mandag den 31. januar 2011

Kender du det?

Når der er en, der tror han eller hun kender dig? Har luret dig og ved hvem du er?
Og vedkommende tager så helt utrolig grueligt galt, så det næsten ikke kan beskrives med ord?

Og kender du også det, at du ved, at et forsøg på at ændre det er lig med at pisse i bukserne når det er aller koldest?

Ja?

Super, for det gør jeg også...

søndag den 30. januar 2011

Der kan ikke være en eneste dråbe mere

For bægeret er fyldt. Altså op.
Men ikke med rod og alt sådan noget stress og den slags - men med en virvar af alt muligt blandet...

Jeg har været sammen med damer af den fineste klasse, fået ørene fyldt af deres fine snak og sovet ovenpå det alt sammen og tænkt, at jeg gerne vil have mere.

Og så har jeg sagt på gensyn.
Til min bror, som snart rejser i krig. Han lover at komme igen og jeg har aldrig været bange for at tro på ham. Jeg var en stor lillesøster. Jeg græd ikke - ikke før jeg kom ud i bilen og ikke før jeg havde sagt: jeg kan jo ikke gøre noget alligevel... det er rigtigt. Han tager afsted.

Så derfor; er der en der kommer med en dråbe mere, så kan jeg ikke rumme det. Så løber jeg altså over, i en strøm af gode og angstfyldte tåre.

Jeg glæder mig faktisk til i morgen...

fredag den 28. januar 2011

Sommerjordbær og forårsmarked

Så lå man her. Efter at have konsumeret; penicillin, flødeboller, the, kaffe og snart en fryse moussaka fra Brugsen (eimen for filan det er usselt) fik jeg lyst til; bare tæer, sommer jordbær, makrel med rå løg og rå æggeblomme (jep, I am a daredevil), grill, sommeraftener, kys med næsen og barn i bar røv og plastisk ske i hånden.

Og så kom jeg til at tænke på, at Lis, Pernille og Karsten holder forårsmarked. Og jeg har lige talt med Lis i dag... og kom helt til at savne hende igen. Og er derfor glad for, at jeg stadig kan være med - omend i en noget amputeret udgave... Hurra for kommende forår, markeder og dejlige mennesker.
Selvom det først er til sommer, så lugter foråret af jordbær ik?

Jeg er forelsket i; Ane

En præ-mor, single kvinde med sex lyde om natten...
Læs selv med på dette skønne indlæg:
http://fortaelmigmer.blogspot.com/2011/01/en-pr-mors-bekendelser.html
og tjek resten af bloggen!

KH C

Award

Jeg er blevet awardet. Faktisk op over begge ører! Og må jeg starte med at sige; TAK. As in - mega kæmpge tak.
Jeg gør noget ved det når jeg er arbejdsmæssigt og forkølelsesmæssigt ovenpå igen - ok?
KH C

tirsdag den 25. januar 2011

HJÆLP MIG!

Okay, jeg fornemmer en tendens. Ikke sådan en fremtidstendens, men snarer en, der har været her i mange år. Måske endda altid?
Jinx - siger det dig noget? Hvis du er forældre - specielt en mor med håret i postkassen eller en far med jernmangel (fik du den?) - så ved du, hvad jeg taler om.

For jer lykkelig uvidne så kommer her en forklaring på jinx:
Det engelske jinx refererer til en forbandelse. Ordet jinx eksisterer ikke på dansk og optræder ikke i den danske retskrivnings ordbog. At kaste en "Jinx" (eng. to jinx), evt. på nogen, er at forbande (som i overtro) eller forhekse. En person eller et objekt kan også betragtes som en "Jinx" og så tales der om noget der bringer uheld (ulykkesfugl) [...]

Det er vores alle sammens Wikipedia der er den opklarende kilde

Du er garanteret allerede god til engelsk, og vidste garanteret allerede alt dette. Men med mindre du har stået med vom, bryster, hår, snotnæse, arm, fod, kærligheden, øllebrødet, kolikken, bekymringen, sejrene, de sejre der ikke blev til noget, skilsmissen og alt det andet vidunderlige der også følger med forældreskabet, så misser du pointen. Derfor får du nu en forklaring.
Jinx i "forældre med håret i postkassen" termonologi betyder følgende:
  •  Lad nu for helvede være med at træd på gulvbræt nummer 3 fra højre inde i stuen. Sidst du gjorde det, sov han (barnet) ikke i fucking 3 dage
  • NEEEEIIII! Hvis du vugger hende på den måde, vågner hun! Du skal vugge 3 store, 1 lille, 2 store og 3 store igen - og husk nu at tramp med foden mens du gør det.... hvorfor? fordi det er sådan hun vil ha det... det har jeg jo sagt!
  • NEEEEEI, du siger det ikke! (altså siger: hvor sover han da godt nu, hva?)
  • SUPER! Nu er det hele tabt på gulvet. Alt det jeg bygger op mens du skrider på arbejde hver dag, bare fordi du kommer hjem og siger pølse på den måde... Tak -svin!
Ja... ikke helt til at forstå. Men sandt. Hvis der er nogen derude, som aldrig har oplevet noget lignende, vil jeg gerne høre fra jer - og noter gerne hvilken planet I er fra, hvad I har spist og hvilke super lækre stoffer I er på. Det vil jeg nemlig gerne høre... og ikke mindst prøve.
Men jeg vil også RIGTIG meget meget gerne høre fra jer, som har oplevet at være bange for jinx i forbindelse med jeres unger. Hvad var jeres jinx? Har I dem stadig? Hvad gjorde I for at undgå dit, dat og hatfisen? (for vi ved jo godt at det ikke virker... ik? Altså, ikke hver gang... mest kun hele fucking tiden)

Måske er du på barsel nu, lige har overstået den, eller også kan du bare stadig godt huske, alle de komplet åndsvage regler I opstillede for at få barnet til at sove, spise, sove, spise... er der andet?

Skriv dit jinx til mig. Send det gerne på mail cristineblog@gmail.com eller her på bloggen. Så kommer der en lille lækker ting ud af det, når jeg har samlet nok materiale...
Det er alle - og IKKE kun bloggere, der kan være med.
Håber I vil hjælpe mig og opfordre andre til det! Tak, søde dig...


KH C

mandag den 24. januar 2011

Hold nu kæft!

Man må ikke sige; hygge - for så får man en glød i øjet, når man puster det hyggelige lys ud!

Man må ikke sige; Odense ZOO - for så får man en dreng der raller og hoster hele natten fordi han har været... nå ja, udenfor...!

Man må ikke sige: mælk i kaffen - for så er der pludselig ikke mere mælk.

Man må ikke sige Bamse og Kylling kl. 04:00 om natten.... det må man bare ikke... for helvede, hvorfor skulle du gøre det?

Man må ikke sige; nej, hvor er jeg sulten - for så taber man en plump i sin gamle mund.

Så hold nu for helvede kæft altså!

søndag den 23. januar 2011

Når man har kikket giraffen i øjnene

Når ens mor har taget en med i Odense ZOO, og man sidder i klapvognen med en kiks i hånden, så ser tigeren slet ikke så farlig ud, som ens mor siger den er. Den ligger jo bare der i solen, og misser med øjnene, mor...
"Mioouuu... "det er sådan, du siger, den siger, ik mor?

Og når ens mor glemmer at vende mig om, så jeg kan se løverne, fordi jeg sidder bænket i den her klapvogn så kan man godt blive rigtig træt. Og hun står bare der og snakker, mens jeg sidder med ryggen til: "de møsser, hva skatter. Se hvor de hygger sig, hva skatter"
"Brrraaaouuuwwww..." det var sådan, du siger, de siger ik mor?

Og når man så sidder der, og du løber rundt i ZOO, mens du siger lyde, som om jeg kører i racerbil (mor det gør jeg jo ikke... det er en Emmaljunga - den er fra Sverige!) så tænkte jeg egentlig kun på, hvornår jeg kunne komme til at sove. Jeg var jo træt - jeg stod op klokken 05:00 første gang... kan du slet ikke huske det?

Men da du tog mig med ind til girafferne, i deres hus... der vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Mor - de var SÅ store, og jeg var så lille. Og jeg stod bare der, mens du satte dig på bænken - lige ved siden af dem - og ville have jeg kom over til dig. Som om jeg var kæmpe stor og modig.
Du blev ved, og ville have mig over. Og jeg stod bare der, og strakte hals. Mens de slikkede med deres tunger på gitteret. Jeg blev helt vågen. Og du blev helt glad mor. Jeg kunne godt se det på dig - at du blev rørt. Jeg kender dig mor.
Derfor kom jeg jo også over til dig. Og så sad vi der. Jeg var stille. Og du var stille. Og giraffen var stille.

Og når man sådan har set en giraf i øjnene, så bliver man altså træt - mere træt end bare almindelig træt.
For når man er stille, så kan man høre så meget og det er så rart at lytte efter... ik mor?




Er det lykkelig du siger, du er? Mor...

fredag den 21. januar 2011

I dit ansigt

Retorik. Jeg taler en del om det i øjeblikket. For jeg er ret træt af den. Den retorik vi bruger overfor hinanden.
Og så alligevel ikke. Der er nemlig former for retorik, som jeg elsker. Foreksempel den visuelle retorik, som nok mest er udsprunget af et behov for at udtrykke os på en måde, som vi ikke kan face to face. Der er bare noget, man ikke siger til hinanden, hvis man vil kunne holde ud at være sammen med hinanden.
Når ord ikke er nok, så tyr man til den visuelle retorik. Den lever i allerhøjeste (og værste) grad i reklamebranchen.

Jeg øver mig i at blive en af dem, der er sindsygt godt til det med tale, ord, skrift og snakkeslapperas indenfor den verden. Hver dag. Hele tiden og altid. Jeg drømmer om det faktisk - nok ikke helt sundt, men måske et udtryk for oprigtig interesse..? Gad vide om jeg aldrig har haft en oprigtig interesse før? Nå men, hvad skal du få ud af det her (tænk modtager, modtager, modtager, Cristine)?
Jeg vil egentlig vise jer en række fremragende eksempler på visuel retorik. Og en lille bid af det jeg tænder på, i reklamebranchen, - evnen til at forskrække og betage på samme tid!

Se med:

Denne her behøver ikke nærmere forklaring. Derfor er den fantastisk

Der Tagesspiegel er en Berliner avis, man burde se op til. Den har vundet internationale design priser for dens måde at bruge sit visuelle udtryk på, og er i det hele taget misundelsesværdig. Avisen er heller ikke bange for reklamer, og er så sikre i deres brand så de tør lade en bilproducent bryde deres logo. Her er det Smart Car, som har visualiseret bilens størrelse, ved at sætte bilen ind i mellemrummet mellem Der og Tagesspiegel. Genialt! 

Mande magasinet FHM laver årligt verdens mest sexede kvinde. En afstemning hvor læserne stemmer. Hvilket mere oplagt sted end House Of Parliament, hvor Englands love er til afstemning hver dag, er mere oplagt at reklame for denne afstemning? Man kan diskutere etikken men ikke genialiteten i denne "reklame".



En næse render rundt i mylretrafikken for at reklamere for "Stop a running nose with Liquifruit"

Elsker denne her! Og så i Singapore!


En genial måde at bruge billeder til budskabet...

Elsker teksten, elsker palmerne og elsker tanken, at jeg ikke tænker på bilen men på hvordan en i H, de har lavet den. Humlen er, at jeg ved HVEM der har lavet det.

The Invisible man


Denne her er min absolut favorit. Den taler til alle, uden at tale ned. Den forskrækker og betager. Måske er den for meget, men budskabet er så stærkt, at det er ligemeget. Jeg ville elske at vi turde den slags i Danmark i stedet for posters med 2 børn der smilende siger: Pas på mig i trafikken...
Jeg ville elske at lave denne type oplysningskampagner!

Brilliant!

Forklaring, som du ikke kan se på grund af billedets størrelse: Hun har spist light mayonaise...


Hvis mit intellekt en dag kan tænke en tanke i nærheden af dette, så er jeg lykkelig...


Mit sande jeg

Til hele Danmark fra make-up løse, kaptajns klo kloende mig.

Så ka jeg lære ikke at puste lys ud - det er jo livsfarligt... sådan en lys der...
Åbenbart...

ps: læg mærke til, hvordan mine etiketter har gjort mig til Joda. Havde han klap for øjet? Ku være fedt...

mandag den 17. januar 2011

Kan du høre det gro - igen?

Nu tror du måske, at jeg taler om det samme som hende her taler om. Foråret. Men desværre er det ikke det, jeg hører gro i øjeblikket (omend jeg glæder mig enormt meget til det).
Nej, det jeg hører gro, med en hastighed, der larmende ødelægger mere end frøet selv er klar over, er en tendens, jeg ikke bryder mig om. Tendensen til at vi skræmmer livet af forældre og deres valg.
En tendens, der var ved at sende mig selv og min sjæl lige lukt ned i afgrunden, dengang jeg blev mor og vi blev forældre.

Og den ulmer igen. Eksperter står i kø for at fortælle os, hvad vi gør forkert. Hvor meget vi ødelægger vores børn med vores ødelæggende principper. Så meget at vi faktisk skader deres hjerne.
Denne gang handler det om, at vi ikke vil lade vores børn sove hos os, hvis de græder. Og at vi ødelægger dem, deres hjerne og deres mulighed for at tackle stress senere i livet.
Altså kort sagt: ødelægger, ødelægger, ødelægger.

Jeg er ikke ekspert. Jeg er mor. Og der er ting eksperterne ved bedre, end jeg gør. Men det er en ting eksperterne ikke er gode til - retorik. De er heller ikke gode til at tale til og ikke ned. At vise vej og ikke skubbe. Og er der en ting, jeg har behov for som mor, så er det at blive talt til og få vist vej.

Som et eksempel på den ødelæggende retorik som eksperterne bruger, har jeg taget et udpluk af et interview i Aftenshowet på DR, med netsundhedsplejerske, Helen Lyng Hansen. Hun sagde, blandt andet:
  • "Sådan er vi ikke som forældre i danmark".
  • "Det strider i mod mit menneskesyn og min måde at se små børn på".
  • "De holder op med at græde fordi ellers kan rovdyrene finde dem"
  • "Jeg syntes det er så trist"
  • "Der er meget mere status i at kunne fortælle at man netop er nærværende og omsorgsfuld og lytter til sit barn anerkender sit barns behov"
  • "Konsekvenserne kan være, at de ikke kommer til forældrene senere i livet fordi de ikke har en opfattelse af, at forældrene er der for at hjælpe"
  • "Det kan også være ødelæggende for barnets hjerne, som er rigtig umodent på dette tidspunkt"
  • "Deres krop er fyldt med stresshormoner[…] i en grad så de senere i livet ikke bliver i stand til at kunne tackle stress"
... vil du være sød at tag´ den?... med dig ned i den rygsæk, som i forvejen er proppet med forventninger, babyblade, forældrebøger, jordemødrebesøg, ammepoliti og kernesunde familier? Og hvis du så lige vil bære din sexede krop og din blowjobs blowende trutmund samtidig, og give din mand en på opleveren, så er du hjemme! Og hvis din mand så lige vil bære hus, job, økonomi og en baby der tager alt tiden fra ham, hans kone og det job han elsker, så er I alle i hus!
Med Jackpot og et par lykkepiller...
Nå, så gik min retorik hvis også en tur i fløjten.

Men kan du se, hvad jeg mener?
Giv lige denne her til alle de forældre, der lige er blevet forældre. Eller til alle dem, som lige nu står i nathelvedet og gør det som de har fået af vide at de skal - holde børnene ude af soveværelset. For ellers er der ikke noget sexliv og der er børn i sengen til de er 14 år... og så videre og så videre...

Her hos os sover Hjalte gerne i sengen, og gjorde det (med min pat i munden) til han var 6-7 måneder. Græder han og er utrøstelig, så kommer han stadig ind til os i sengen. Men mest fordi jeg ikke orker andet. Jeg er nemlig rigtig dårlig til at gå tidligt i seng. Heldigvis, så gør min umodenhed mig til en af de forældre, der er omsorgsfulde og en forældre der anerkender sit barn... jeg er en af dem "der må klappe sig selv på skulderen", som Helen Lyng Hansen afslutter med at sige i interviewet.

Men hvad så nu? Hvad så med alle dem, der får en knude i maven når de hører, at de lige har smadret deres barns hjerne og barnets evne til at tackle stress? At de ikke anerkender deres barn, og slet ikke er omsorgsfulde og nærværende? At rovdyrene kommer og tager deres barn og instinktet tvinger barnet til at tie stille i selvforsvar?
Hvad med dem?

Helen, ekspert, dig: Hvad med dem?

Og hvad skal det hjælpe?

Jeg anerkender at det kan være rigtigt. Jeg anerkender, at vi har for travlt med at være principfaste som forældre.
Men samtidig skal vi også høre på dem uden børn, der brokker sig over larmen på caféerne, ungerne der larmer i Rema1000 og barnevogne, der fylder. Og når de er færdige, skal jeg høre på Helen og eksperterne, der fortæller mig, at jeg gør det hele forkert - igen og denne gang med omvendt fortegn. Og når de er færdige, så kommer mine forældre og svigerforældre og fortæller mig at det hele er et spørgsmål om valg.

Men hør nu på mig. Hør nu på os.
Vi ved ikke altid hvad vi gør, men i det mindste så gør vi noget. Og ALT hvad vi gør, gør vi i kærlighed, fordi vi elsker, fordi vi er egoister i kærlighed og fordi vi vil brænde levende resten af livet, hvis det kunne redde vores barn.
Vi vil så gerne fortælle. Det er bare så enormt svært nede under jorden - lige der, hvor du står foroven og peger mens du tramper med din mund.

Jeg mærker det gro... og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre andet end at skrive om det.
Måske skulle man skrive et dementi? Danne en klub? Lave et badge eller en bil sticker?

Hvad syntes du, og kan du også mærke, at det er på vej?

søndag den 16. januar 2011

Sælges!

Normalt ville jeg ikke bruge bloggen til dette. MEN - en regel er kun en regel når den bliver brudt... tror jeg nok.
Men jeg har altså forelsket mig i en anden sofa. Og eftersom jeg bor på verdens mindste 140 kvm. slot, så er der ikke plads til mere end 1 sofa. SÅ derfor sætter jeg min elskede sofa til salg. Jeg har godt nok været glad for den.
Den er fra Bolia og har tilhørende puf. Er lavet i formskum og holder derfor formen, hvilket den har gjort indtil nu og vil gøre i mange år frem. Den er behandlet med noget seriøst stads, som gør den afvisende overfor alt. Også rødvin! Det er afprøvet og det virkede fanme! Nå men den kostede 8000 kr dengang i 2007. Den bliver solgt for noget mindre, kan jeg godt afsløre.
Jeg vil helst sælge samlet - altså med mit sofabord også. Bordet er nemlig købt til formålet/sofaen og det passer skide godt sammen syntes jeg selv. MEN hvis man ikke er til det, så sælger jeg også separat. Bordet kostede 1500 i 2007, og er fra IKEA.
Jeg måler, vejer og så videre, hvis du vil vide mere.
Skriv til mig, enten her eller på mail cristineblog@gmail.com, hvis du er interesseret.





Og nej - det er ikke min længe lancerede Give Away ;-) Hø hø!

lørdag den 15. januar 2011

Voksne mennesker i klæ´er

Der er en ting, jeg afskyr mere, end jeg afskyr noget andet.
Altså indenfor kategorien underholdning.

Taler vi om menneskesyn, politik eller penge, er der en hel del, jeg afskyr mere end andet - en af dem starter med P - men det er slet ikke det, dette indlæg handler om.
Og nu skulle man tro, hvis man var sådan en der kendte mig rigtig godt, at det var Paradise Hotel som jeg skal til at skrive om. Eller det er mig eller hunden, eller Så det Synger, revy eller Dansk Top. Men nej.

Eksemplerne er alle gode, men de er mere tålelige, end det jeg afskyr aller aller mest i denne verden: Musicals.
Der findes ikke noget værre. Det er det absolut værste! Og hvordan det kan være en industri på størrelse med porno branchen - det forstår jeg simpelthen ikke.
Og I er nok en flok derude, der absolut ikke forstår mig og slet ikke kan se hvad, der nu skulle være så slemt ved det. Når jeg møder jer, plejer I at sige:
" Neeeeiiii! Det er da så flot. Alle farverne, musikken og historierne... jeg ææælsker musicals!"
Eller:
"Det er nogle utrolig professionelle mennesker der både kan synge og formulere en historie samtidig. Det er en lang tradition af store kunstnere der har skabt et udtryk der kan...
Sådan plejer I at sige.

Her er, hvad jeg plejer at sige:
Musicals. For det første er det enormt dårligt musik. Det er fløjl på dåse. Det kan jeg ikke lide.
For det andet så lad os kikke nærmere på udformningen af historien. Altså, hvordan voksne mennesker vælger at formidle et budskab på - rent visuelt.

Lad os tage... Cats!

Og lad os så starte med hvad der startede denne... nå ja, kattepine. T. S. Elliot. Og ham kan jeg faktisk rigtig godt lide. Han skrev engang nogle kattedigte. De blev smadret af Andrew Lloyd Webber. Og bagefter var der en stenet scenograf/instruktør/kostumè, som havde en umanerlig trang til at begå selvmord, men ikke turde, og derfor ville personificere sig som kat med ni liv for hele tiden at have en chance til. Derfor syede han: menneskelige kattekostumer.
En flok håbefulde skuespillere, der ville sælge deres sjæl, søgte jobbet og blev: menneskelige katte!
AIIIMEN DET ER DA SUPER!
Specielt når du så putter sang, musik, blå og rødt lys på og en fandens masse umotiverede hop oveni.
For katte hopper nemlig rigtig meget - rundt over det hele... lillelet på tå som de jo rent faktisk er…
"Ja, men man kan jo ikke dramatisere T. S. Elliots fortælling, hvis man ikke kan personificere menneskene som katte, Cristine"
Ti stille, siger jeg så. Jeg gider ikke engang svare på det...

For slet ikke at tale om, Annie (lille søde rødhårede pige der synger som om hendes nosser er født med verdens ondeste klemme på), Mama Mia (ABBA var slemme nok - ja sorry men dem kan jeg heller ikke se ideen i), Evita (lad nu være med at smadre historiske personligheder ved at få dem til at synge på en fucking altan).

For slet ikke at tale om Starlight Express. Jeg kunne, også, tale meget lang tid om Starlight Express, men jeg nøjes med en kort opsummering: Voksne mennesker, som tror de er tog (!) og derfor kører rundt på rulleskøjter (mennesket fik jo desværre ben i stedet for hjul) og som topper hele hysteriet med at, nå ja - synge samtidig.
AIEMEN DET ER DA ENDNU MERE SUPER!
For slet ikke at tale om Sound of Music. Kvinde med ben i næsen - fjoller rundt på en mark og synger om lyden af musik og blomster - for det gør selvstændige, stærke kvinder med hang til med – og selvbestemmelse nemlig. Specielt samtidig med at de passer en milliard børn og forsøger at tø en nazi lignende mandsperson op.
"Men det er jo metaforen i fortællingen, Cristine"
...
Jeg gider stadig ikke...

Og hvad har så forårsaget denne bitterhed på en ellers dejlig lørdag morgen?

Annette Heick!
Og min morgenavis.
Og Maria Lucia.
Og det faktum at den ene (forresten hende der er ældst) tager en prinsesse kjole på, papilotter håret og trutmunds synger sig igennem en forestilling om hekse. Og den anden maler sig grøn i hovedet (det er også hende der yngst, og derfor giver det mere mening, at det er hende der opfører sig som et børnehavebarn til fastelavn) og hopper med ind i en sang om, nå ja - hekse.
Og det faktum, at en seriøs morgenavis, har brugt tid og penge på at sende en uddannet journalist ind og se et teaterstykke i plastik med sang og dans. OG som så ovenikøbet mener, det er så vigtigt, at jeg skal vide det. OG som ovenikøbet mener, det er så godt, at det fortjener 5 ud af 6 stjerner...



Det er en cocktail af format de lægger op til, i de første par linjer ik?

Det er såmænd bare det, jeg afskyr.

fredag den 14. januar 2011

Stram op!

Shit, mit sidste indlæg er røvsygt mand....

En skide bamse...

Stram op!

torsdag den 13. januar 2011

Vi fik Bodil

Julen 2010 bød på meget. Sygdom, uvejr og aflysninger. Men også en masse fantastiske ting, såsom hygge, familietid, barnelatter og nærvær.

Og Bodil. Tjek hende lige - hun er da smuk!

Hvis du er i tvivl, så var dette hendes tro følgesvend i 1950´erne
Her i en farlig film situation. Det var det eneste jeg kunne finde, der var nogenlunde ok. Egentlig mærkeligt, når man tænker på det innoverende omfang de film har haft (og desværre stadig har...)
Billedet er lånt herfra. Sig endelig til, hvis det skal fjernes.

Jeg må se, om jeg kan slække på mine præmisser og måske alligevel give Hjalte en hvid og blå stribet strikhue med kvast. Jeg kunne måske knibe øjnene sammen og lade som om det, at det var en Kähler model? Langt ude, men kan I følge mig?

onsdag den 12. januar 2011

Indrømmet

Jeg er for lad. Eller det vil sige, at det er jeg ikke. Men på bloggen er jeg. Arbejdet derimod... da jeg lagde hovedet på puden i går, klokken 01:00, nåede jeg 22 timer på to dage. Så jeg er knap så lad der
Men undskyldninger er der absolut nok af.
Jeg må bare tage mig sammen, komme op i gear og kicke some assshhhh - både her og der.
For jeg savner min lille blog og specielt jer!

Og så var der lige den der give away... jeg tror, at jeg er ved at være der nu. Jeg har vist fundet det helt rigtige!
Indtil der kan du nyde billedet af denne smukke dame, som har kikket på mig hele ugen på mit skrivebord. Mit bord var nemlig, inden jeg kom, aflægger plads for utrolig mange smukke, inspirerende og fede design- og reklame bøger. Og hende her - hun snakker altså til mig på en eller anden måde.
Gad vide, om Mad Men når at hoppe ind i dette årti?

lørdag den 8. januar 2011

With the who? To the what? As the why?

Fra TV 2 Gossip: 
"Det har været fantastisk at være med til endnu engang. Når den første kommer, så ved man, at nummer to kommer en halv time senere. Det er jo uvirkeligt ­ i hvert fald for en far og en mand. Man står en lille halv time med den førstefødte, men moderen må arbejde videre ­ kæmpe videre på den gode måde. Og lige pludselig er der også en pige," sagde en tydelig rørt kronprins til pressen.

Say what?


Ps:Rigtig mange gange tillykke!

torsdag den 6. januar 2011

Pris?

Det er privilegerede lande, der kan lave helaftens udseendelser om, om Krigen er Prisen Værd.

Det er privilegerede lande, der kan lave morgen tv med falske ulykkelige miner om krigen, samtidig med at de kaster med snebolde.

Det er familier med ar på sjælen, der kan tale om pris.
Det er mennesker med krig på sjælen, der kan tale om pris.

Det er privilegerede lande der vil sætte en pris på alt ting. Selv menneskeliv. For at kunne forholde os til krigen.

Vi er så satans privilegerede, at vi må gå i biografen for at se krig.
Og til spørgsmålet om det er prisen værd? Aldrig. Men hvad får vi ud af, at konstatere det?

Jeg har ikke set Armadillo. Jeg får nok krig, når jeg fra den 2. februar og et halvt år frem skal vågne med knude i maven og, inden jeg kysser min søn godmorgen, tænder for mit Tv for at tjekke tekst tv. Kun for at se hvem der er død i løbet af det sidste døgn. Og håbe at min telefon ikke ringer.

Pris? Jeg er pisse ligeglad med pris.

Vi kunne prøve, i stedet, at sætte pris. Altså på livet...

tirsdag den 4. januar 2011

60 om dagen og en Give Away

Der er så meget, man skal om dagen. Man skal stå op, man skal fodre sig selv og andre af, helst gå i bad, passe sit arbejde og være noget for nogen. Og så skal man huske de 4 stykker. Eller er det 6? I don´t know, men det er noget med frugt, og jeg gør hvad jeg kan på den front.

Rubrikken har dog ikke noget at gøre med en almindelig hverdag i Casa Cristine. Og dog - for den har noget at gøre med noget, som fylder en stor del af mit liv. Noget, som kommer til at fylde mere i den kommende tid og noget, som har givet mig mere, end jeg kunne drømme om.
Nemlig min lille blog.
Som du læser lige nu.
Og hej til dig! Håber du har det godt.

Jeg har nemlig rundet de 60 faste læsere. Og jeg vælger i den sammenhæng at give janteloven fingeren. Den lange. Den i midten. Den grimme, men brugbare. For der er mange andre bloggere, der har mange flere faste læsere end jeg har. Måske end jeg nogensinde får. Meeen jeg kan da se på min statistik, at I alligevel er ret glade for at kikke forbi.

Og det skal da fejres. Med en Give Away. Problemet er bare, at den sidste jeg lancerede fik en røv at trutte i for nu at sige det på korrekt dansk. Min blogselvtillid led noget af et knæk i den forbindelse. Måske havde det i bund og grund noget at gøre med indholdet af min give away. Derfor bliver denne end anden.
Jeg ved bare ikke hvad endnu. Men tro mig. Den bliver god.
Tror jeg.
Og uden bindinger! For det er åbenbart muligt at lokke folk til blot med mine ord. Hvilket i virkeligheden er den største gave jeg har fået i 2010.

Altså kære læser. Kom igen i løbet af ugen. Jeg burde have fundet på en fed Give Away, inden vi rammer søndag.

Og tak til de 60 og de mange andre. Jeg kan fanme godt lide jer!

søndag den 2. januar 2011

Er du god til curling?

Vi er en hel generation der gør det. Aldrig har der været så mange curling fanatikere, som det er nu. Det er specielt populært i blandt de 28-35 årige. Og af begge køn. De fejer, huuujjjiiieeeer, glatter og fjerner alt snavs, støv og mulige bump på vejen for at den dyrebare i midten kan glide nemt og ubesværet ned af den planlagte og velordnede bane.

Og vi er glade for sporten. I hvert fald glade nok til at skrive bøger om det, blogge om det, gå på kursus, få depressioner og blive skilt på grund af det. Faktisk definerer det, i stor udstrækning, hvem vi er.
Det er faktisk blevet så normalt at gå til curling, at vi ikke kan kende forskel på ret og rimeligt mere. For eksempel holder vi dem udenfor, som ikke gider feje. Faktisk syntes vi de er underlige. Vi skælder dem også gerne ud. Specielt når de er dem, der passer på vores dyrebare. Altså dem der arbejder der, hvor vi opbevarer vores små øjestene. Hvis ikke de gider feje, fjerne bump, småsten eller snavs for vores øjestens glidebane bliver vi sure.
Og hvis der er nogen, der ikke gider feje, selvom de har en øjesten, ja så rynker vi på næsen, og snakker om dem bag deres ryg. Faktisk kan vi godt finde på at stemple dem som uegnede til sporten.

Men vi glemmer bare, at øjestenens røvballer fryser til istapper og bliver følelsesløse, når de kurer på den glatte is. Et bump ville i det mindste sætte blodomløbet i gang, få hjertet til at banke eller få øjestenen i et split sekund til at træffe et selvstændigt valg om at falde til den ene, eller den anden side.

Vi glemmer, at der er et liv udenfor sporten. Et liv, hvor vores øjesten skal leve. Med krig, biler på vejene og E-numre i maden. Og vi glemmer også, at vi er trætte, når vi kommer hjem fra vores sport. Og at vi har brug for at sove som aktive udøvere. Og når vi sover, og lukker øjnene, så skal øjestenen selv glide videre i sit eget liv.
Og hvis øjestenen ikke har ridser i lakken, hvordan skal den så vide hvor godt det føles at være glat?

Forstår du - Kære Curling Forældre Generation?