onsdag den 13. april 2011

Et indlæg, der fortjener din opmærksomhed!

Heldigvis faldt jeg over dette indlæg hos Onkel Anne, hvis man kan sige det sådan. For allerhelst, ville jeg ønske det aldrig var sket. Men det er sket, og det skal vi alle sammen gøre noget ved. Julia Lahme har også bragt indlægget og jeg har også fået lov af Anne. Jo flere, der viser, at dette kan ske - jo flere stemmer kan vi samle mod racisme.
Indlægget kommer fra Anne Thomsen, som har bloggen "Fra vand til Vin". Hun er mor til en skøn dreng - Samuel, der er hentet i Sydafrika og den anden dag oplevede hun dette, som hun heldigvis valgte at dele med os.
Jeg græd, da jeg læste det...

Racisme i fuld dagslys

Jeg har dimlet frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle dele nedenstående med jer. Men den politiske filosof Edmund Burke er kendt for at have skrevet, at "The only thing necessary for evil to triumph os for good people to do nothing." Om jeg er et godt menneske, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke vil, det onde skal triumfere. Så her kommer det:
Som du vil vide, hvis du har været besøg før, er jeg mor til Samuel, som er født i Sydafrika. Igår var det mig, der hentede ham fra vuggestuen. Vi havde købt is, vi skulle spise i haven og småsnakkede som på en almindelig tur hjem, da der fra bilkøen ved siden af os, pludselig blev råbt temmelig højt.
En ung mand hang med overkroppen ud af vinduet på den bil, han var passager i og pegede hen på os. "Se den der" råbte han. "Der er også én." Han retter så henvendelse til mig, der fuldstændigt paf går i stå midt på fortovet, da han siger: "Hvad er det for én, du har der? Er det en hun eller en han?"Min mund kan ingenting og det er som om, min hjerne har svært ved at absorbere meningen med det, han siger. Jeg hører ordene, men meningen trænger lissom ikke igennem.


Jeg vågner op ved, at en banan lander foran os, ledsaget af beskeden om, at "Den kan du jo give til din abekat."


Her slår mit høje uddannelsesniveau, mine forældres rummelige opdragelse samt min kristne grundholdning så til, og jeg giver ham f... fingeren, og begynder at gå. Imens regner en mængde meget lidt flatterende ord om kvindekønnet ned over mig. (Det pæneste var smatso)
10 skridt senere går det op for mig, at jeg skal have fat i nummerpladen. Men da er lyset skiftet til grønt, og de er kørt,
Det var så voldsomt grænseoverskridende, at jeg var ved siden af mig selv resten af eftermiddagen. At jeg blev svinet til er én ting. Men at mit 2årige barn bliver angrebet af en voksen mand er for meget. Grunden til angrebet er mig så forkastelig, at jeg har haft en syg fornemmelse i maven, når jeg har tænkt for meget over det.

Hvor er det små mennesker, der er så bange, at angreb er den eneste mulighed. Ovenikøbet angreb på et lille barn, der ingen mulighed har for at passe på sig selv endsige forstå, hvad det handler om.


At blive antastet og udstillet på den måde er ydmygende; det peger én ud, som anderledes og leder derfor let til følelser af skam. Når jeg, en voksen lyserød kvinde med et lille barn, kan blive passet op på den måde en helt almindelig eftermiddag midt i en fredelig by - hvad oplever unge mænd og piger med mørk hud så? Hvad hører kvinder i tørklæde eller voksne mænd af afrikansk eller arabisk afstamning?
En veninde hjalp mig med at gå til politiet i dag. Hændelsen er anmeldt, og bliver behandlet efter en paragraf om racisme. Betjenten, jeg talte med, havde aldrig før hørt tale om, at små børn er mål for racisme. Men spørgsmålet er jo, om det er første gang det sker, eller om andre bare ikke har anmeldt det. Det eneste, der skal til for, at ingen ved den slags sker er, at vi ikke siger noget. Det sidste den slags truende adfærd skal få os til er, at lade os isolere!
 
Læs indlægget her og læg en opmundrende kommentar til Anne - og specielt Samuel.
 
Mange hilsner
Cristine

Ingen kommentarer: