
- Det er 1 år siden, at jeg fandt ud af, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på
- Det er 1 år siden, at mit liv gav mening, andre steder end når jeg kikkede min søn og mand i øjnene

Så derfor: hurra! JEG har fødselsdag!

Og det udløser... Taaadaaaharhar: En Give Away, med alle de strings attached, som man kan finde.

Masser af lækkerier: En notesbog til dine søde tanker, sød chokolade til søde drømme, en nøglering - måske til nøglen til hjertet? Sød te, lyserøde fyrfadsstager og økoslik til din søde tand.
Det vil sige:
1 lod: 1 kommentar
2 lodder: 1 kommentar + fast læser
3 lodder: 1 kommentar, fast læser + link med billede til denne lille fine Give Away.

Jeps! Fordi, når jeg har fødselsdag, så skal jeg (også) have "gaver".
Og så til præmien:

Brug gerne billede til at linke til denne
Give Away

Kähler fyrfadsstager fordi.. ja, fordi jeg elsker Kähler! Oveni hatten er der en masse tøsede ting, som du kan nyde mens du sidder ved stearinlysets skær og måske blogger?

Jeg håber du vil være med, og også spreder ordet for mig.

Hurra til mig, ik?!

Husk, at skriv hvor mange lodder du deltager med. Og hvis du ikke har en blog, så huske lige mail adresse og så´n.

Vinderen trækkes om en uge - mandag den 18. april!

søndag den 10. april 2011

Dagen, da de ældre kom på banen

Eller måske: Dagen, hvor jeg opdagede at de ældre er på banen - og måske allerede havde været det i lang tid?

For det er jo ikke sådan, at jeg går mener, at når man rammer de 60+, så er man færdig. Men fordi jeg selv roder rundt i 30+, har jeg ikke så meget føling med, hvad der sker på ældremarkedet, hvis jeg må tillade mig at kalde det for sådan.

Men min morgenavis var et levende bevis på, at de ældre i høj grad stadig er her. Heldigvis i en form, der indgyder til mere respekt end til dem, der har bestemt sig for at et langt liv med kærlighed, sorg og lykke er bedst tjent med en erstatning hvor en plads i bussen og en Karen Wolf småkage, er det bedst mulige, man kan opnå...
For de 3 "gamle" som min morgenavis havde uafhængige interviews med - de har eddermanme nosser!

Den første fordi han har formået at bruge iPhone og iPad i en version, der skyder langt over 4.0.
Se udstillingen på Louisiana frem til d. 28.8 - I know I will!
"Billeder er magt" siger den 73-årige David Hockney, der har kastet sig over at "male" sine billeder elektronisk. Lige nu udstiller han dem på Louisiana, på skærme, direkte koblet op til hans iPhone og iPad, hvilket betyder, at udstillingen vil ændre sig i takt med, at David Hockney sender nye billeder... Nemlig!
Og hvis vi tror, det "bare" er en gammel mand, der sidder og sender billeder, fordi han har lært det af sine børnebørn, så tro om. Provokationen vælter ud over rammerne... hvis man kan se den for skyklapperne.
Og det sker alt i mens, at alverdens medier er fyldt med halvdårlige billeder skudt i iPhone Hipstamatic, for at give verden et retro look... Og så er 73-årige gamle mænd ved at male fremtiden for os.
Nej du, vi har vist lidt at komme efter på den front.
Godt gået, du gamle!

Den næste er en kendt og elsket kvinde, i mit hjerte i hvert fald. Nu er hun på banen igen. Kirsten Thorup, med en bog, der historien igennem, spørger: Kan vi holde vores rigdom ud?
Kan vi?
Prøv lige at se, hvor smuk hun er! "Nuff said, aiiing!"

Og den sidste, er også alderspræsidenten, men måske den af de 3, der har allermest berettigelse på toppen af poppen. Med sine 93 år, har den tidligere fransk-tyske diplomat, Stéphane Hessel begået en bog, der har formået at lægge det franske bogmarked ned og i den sammenhæng, blive fortaler for unge mennesker - nu også verden over. Bogen er på 29 sider - mere behøves ikke, og hedder: "Indignez-vous" oversat til dansk: "Gør Oprør".
Køb bogen her
Ud over at have kæmpet under 2. verdenskrig, har han levet et langt politisk liv, hvor han har kæmpet for social retfærdighed og ligevægt i vores verdenssamfund. Han hylder det, der sker i Mellemøsten og har måtte høre på at blive kaldt antisemit, til trods for at hans far var jødisk, og at han selv har siddet i en nazistisk koncentrationslejr. Blot fordi han har fortalt israelerne at vold altså avler vold... Hvis de skulle have glemt det i mellemtiden.

Og så sidder jeg her. I mit parcelhus og bekymre mig om, om cheferne kan lide mig, hvordan jeg skal lave mad med glaskål og filosoferer over cupcakes...

Shit, det er for meget - eller i hvert fald for lidt, for min generation.

lørdag den 9. april 2011

Vi tager det første skridt...

De sidste par dage, uger og måneder, er der sket noget. Jeg synes, jeg ser en sammenhæng.

Det hele startede i mellemøsten for nogle måneder siden. En ung mand i Tunesien begik selvmord i demokratiets tegn og startede en flodbølge af oprør imod diktaturet. Et diktatur, ingen kan være uenig i, har fået lov til at herske i al for mange år.

Der sker det, at mennesker ikke vil finde sig i at blive holdt nede.

I en helt anden del af verden, havde en bestemt TV serie, fra det store moderland, lagt lande øde og døde hen i den bedste sengetid. Vi flokkedes om TV´et for at sluge hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab og nå, ja - RØG! Og vi gør det råt. Moden, medieverdenen, de unge, de gamle og de grå kikker langt efter Mad Men og industrien er stor omkring serien: Mad Men... som om der aldrig havde været andet at se (hvilket der i øvrigt ikke har)

Der sker det, at mennesker dyrker de 7 dødssynder - oprøret mod Gud.

Og så til noget, som vi alle sammen er bekendt med. Butikker skyder op i hovedstaden, folk står i kø, kvinder kan gøre det til deres levebrød. Pludselig kender vi alle ord som fondant, ising og topping: Cupcakes. En lille kage med stor magt. Kvinder over hele landet spiser, bager og tænker cupcakes i en så stor grad, at det til tider, kan virke en anelse overdrevet. For come on - det er jo bare en kage... eller er det nu også det?

For selvom min sammenligning med en ung mand, der begår selvmord i demokratiets tegn, os, der dyrker en TV-serie, der dybest set er skrevet over de 7 dødssynder og kvinder, der kaster sig frådende over cupcakes og dyrker det som om det var en ny religion, måske kan virke en anelse søgt, så mener jeg alligevel, at der er en sammenhæng:

Vi gider ikke mere. Vi vil være frie. Og vi vil have een religion: Friheden til selv at vælge.

Men vi er spundet ind i politiske magtkampe, idol og gudsdyrkelse, der hylder det smukke, det rene, det sunde og det perfekte.Vi har i årevis lyttet til sundhedsguder, der har prædiket ingen røg, ingen druk og ingen fedt. Og vi er trætte af det. Vi gør oprør. I den alvorlige, og langt mere seriøse ende, begår folk selvmord i frihedens tegn. I vores del af verden, er vores oprør at sætte os foran TV´et, se serier og æde kage. Kvinder finder på den måde, en undskyldning for at nyde livet lidt igen. Smile i maven, uden det koster en løftet pegefinger.
Kort sagt: "Jeg æder min kage som jeg vil, når jeg vil og fanme ikke mens jeg også spiser agurk, får en tarmrensning og detoxer mit liv. Kom igen, når du vil lære mig at kende."
Kan du se sammenhængen? Også selvom den har vidt forskellig alvorlig karakter?

Misforstå mig ikke - der er langt fra Tunesien til en Cupcake. Sammenhæng er, at også vi, på vores breddegrader, er nået et mæthedspunkt.
I Vestens verden, higer vi efter en erstatning for Gud (som er stendød i vores bevisthed). Alligevel har vi underlagt os normer og regler for, hvordan vi skal leve vores liv, bare fra en anden Gud - eks.: Sundhed. For mennesket har svært ved at leve uden Gud - vi kalder ham bare noget andet, afhængigt af hvilken verden, vi lever i.
I Mellemøsten er det en anden sag - diktatur er ikke valgfrit, men oprøret må angiveligt også komme - ligesom vi er vidner til nu.

I Vesten er vi blevet suget ind i en industri, der hele tiden dunker os i hovedet og aldrig fortæller os, at vi gør det godt nok. Jeg mener rent faktisk at sundhedsdyrkelse, gudedyrkelse og detox your life er langt mere sundhedsskadelitg end røg, fedt og hor. Og selvom vi, i Vesten, lever i et demokrati, kaster vi os nådesløst ind i diktaturens sundhedstegn og underlægger os selv regler som er menneskeligt uopnåeligt i sidste ende. Og det må på et tidspunkt kalde på en modstand.
Og jeg ser modstanden. Også selvom den hedder Cupcake og "Mad Men".

Og jeg er slet ikke så bange for det, eller sur på det. For jeg tror, det er det første spæde skridt  i mod noget, der tjener et højere formål.

I samme forbindelse så se indslaget her og køb pladen!

fredag den 8. april 2011

Undskyld, jeg hørte ikke lige...

... nåå, du spugte om hvordan min uge har været..?
Den ligger i top ti over en af de værste!

Men så er det godt, at weekenden startede sådan her:
... med en lille gave fra ham der, jeg har lovet ikke at blogge om i en måned...

torsdag den 7. april 2011

Forfatter mave?

Så tjek denne give away hos Julia. Den slår alle give aways, nogensinde faktisk!

onsdag den 6. april 2011

"Forælder, respektér dit barn"

Jeg har lovet en klog kvinde ikke at skrive om mit barn i en måned. Mest fordi det er blevet en navlepillende pille, jeg tager, når jeg ikke gider gøre en indsats. Det løfte bliver nu brudt.


"Forælder, respektér dit barn". Rubrikken ramte mig på side 8 i "24 timer". På Odense Banegård, i regionalen på vej hjem. På vej hjem til mit barn, min mand og vores forsøg på at anlægge, hvad vi har snuset os frem til er en familie. Udfra en devise om, at en del af det at være en familie, også handler om at have en plads i en familie. Ikke kende sin plads - men have en plads...

Artiklen handler om, at en ekspert på børn mener, at vi er blevet for dårlige til at omtale vores børn. Så dårlige at der nu udkommer en bog om det.
Vi bruger betegnelser, der i sidste ende kan ende med at skade vores forhold til vores egne navlestrenge. At vi bruger ord som: Hyleunger, ørebørn, flaskebørn og kolikbørn. At vi opfatter børn som små negative væsner, der forsøger at manipulere med os voksne. At vi er fortravlede. Og at vi derfor ikke kan overskue de behov, børn har. I princippet, kan jeg ikke være uenig i netop disse antagelser.

Men der, hvor jeg fik toget til at standse i et nanosekund af transcendental vrede, der blev overført til universet, var ved følgende udtalelser fra artiklen:

Forsøg at rumme dit barns følelser
Altid. Men også efter 10 timer med et kolikbarn? Må jeg også være menneske, selvom jeg er forælder?


Behandl dit barn, som din bedste ven - dit barn er din ven!
Denne her er så gral, at den for lov til at stå. Kan du se den blinker advarende?

Undgå forældrerollen og vis hvem du er
Aldrig nogensinde i livet om jeg vil. Og netop derfor viser jeg, hvem jeg er!

Undgå trusler som opdragelse "Hvis ikke du holder op, så går vi hjem"
Hvorfor? Livet er et valg, og vælger du at té dig, så har det konsekvenser. Er det ikke en utrolig vigtig lektie at lære sine børn i et samfund af små egocentrerede væsner, der ingen respekt for autoriteter har. Som rask væk melder sig til Paradise Hotel og har sex for åben skærm og bagefter ikke forstår, at det kan være et problem i en evt. jobsøgning? Kald mig gammeldags. Kald mig værdig.

Tal til dit barn, som du taler til andre voksne med samme ligeværdighed og respekt.
Og forvente at de sidder stille på restauranten? Ikke forstyrrer sine medmennesker?
Hvad blev der af: "Nej! Simpelthen fordi jeg er voksen, og du er barn". Det mener jeg, er respekt på et højt plan, da det er en simpel lektie i at det at være medmenneske.

Drop de lange forklaringer
Logik, men hvordan taget ovenstående udtalelser i betragtning?

Jeg anerkender, at vi er en flok, der nogle gange er for åbenmundede. Nogle gange er for negative, kalder vores børn noget grimt og ikke overvejer konsekvenserne og retfærdigheden i vores nej.
Men nej! Jeg vil ikke være ven med mit barn. Jeg vil være forælder. Jeg vil gerne vise, hvem jeg er, men ikke på bekostning af min status som forælder. Jeg vil ikke lade være med at opstille konsekvenserne for en skrigetur i slikafdelingen i den lokale Rema 1000 og jeg vil slet, slet, slet ikke være ven med mit barn. Aldrig. Jeg vil være forælder. Fordi jeg respekterer. Fordi vi er gået forbi det faderløse samfund og nu lever i en forælderløs verden.
 
Men nu lover jeg ikke at skrive mere om børn - indtil næste gang der er en ekspert, der er ved at ødelægge basal medmenneskelig omgang med hinanden...  
 
Du kan læse artiklen online her

mandag den 4. april 2011

Headbangers ball

Jeg headbangede en del engang. Det kunne til tider blive farligt. Engang har jeg faktisk nikket en god ven en skalle midt i akten. Vi var begge godt bedøvet af Krone Pils for en 5’ er flasken, så vi mærkede ikke så meget til. Og dagen efter, hvor hovedpinen indtraf, var vi alligevel så bedøvede af at være teenagere, så vi bare syntes det var for fedt med en tegneserie bule og et mindre migræneanfald. Sådan var jeg dengang.


Nu headbanger jeg ikke så meget mere. Sidst jeg var til koncert, nøjes jeg med at stå helt oppe foran og lave hjerter med tomme/pegefinger – vel og mærke til et band, hvor gennemsnitsalderen landede ved de 21 år. De smilede til mig. Det var pænt af dem. Jeg var 31 år.

I dag er der ikke så meget headbang over mit liv. Jeg har for eksempel lige holdt bryllups weekend i København på hotel med dinner ude i byen. Det er der sgu ikke meget Krone Pils over. Slet ikke dem til en 5´er. Det eneste sammenlignelige var antallet af timer jeg sov, hvordan jeg drattede om i sengen og hvor hurtig fuld jeg blev. Det var bare med omvendt fortegn, end for 15 år siden.

Og sådan ændrer livet sig så. Men jeg tænkte, mens jeg lå der omdrattet i en hotelseng, at man fortsætter vel egentlig en form for headbang hele livet. Jo ældre man bliver, jo mere føles det bare som at slå panden mod en mur og ikke ens kammi pande. Eller hvad? Er det de grå hår eller antallet af headbangs, der afgør om man er voksen eller bare semi-på-vej-mod-et-større-tal? Og hvornår er det egentlig ok at headbange for alvor, når man er voksen?
Jeg ved det ikke. Jeg smiler bare. Mest til dem på omkring de 21 og tænker at you don´t know shit.