lørdag den 9. april 2011

Vi tager det første skridt...

De sidste par dage, uger og måneder, er der sket noget. Jeg synes, jeg ser en sammenhæng.

Det hele startede i mellemøsten for nogle måneder siden. En ung mand i Tunesien begik selvmord i demokratiets tegn og startede en flodbølge af oprør imod diktaturet. Et diktatur, ingen kan være uenig i, har fået lov til at herske i al for mange år.

Der sker det, at mennesker ikke vil finde sig i at blive holdt nede.

I en helt anden del af verden, havde en bestemt TV serie, fra det store moderland, lagt lande øde og døde hen i den bedste sengetid. Vi flokkedes om TV´et for at sluge hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab og nå, ja - RØG! Og vi gør det råt. Moden, medieverdenen, de unge, de gamle og de grå kikker langt efter Mad Men og industrien er stor omkring serien: Mad Men... som om der aldrig havde været andet at se (hvilket der i øvrigt ikke har)

Der sker det, at mennesker dyrker de 7 dødssynder - oprøret mod Gud.

Og så til noget, som vi alle sammen er bekendt med. Butikker skyder op i hovedstaden, folk står i kø, kvinder kan gøre det til deres levebrød. Pludselig kender vi alle ord som fondant, ising og topping: Cupcakes. En lille kage med stor magt. Kvinder over hele landet spiser, bager og tænker cupcakes i en så stor grad, at det til tider, kan virke en anelse overdrevet. For come on - det er jo bare en kage... eller er det nu også det?

For selvom min sammenligning med en ung mand, der begår selvmord i demokratiets tegn, os, der dyrker en TV-serie, der dybest set er skrevet over de 7 dødssynder og kvinder, der kaster sig frådende over cupcakes og dyrker det som om det var en ny religion, måske kan virke en anelse søgt, så mener jeg alligevel, at der er en sammenhæng:

Vi gider ikke mere. Vi vil være frie. Og vi vil have een religion: Friheden til selv at vælge.

Men vi er spundet ind i politiske magtkampe, idol og gudsdyrkelse, der hylder det smukke, det rene, det sunde og det perfekte.Vi har i årevis lyttet til sundhedsguder, der har prædiket ingen røg, ingen druk og ingen fedt. Og vi er trætte af det. Vi gør oprør. I den alvorlige, og langt mere seriøse ende, begår folk selvmord i frihedens tegn. I vores del af verden, er vores oprør at sætte os foran TV´et, se serier og æde kage. Kvinder finder på den måde, en undskyldning for at nyde livet lidt igen. Smile i maven, uden det koster en løftet pegefinger.
Kort sagt: "Jeg æder min kage som jeg vil, når jeg vil og fanme ikke mens jeg også spiser agurk, får en tarmrensning og detoxer mit liv. Kom igen, når du vil lære mig at kende."
Kan du se sammenhængen? Også selvom den har vidt forskellig alvorlig karakter?

Misforstå mig ikke - der er langt fra Tunesien til en Cupcake. Sammenhæng er, at også vi, på vores breddegrader, er nået et mæthedspunkt.
I Vestens verden, higer vi efter en erstatning for Gud (som er stendød i vores bevisthed). Alligevel har vi underlagt os normer og regler for, hvordan vi skal leve vores liv, bare fra en anden Gud - eks.: Sundhed. For mennesket har svært ved at leve uden Gud - vi kalder ham bare noget andet, afhængigt af hvilken verden, vi lever i.
I Mellemøsten er det en anden sag - diktatur er ikke valgfrit, men oprøret må angiveligt også komme - ligesom vi er vidner til nu.

I Vesten er vi blevet suget ind i en industri, der hele tiden dunker os i hovedet og aldrig fortæller os, at vi gør det godt nok. Jeg mener rent faktisk at sundhedsdyrkelse, gudedyrkelse og detox your life er langt mere sundhedsskadelitg end røg, fedt og hor. Og selvom vi, i Vesten, lever i et demokrati, kaster vi os nådesløst ind i diktaturens sundhedstegn og underlægger os selv regler som er menneskeligt uopnåeligt i sidste ende. Og det må på et tidspunkt kalde på en modstand.
Og jeg ser modstanden. Også selvom den hedder Cupcake og "Mad Men".

Og jeg er slet ikke så bange for det, eller sur på det. For jeg tror, det er det første spæde skridt  i mod noget, der tjener et højere formål.

I samme forbindelse så se indslaget her og køb pladen!

1 kommentar:

Trine sagde ...

Min erfaring og overvejelse er, at der kun er én måde at forandre på; indefra.
Nogen bliver nødt til at starte. Og de 'nogen' bliver nødt til at være os. Små skridt. Babysteps.
Men hele tiden på vej.

Tak for ordene og tankerne
Kh Trine